Biobaserede ydervægskonstruktioners egenskaber og opbygninger vurderet ift. fremtidens klima.
Oversat titel
Properties and assemblies of bio-based exterior wall constructions assessed in relation to the climate of the future.
Forfattere
Andersen, Morten ; Dencker, Anders
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2026
Afleveret
2026-06-04
Antal sider
73
Resumé
Dette masterprojekt undersøger, om gængse fugttekniske tommelfingerregler er tilstrækkelige for biobaserede træskelet-ydervægge under nutidigt og fremtidigt dansk klima, med særligt fokus på vindspærrens rolle for skimmelrisiko. Et hotbox-forsøg udført ved AAU BUILD i 2025 blev brugt til at kalibrere en hygrotermisk model i WUFI Pro 7.1 på basis af målte temperatur- og fugtforløb tre steder i en referencevæg. Den kalibrerede model dannede grundlag for dynamiske simuleringer af 12 varianter af vindspærre og tæthedsplan under tre klimascenarier, og skimmelrisikoen blev vurderet med både VTT-modellen (maksimalt skimmelindeks) og WUFI Bio (årlig skimmelvækst), suppleret af en konservativ sensitivitetsanalyse. Resultaterne viser, at vindspærrens termiske isolans (R) og forholdet Sd/R er de mest robuste indikatorer for skimmelrisiko, mens µ-, Sd- og Z-værdier alene ikke forklarer fugtforløbene tilstrækkeligt. Den traditionelle 1:5/1:10-regel er derfor utilstrækkelig som selvstændigt designkriterium for de undersøgte konstruktioner. Den fysiske forklaring er, at en højere isolans i vindspærren hæver temperaturen ved den kritiske grænseflade og sænker den relative luftfugtighed dér, hvor risikoen er størst. Hygrodiode som indvendigt tæthedsplan gav de laveste skimmelværdier, mens tynde og gipsbaserede vindspærrer med lav isolans var mindst gunstige. På tværs af varianterne fremstår lette træfiberplader med moderat dampdiffusionsmodstand (Sd ≈ 0,1–0,2 m) og høj isolans (R > 1 m²K/W), kombineret med en fugtadaptiv indvendig dampbremse, som de mest fugtteknisk robuste løsninger. Metoden er forbundet med usikkerheder, bl.a. sorptionsdata for biobaserede materialer, mulig byggefugt i forsøget og manglende uafhængig modelvalidering. Det anbefales at supplere Sd- og Z-baserede designprincipper med en vurdering af vindspærrens isolans og at vurdere skimmelrisiko ud fra både M_maks og gm.
This master’s project examines whether common hygrothermal rules of thumb are sufficient for biobased wood-frame exterior walls under present and future Danish climate conditions, with a particular focus on how the wind barrier influences mould risk. A hotbox experiment conducted at AAU BUILD in 2025 was used to calibrate a hygrothermal model in WUFI Pro 7.1 based on measured temperature and humidity at three positions in a reference wall. The calibrated model supported dynamic simulations of 12 variants of wind barrier and airtight/vapour control layer across three climate scenarios, and mould risk was assessed using both the VTT model (maximum mould index) and WUFI Bio (annual mould growth), complemented by a conservative sensitivity analysis. The results show that the wind barrier’s thermal resistance (R) and the Sd/R ratio are the most reliable indicators of mould risk, whereas the µ-, Sd- and Z-values alone do not sufficiently explain the moisture behaviour. Consequently, the traditional 1:5/1:10 rule is not adequate as a stand-alone design criterion for the investigated constructions. The physical explanation is that a higher wind barrier thermal resistance raises the temperature at the critical interface and thus lowers the relative humidity where the risk is highest. A hygrodiode used as the interior vapour control layer yielded the lowest mould values, while thin wind barriers and gypsum-based boards with low thermal resistance performed worst. Overall, lightweight wood-fibre boards with moderate vapour resistance (Sd ≈ 0.1–0.2 m) and high thermal resistance (R > 1 m²K/W), combined with a moisture-adaptive interior vapour retarder, appear to be the most robust options. The approach carries uncertainties related to sorption data for biobased materials, possible construction moisture in the experiment and the lack of independent model validation. It is recommended to supplement Sd- and Z-based design principles with an assessment of the wind barrier’s thermal resistance and to evaluate mould risk using both M_maks and gm.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]