De dømmes og dæmoniseres, men deres stemmer kan ikke undværes - En kvalitativ undersøgelse af selvfremstillinger blandt drabstiltalte og drabsdømte, og de institutionelle rammer for identitetsarbejde under afsoning
Oversat titel
They are judged and demonized, but their voices cannot be silenced - A qualitative study of self-presentations among murder defendants and convicted murderers, and the institutional framework for identity work during incarceration
Forfatter
Alstrup, Anina Linnea Stender
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-05-31
Resumé
Dette kandidatspeciale, udarbejdet i samarbejde med Danmarks Fængsler, undersøger hvordan drabstiltalte og drabsdømte fremstiller sig selv og deres handlinger i forskellige institutionelle kontekster, henholdsvis under retssagen og under afsoning. Formålet er at belyse, hvordan disse selvfremstillinger hænger sammen med de institutionelle rammer for identitetsarbejde i fængslet, og hvilken betydning dette kan have for meningsfuld rehabilitering og forebyggelse af tilbagefald til kriminalitet. Metodisk anvendes et kvalitativt, induktivt design bestående af individuelle, semistrukturerede interviews med to drabsdømte indsatte samt to dokumentanalyser: en tematisk analyse af forklaringer i domsudskrifter fra drabssager og en deskriptiv analyse af Kriminalforsorgens kognitive programmer. Analysen af domsudskrifter identificerer fire typer selvfremstillinger, hvor der på tværs ses tendenser til forskydning af skyld og ansvar til offer, omstændigheder eller fortid samt brug af passivt og forskønnende sprog. Gennemgangen af programmerne viser et stærkt fokus på adfærds- og kognitionsændring og på opbygning af en prosocial identitet via refleksion, følelsesregulering, konsekvensforståelse og motivation for forandring. Interviewet med en indsats, der tilstår drabet, viser anger og et udtalt ønske om at arbejde med sig selv gennem uddannelse, programdeltagelse og psykologhjælp, mens interviewet med en indsats, der benægter drabet, præges af uforståenhed, systemkritik og oplevet meningsløshed i identitetsarbejdet, blandt andet fordi benægtelsen begrænser adgangen til psykologisk støtte. Specialet peger tentativt på, at tilståelse i højere grad end benægtelse ser ud til at understøtte meningsfuldt identitetsarbejde, og rejser derigennem spørgsmål om, hvorvidt retssystemets og fængslets institutionelle logikker utilsigtet modarbejder hinanden, om overgangen fra retssag til afsoning håndteres tilstrækkeligt, og om selve tilståelsesprocessen i højere grad bør understøttes institutionelt.
This thesis, developed in collaboration with the Danish Prison and Probation Service, examines how murder defendants and convicted murderers present themselves and their actions in different institutional contexts, namely during trial and during incarceration. The aim is to explore how these self-presentations relate to the institutional frameworks for identity work in prison and how this may contribute to meaningful rehabilitation and the prevention of reoffending. Methodologically, the study applies a qualitative, inductive design consisting of individual, semi-structured interviews with two incarcerated murder convicts and two document analyses: a thematic analysis of defendants’ explanations in court verdicts from homicide cases and a descriptive analysis of the Prison and Probation Service’s cognitive programmes. The analysis of verdicts identifies four types of self-presentations, across which there are common tendencies to shift blame and responsibility onto the victim, circumstances or the past, and to use passive and euphemistic language. The review of prison programmes shows a strong focus on behavioural and cognitive change and on constructing a prosocial identity through reflection, emotional regulation, understanding of consequences and motivation for change. The interview with a prisoner who confesses to the killing reveals remorse and a strong wish to work on himself through education, programme participation and psychological support, whereas the interview with a prisoner who denies the killing is marked by incomprehension, criticism of the system and a perceived meaninglessness in engaging in identity work, partly because denial limits access to psychological support. The thesis tentatively suggests that confession appears to support more meaningful identity work than denial, and it raises questions about whether the institutional logics of the trial and prison systems may unintentionally counteract each other, whether the transition from trial to incarceration is sufficiently acknowledged, and whether the process of confession itself should be more actively supported at an institutional level.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]