Bekymringssamtaler som kriminalpræventivt værktøj: - et kvalitativt casestudie at to politikredses brug af bekymringssamtaler

Concern Conversations as a Crime Prevention Tool: - a qualitative case study of to two Danish police districts usage of concern conversations

Vogt, Bolette Autzen ; Sørensen, Mathilde Møller

4. semester

Kriminologi, Kandidat

2017

2017-08-23

121

Dette speciale undersøger, hvordan to danske politikredse – Midt- og Vestjyllands Politi og Nordjyllands Politi – arbejder kriminalitetsforebyggende ved hjælp af bekymringssamtaler. En bekymringssamtale er en tidlig, målrettet indsats over for unge under 18 år, som viser afvigende eller kriminel adfærd. Samtalen samler den unge og relevante myndigheder for at afdække risici og ressourcer i den unges liv, så indsatsen kan støtte en mere lovlydig og positiv livsbane. Specialet undersøger, hvordan bekymringssamtalerne bruges i praksis i de to kredse: om man følger den nationale model, eller om politifolkene i nogle tilfælde udvikler egne fremgangsmåder. Samtidig peges der på, hvilke forhold der fremmer eller hæmmer, at samtalerne faktisk forebygger kriminalitet. Undersøgelsen bygger på et kvalitativt studie med flere cases og en adaptiv tilgang, hvor empiri og teori løbende informerer hinanden. Datagrundlaget omfatter kvantitative opgørelser over brugen af bekymringssamtaler i 2013–2016, politidokumenter om bekymringssamtaler fra 2015 og to workshops med forebyggende betjente. De kvantitative data viser, at de to kredse ligner hinanden i, hvor ofte samtalerne bruges, og i fordelingen på alder og køn. De fleste samtaler vedrører drenge, med en mindre overvægt af unge over den kriminelle lavalder. Den hyppigste anledning er, at kriminalitet er årsagen til bekymringen. Opfølgningen efter samtalerne varierer, og består ofte i at tjekke i politiets systemer, om den unge dukker op igen i en kriminel sammenhæng. Det har fået forebyggelsesmedarbejdere til at efterlyse mere ensartede opfølgningsprocedurer, så samtalen ikke står alene uden yderligere handling, når der er behov. Det nationale koncept kan dermed opleves som ufuldstændigt, når nødvendige tiltag ligger uden for politiets handlemuligheder. Analysen viser også, at nogle betjente bruger deres myndighed til at håndhæve samfundets regler og til tider anvender generel afskrækkelse for at påvirke den unges fremtidige adfærd. Samtidig rejser det spørgsmålet, om dette virker efter hensigten, når effektmålinger af forebyggende indsatser peger på, at afskrækkelse ikke mindsker tilbagefald. Omvendt bruges bekymringssamtaler til tider som et tillids- og relationsskabende redskab over for de unge. Flere forhold fremstår som vigtige for samtalernes forebyggende mål. Målgruppen er relativt uspecifik, hvilket er en udfordring. Et fokus på den unges ressourcer frem for problemer kan give et mere positivt fremtidsblik. Samarbejde på tværs af myndigheder er afgørende, fordi ungdomskriminalitet er kompleks og kræver sammenhængende løsninger. Samarbejdet udfordres dog af usikkerhed om videndeling mellem indsatser, bl.a. hvornår oplysninger må deles efter retsplejelovens § 115. Hurtig indsats er vigtig, men den nuværende responstid vurderes som for lang. Den uformelle form mindsker risikoen for stempling sammenlignet med et retligt forløb. Endelig bygger betjentenes kompetencer i dag primært på kollegial videndeling, og manglende formel træning i metoden vurderes som problematisk. På den baggrund fremstår bekymringssamtaler som et vigtigt element i det forebyggende arbejde, men undersøgelsen understreger, at de ikke bør stå alene. De bør suppleres af andre tiltag, der kan styrke de unges fremtidsperspektiver og muligheder.

This thesis examines how two Danish police districts—Central and West Jutland Police and North Jutland Police—use “concern conversations” as a tool to prevent youth crime. A concern conversation is an early, targeted intervention with young people under 18 who show deviant or criminal behavior. It brings the young person together with relevant authorities to identify risks and resources in their life, so efforts can support a more lawful and positive life course. The study analyzes how concern conversations are used in practice in the two districts: whether officers follow the national model or, in some cases, develop their own approaches. It also identifies which factors promote or hinder the preventive effect of the conversations. The research uses a qualitative multiple-case design with an adaptive approach that connects data and theory. The empirical material includes quantitative records of how often conversations were used in 2013–2016, police documents about concern conversations from 2015, and two workshops with preventive officers. The quantitative data show that the two districts are similar in how frequently they use the conversations and in the age and gender distribution of the youths involved. Most conversations concern boys, with a slight tilt toward youths above the age of criminal responsibility. The most common trigger is “crime as the cause for concern.” Follow-up practices vary; in many cases, officers simply check police systems to see if the young person reappears in a criminal context. This has led preventive staff to call for more uniform follow-up procedures, so the conversation does not stand alone when further action is needed. As a result, the national concept can appear incomplete when required actions lie outside the police’s remit. Findings also indicate that officers sometimes use their authority to enforce formal rules and apply general deterrence to influence a young person’s future behavior. This raises the question of effectiveness, given that evaluations of preventive initiatives show deterrence does not reduce reoffending. At the same time, concern conversations are sometimes used to build trust and establish positive relationships with young people. Several factors matter for achieving the preventive goal. The target group is relatively unspecific, which is a challenge. Focusing on a young person’s resources rather than problems supports a more positive view of the future. Cross-agency collaboration is essential because youth crime is complex and requires coordinated solutions, yet cooperation is hindered by uncertainty about when information may be shared under section 115 of the Administration of Justice Act (Retsplejeloven). Rapid intervention is important, but current response times are seen as too long. The informal nature of the conversation reduces labeling risks compared with court proceedings. Finally, officers currently learn the practice mainly through peer knowledge sharing; the lack of formal training is seen as problematic. Overall, concern conversations appear to be an important element in prevention, but the study emphasizes they should not stand alone. They should be supplemented with other initiatives that strengthen young people’s future prospects and opportunities.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

bekymringssamtaler ; multipelt casestudie ; politi ; adaptive tilgang ; Kriminalprævention ; workshops ; forebyggelse ; politijournaler ; ungdomskriminalitet ; forebyggelsesstrategi

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter