Blandt hedebønder og hosekræmmere: Nedslag i litterære formidlinger af den jyske hedekultur i 1800-tallet
Oversat titel
Blandt hedebønder og hosekræmmere
Forfatter
Andersen, Lars Valsted
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2020
Afleveret
2020-06-02
Antal sider
87
Resumé
Denne masterafhandling tager udgangspunkt i, at litteratur rummer social energi og efterlader spor. Som erindringsbærer kan den formidle viden uden for vores egen erfaringshorisont, selv når den skildrede tid er forbi, og forfatteren er død. Afhandlingen undersøger derfor, hvordan litteratur kan lagre kultur og erindringskultur og føre dem på tværs af rum og tid. Som teoretisk ramme anvendes Aleida Assmanns tre former for hukommelse: den kommunikative (korttids, hverdags- og samtalebåret), den kollektive (delt i grupper og fællesskaber) og den kulturelle (langtidshukommelse bundet til symboler, myter og institutioner). Dertil bruges Marc Augés begreber om 'steder' og 'ikke-steder' til at belyse, hvordan sted, kultur, livsform og mennesker gensidigt præger hinanden. Undersøgelsens felt er hedeområderne i Jylland i 1800-tallet. Afhandlingen ser på, hvordan almuekultur og tænkemåder fremstilles i kortprosatekster og digte af Steen Steensen Blicher (1782–1848), Jeppe Aakjær (1866–1930), Johannes V. Jensen (1873–1950) og Thøger Larsen (1875–1928). Analysen viser, at forfatterne bruger forskellige litterære virkemidler og erindringsstrategier til at bevare hedekulturen og holde den levende. De tre hukommelsesformer danner et spændingsfelt, som teksterne arbejder i: Blichers 'E Bindstouw' (1842) rummer især kommunikativ hukommelse, Aakjærs digte 'Naar Rugen skal ind' (1906) og 'Jens Vejmand' (1905) præges af kollektiv hukommelse, mens Larsens 'Jens Højby' (1905) og Jensens 'Lindby-Skytten' (1897) og 'En Beboer af Jorden' (1898) overvejende trækker på kulturel hukommelse. Stilmæssigt har Blichers fortælling et dokumentarisk og etnografisk præg. Jensens noveller er, gennem symbolistisk reduktion og myteskabende form, mere æstetiserede; det gælder også Larsens digt, der åbner perspektiver ud over tekstens ramme. Aakjærs digte er ligeledes æstetiserede, men fastholder en biedermeieragtig og indigneret tone, og han placerer sig alligevel tættere på Blichers etnografiske fremstilling. Hovedpointen er, at Blicher skildrer noget, der findes, mens forfatterne i 'den store generation' genskaber noget, der ikke længere findes.
This master's thesis starts from the idea that literature carries social energy and leaves traces. As a carrier of memory, it can transmit knowledge beyond our own experience, even when the depicted time has passed and the author is dead. The thesis examines how literature can store culture and practices of remembering and carry them across space and time. The analytical framework draws on Aleida Assmann’s three forms of memory: communicative (short-term, everyday and conversational), collective (shared within groups and communities), and cultural (long-term memory anchored in symbols, myths and institutions). In addition, Marc Augé’s concepts of 'places' and 'non-places' are used to highlight how place, culture, ways of life and people shape one another. The study focuses on the Jutland heath in the 19th century and asks how the culture and mindset of common people are portrayed in short prose and poems by Steen Steensen Blicher (1782–1848), Jeppe Aakjær (1866–1930), Johannes V. Jensen (1873–1950) and Thøger Larsen (1875–1928). The analysis shows that the writers use different literary devices and memory strategies to preserve heath culture and keep it alive. The three memory forms create a field of tension in which the texts operate: Blicher’s 'E Bindstouw' (1842) is dominated by communicative memory; Aakjær’s poems 'Naar Rugen skal ind' (1906) and 'Jens Vejmand' (1905) are shaped by collective memory; and Larsen’s 'Jens Højby' (1905) together with Jensen’s 'Lindby-Skytten' (1897) and 'En Beboer af Jorden' (1898) draw mostly on cultural memory. Stylistically, Blicher’s story has a documentary and ethnographic character. Jensen’s short stories, through symbolist reduction and myth-making, are more aestheticized; the same holds for Larsen’s poem, which opens perspectives beyond the text’s frame. Aakjær’s poems are also aestheticized but retain a Biedermeier-like, indignant tone, and he still stands closer to Blicher’s ethnographic approach. The main point is that Blicher depicts what exists, whereas the authors of the 'great generation' reconstruct what no longer exists.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord