Cyklisk Harmonik i Post-Millennial Popmusik: En komparativ evaluering af analytiske modeller for chord-loops
Oversat titel
Cyclic Harmony in Post-Millennial Pop Music: A Comparative Evaluation of Analytical Models for Chord Loops
Forfatter
Danielsen, Jeppe Oliver
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Resumé
Dette speciale undersøger, hvorfor traditionelle funktionsharmoniske værktøjer ofte kommer til kort over for cykliske akkord-loops i post-millennial popmusik, og spørger, hvordan sådanne loops mest effektivt kan analyseres. Med en pragmatisk og hermeneutisk tilgang vurderes analytiske modeller ud fra deres nytteværdi og kulturhistoriske kontekst frem for deres teoretiske korrekthed. Fem hyppigt forekommende loops fra Jinny Parks (2025) metakorpus – Axis-, Doo-wop- og Get Lucky-progressionerne samt to plateau-loops (cirkulær passing loop og åben naboloop) – analyseres ved hjælp af fire modeller: funktionsharmonisk analyse, Taggs loop-funktioner, Taxxons model for isolerede akkordbevægelser og Arnolds syntaktiske model for akkord- og looptyper. Resultaterne viser, at funktionsharmonik klarer sig bedst på Axis- og Doo-wop-loops, men har svært ved loops uden tydelig tonika; den kan dog stadig være diagnostisk nyttig. Taggs model giver solid indsigt i fire af fem loops, men hæmmes af en rigid funktionsstruktur og lav specificitet for enkeltbevægelser. Taxxons model tilfører interessante perspektiver, særligt på Axis, men mangler klare regler for, hvornår en opløsning foreligger, hvilket øger subjektiviteten. Arnolds model er den eneste, der giver en tilfredsstillende analyse af alle fem loops ved at være tonic-agnostisk og fokusere på harmonisk momentum, om end dens rent syntaktiske fokus kan udjævne klanglige forskelle. Mere generelt peger analyserne på, at tonika i cyklisk harmoni ofte fungerer perceptuelt snarere end strukturelt; uden kadencer forhandles tonalitet via metrisk placering og skala-default. Visse loops (fx Axis’ A-form) udviser ægte bimodalitet, og stærke V–I-opløsninger kan virke mod hensigten i en gentagende struktur, hvilket kan forklare deres fravær i mange nyere loops. Specialet konkluderer, at ingen enkeltmodel er tilstrækkelig; en kombination af Taxxons model med Taggs positionsbaserede tilgang og definition af stærk harmonisk bevægelse samt Arnolds tonic-agnostiske perspektiv anbefales, mens funktionsharmonik fortsat er værdifuld hvor relevant, men ikke bør være primærrammen. Ikke-diatoniske loops og systematisk melodikanalyse ligger uden for omfanget, og spørgsmålet om, hvorvidt harmoni primært fungerer som struktur eller farve i post-millennial pop, forbliver åbent.
This thesis examines why conventional functional-harmonic tools often struggle with cyclical chord loops in post-millennial popular music and asks how such loops can be most effectively analyzed. Adopting a pragmatic and hermeneutic perspective, it evaluates analytical models for their practical usefulness and cultural situatedness rather than strict theoretical correctness. Five frequently occurring loops from Jinny Park’s (2025) metacorpus—the Axis, Doo-wop, and Get Lucky progressions plus two plateau loops (circular passing loop and open neighbor loop)—are analyzed using four frameworks: functional harmonic analysis, Tagg’s loop functions, Taxxon’s model of isolated chord movements, and Arnold’s syntactic model of chord and loop types. Findings show that functional harmony performs best on Axis and Doo-wop but falters when loops lack a clear tonic, though it still offers diagnostic value. Tagg’s model provides solid insight for four of five loops but is constrained by a rigid function set and low specificity for individual motions. Taxxon’s model yields compelling observations, especially for Axis, yet lacks clear criteria for defining resolutions, introducing subjectivity. Arnold’s model is the only one to satisfactorily account for all five loops by taking a tonic-agnostic stance focused on harmonic momentum, though its purely syntactic lens can group sonically different loops as structurally alike. More broadly, the analyses suggest that tonic in cyclical contexts is often perceptual rather than structural; without cadences, tonal center is negotiated via metric placement and scalar defaults. Some loops (e.g., Axis A-form) display genuine bimodality, and strong V–I resolutions may be counterproductive under repetition, helping explain their rarity in recent loops. The thesis concludes that no single model suffices; it recommends combining Taxxon’s approach with Tagg’s positional perspective and definition of strong harmonic motion, alongside Arnold’s tonic-agnostic view, while retaining functional harmony where relevant but not as the primary framework. Non-diatonic loops and systematic melodic analysis lie beyond scope, and whether harmony functions primarily as structure or color in post-millennial pop remains an open question.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]
Emneord