Dehumanisering Af Mænd i Krig og Mediernes Portrættering - "Det dræber dig at være et maskingevær": "Det Dræber En At Være et Maskingevær"
Oversat titel
The Dehumanization of Men in War and Media Portrayals - "It Kills You to Be a Machine Gun": "It Kills You to Be a Machine Gun"
Forfatter
Güler, Dilem Beyza
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-05-28
Resumé
Dette speciale undersøger, hvordan mænd bliver dehumaniseret i krig – både hvordan det opleves, og hvordan mediernes sprog og billeder er med til at skabe og legitimere det. Dehumanisering forstås her som noget, der foregår på tre niveauer samtidig: i samfundets strukturer, i de offentlige fortællinger (diskurser) og i den enkelte persons selvforståelse. Udgangspunktet er en undren over, at mandlig identitet ofte er usynlig i mediernes dækning af krig, selv om det hovedsageligt er mænd, der opholder sig i krigszoner. Teoretisk bygger afhandlingen på Judith Butlers begreber om livets sårbarhed og sorg samt Raewyn Connells teori om hegemonisk maskulinitet (de dominerende normer for, hvordan en “rigtig mand” bør være). Disse perspektiver bruges sammen til at belyse, hvordan dehumanisering opstår og fastholdes. Metodisk kombinerer studiet kvalitative interviews med eksperter og krigsveteraner med en diskursanalyse af mediernes fremstillinger af mænd i krig. Denne triangulering gør det muligt at koble menneskers erfaringer med de bredere mønstre i mediernes fortællinger; de to tilgangsvinkler nuancerer og styrker hverandre. Resultaterne viser, at dehumanisering ikke blot er en tragisk bivirkning af krig, men en strukturel forudsætning for den. Den skabes gennem sprog og billeder, bliver reproduceret af dominerende maskulinitetsnormer og internaliseres af individer. De samme grundlæggende dynamikker går igen på tværs af forskellige krige, medier og årtier, hvilket peger på et stabilt mønster. Dehumanisering udspringer således ikke primært af had, men af normer for maskulinitet, der reducerer mænd til midler og frakender dem status som mennesker, hvis liv kan anerkendes og sørges over. Afhandlingen konkluderer, at hegemonisk maskulinitet normaliserer mandlig selvopofrelse og – i Butlers forstand – gør tab af mænd i krig mindre anerkendelses- og sørgbare. På den baggrund peger studiet på behovet for en mere kritisk tilgang til mediernes fremstilling af mænd i krig. Fremtidig forskning kan undersøge, om kvinder også dehumaniseres i krig, og om kvinders øgede synlighed i medierne fungerer som en kompensation, der lader de dominerende maskulinitetsnormer stå uanfægtet.
This thesis investigates how men are dehumanized in war—both how it is experienced and how media language and imagery help produce and legitimize it. Dehumanization is treated as a phenomenon operating on three levels at once: structural, discursive (public narratives), and subjective. The project starts from the observation that male identity often appears invisible in war coverage, even though men predominantly occupy war zones. The analysis draws on Judith Butler’s concepts of precarious life and grief, and on Raewyn Connell’s theory of hegemonic masculinity (the dominant norms of how a “real man” should be). These perspectives are used together to clarify how dehumanization arises and is sustained. Methodologically, the study combines qualitative interviews with experts and war veterans with a discourse analysis of media portrayals of men in war. This triangulation links lived experiences to broader patterns in media narratives; the two approaches nuance and reinforce each other. The findings show that dehumanization is not just an unfortunate by-product of war but a structural condition for it. It is created through language and images, reproduced by dominant masculinity norms, and internalized by individuals. The same basic dynamics recur across multiple wars, different media, and decades, indicating a consistent pattern. Dehumanization is therefore not primarily about hatred but about masculinity norms that reduce men to instruments and strip them of recognition as subjects whose lives can be acknowledged and grieved. The thesis concludes that hegemonic masculinity normalizes male self-sacrifice and—in Butler’s terms—renders male war-related loss less recognizable and grievable. On this basis, the study calls for a more critical approach to media portrayals of men in war. Future research could examine whether women are also dehumanized in war, and whether increased media visibility of women functions as compensatory rhetoric that leaves hegemonic masculinity unchallenged.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord