Brydninger i SPD: En analyse af det tyske socialdemokratis vej fra revolutionært til reformistisk parti

The conflict in the SPD: An analysis of the German Social Democratic Party’s path from revolutionary to reformist party

Lorenzen, Mads G. ; Mikkelsen, Rasmus K.

4. semester

Historie, Kandidat

2008

172

Formålet med denne afhandling er at forklare, hvorfor Tysklands socialdemokratiske parti (SPD) omkring afslutningen på Første Verdenskrig bevægede sig væk fra sine revolutionære rødder og i stedet aktivt modarbejdede revolutionen for at bevare den bestående samfundsorden. Fra partiets grundlæggelse i 1860'erne til ophævelsen af de antisocialistiske love i 1890 peger vi på to vigtige forhold, der senere påvirkede kursændringen. For det første var der en tidlig intern splittelse mellem tilhængere af Ferdinand Lassalle og de ortodokse marxister omkring August Bebel og Wilhelm Liebknecht. Af frygt for et partiskisma valgte partiledelsen at prioritere enheden og indgå kompromiser med den teoretiske linje. For det andet byggede partiet sin teoretiske selvforståelse på Friedrich Engels' Anti-Dühring, som blev et centralt agitationsskrift. Værket havde dog svagheder i forhold til Karl Marx' egne analyser, hvilket bl.a. ses hos partiets ledende teoretiker, Karl Kautsky, i hans revolutionsteori. I perioden 1890-1900 var der tre afgørende forhold. For det første indførte Erfurt-programmet både de nævnte teoretiske uoverensstemmelser og en liste over umiddelbare taktiske mål, hvilket lagde kimen til et varigt misforhold mellem teori og praksis. For det andet blev den reformistiske leder Georg von Vollmar ikke ekskluderet, selv om han gik imod partiets teoretiske grundlag, fordi han havde massiv opbakning i Bayern. For det tredje valgte ledelsen heller ikke at sanktionere Eduard Bernstein, da han udfordrede partiets ortodokse marxisme og ville revidere den. Begge sager viser, at partiet fra de første prøver satte opbygningen af et masseparti over en konsekvent teoretisk linje. Fra 1900 til 1914 var partiet præget af en løbende kamp mellem reform og revolution. Højrefløjen konsoliderede sin magt, hvilket bl.a. afspejles i udnævnelsen af Friedrich Ebert som partiformand. Højrefløjen tog sammen med fagbevægelsen kontrollen over brugen af massestrejker som politisk våben, og indgik parlamentarisk samarbejde med borgerlige partier (de Progressive og de Nationalliberale) ved Rigsdagsvalget i 1912. I krigs- og revolutionsårene 1914-1919 træder to temaer tydeligt frem: SPD's krigsstøtte og partiets adfærd under revolutionen. Umiddelbart før krigen havde højrefløjen fuld kontrol, hvilket pressede ortodokse marxister og antikrigsfolk ud af partiet sammen med venstrefløjen. Det førte til dannelsen af USPD (et uafhængigt socialdemokratisk udbryderparti) og den revolutionære Spartacist League. Under revolutionen stræbte SPD efter fuld magt og efter at bevare den eksisterende orden. Det lykkedes gennem en alliance med hæren og begunstiget af USPD's og Spartacist Leagues tøven. Samlet tegner analysen et billede af et parti, der aldrig fuldt ud overvinder sine interne spændinger. Hver gang en udfordring blev håndteret, opstod en ny, hvilket forhindrede en klar politisk profil. Det problematiske forhold mellem teori og praksis, som blev institutionaliseret med Erfurt-programmet, bidrog til en vedvarende drift mod højre, også i Bebel-årene. Med Ebert som formand opgav partiet sit tidligere revolutionære præg og satsede konsekvent på parlamentarisk arbejde. Da magt og mål viste sig opnåelige uden revolution, bekæmpede SPD aktivt et radikalt brud med samfundsordenen.

This thesis examines why Germany’s Social Democratic Party (SPD) shifted at the end of World War I from its revolutionary roots to actively opposing revolution in order to preserve the existing social order. From the party’s founding in the 1860s to the end of the anti-socialist laws in 1890, two early factors shaped this later turn. First, the party was divided from the start between followers of Ferdinand Lassalle and orthodox Marxists such as August Bebel and Wilhelm Liebknecht. Fearing a split, the leadership prioritized unity over strict doctrine. Second, the party grounded its theory in Friedrich Engels’s Anti-Dühring, a key text for agitation. This book had weaknesses compared with Karl Marx’s own work, which showed up, for example, in the revolution theory of the party’s leading theorist, Karl Kautsky. Between 1890 and 1900, three developments were decisive. The Erfurt Program embedded those theoretical inconsistencies and added immediate tactical goals, setting the stage for a lasting gap between theory and practice. The reformist leader Georg von Vollmar was not expelled despite opposing party doctrine, because of his strong support in Bavaria. And when Eduard Bernstein challenged orthodox Marxism and called for a revision, the leadership again avoided strict enforcement. In both cases, building a mass party took precedence over a consistent theoretical line. From 1900 to 1914, the party was marked by an ongoing struggle between reform and revolution. The right wing consolidated power, signaled by Friedrich Ebert’s rise to party chair. The right, working with the trade unions, took control of the use of mass strikes as a political weapon and entered parliamentary cooperation with bourgeois parties (the Progressives and the National Liberals) in the 1912 Reichstag election. In the war and revolution years, 1914–1919, two themes stand out: the SPD’s decision to support the war and its conduct during the revolution. Just before the war, the right had full control, pushing orthodox Marxists and anti-war members, along with the left wing, to leave and form the USPD (a breakaway independent social democratic party) and the revolutionary Spartacist League. During the revolution, the SPD sought full power and the preservation of the existing order. It succeeded through an alliance with the army and was helped by the indecision of the USPD and the Spartacists. Overall, the analysis portrays a party that never fully resolved its internal tensions. Each challenge was followed by new conflicts, preventing a clear political profile. The troubled relationship between theory and practice, entrenched by the Erfurt Program, fed a steady drift to the right, even in Bebel’s years. With Ebert as chair, the party abandoned its earlier revolutionary character and committed to parliamentary politics. Once power and goals seemed attainable without revolution, the SPD actively opposed radical social change.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

SPD 1890-1919 ; SPD 1890-1919

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter