Behandling i psykiatrien, opbevaring på bostedet?: Ableisme, mentalisme og det institutionelle sjæl-legeme-problem i Danmark

Treatment in psychiatry, storage at the 'bosted'?: Ableism, mentalism and the institutionel mind-body-problem in Denmark

Olesen, Mette Bod

4. semester

Psykologi, Kandidat

2026

2026-09-30

Denne kandidatafhandling undersøger, hvordan ableisme og mentalisme viser sig som former for diskrimination i Danmark, særligt i velfærdssystemet. Ableisme handler om diskrimination, der knytter sig til normer for, hvad en krop og et sind forventes at kunne, og til omgivelser, der er indrettet efter antagelser om en “normal” krop og et “normalt” sind. Mentalisme handler om stereotypisering og undertrykkelse af mennesker, der bliver kategoriseret som psykisk syge, og om, at deres egne erfaringer og fortællinger ofte bliver tvivlsat eller overhørt. Afhandlingen er et teoridrevet litteraturstudie, der bruger eksplorativ fremad- og bagud-snowballing til at finde relevante tekster. Den bygger især på ableisme-teori fra Fiona Kumari Campbell, der undersøger, hvordan en ableistisk samfundsorden skaber, klassificerer og rangordner forskellige kroppe, sind og livsformer, samt på Emil Søbjerg Falsters analyser, hvor ableisme opdeles i strukturel, institutionel, interpersonel og internaliseret diskrimination. Falster udvider samtidig ableisme til også at omfatte neurotypikalitet – altså normer for, hvordan et “velfungerende” sind bør være. Campbell introducerer blandt andet begrebet able-mindedness, som handler om idealer for mental kapacitet. Mentalisme belyses gennem Judi Chamberlins arbejde og den psykiatriske survivor-bevægelse, der kritiserer den måde, mennesker med psykiatriske diagnoser bliver mødt og defineret på. Her handler det både om forestillinger om mental formåen og om, hvem der har autoritet til at definere, hvad der er “virkeligt”, troværdigt og normalt. Afhandlingen skitserer den historiske udvikling af det danske velfærdssystem og “den danske lovgivningskrop”, uden at forsøge at give en fuldstændig eller neutral gennemgang. Et centralt historisk eksempel er Jens Rasmussen Hübertz’ skelnen mellem “afsindige”, der blev opfattet som mennesker, der havde mistet forstanden og muligvis kunne behandles, og “idioter”, hvis tilstand blev set som medfødt og livslang. Denne skelnen lever videre i den nutidige opdeling mellem psykiatrisk behandling og langvarig omsorg. Afhandlingen finder spor af, at den “capable” eller velfungerende person i dansk velfærdsdesign formes gennem idealer om uafhængighed, produktivitet, rationalitet, verbal kommunikation, følelsesmæssig selvkontrol og troværdighed. Det afgørende er ikke kun, hvad en person faktisk kan, men hvordan deres evner og behov kan genkendes og tolkes gennem institutionelle kategorier. En person, der kommunikerer uden ord, kan have brug for andre til at oversætte sine intentioner, mens en psykiatrisk patient kan kommunikere tydeligt med ord, men alligevel opleve, at deres fortælling bliver mødt med mistillid. Afhandlingen viser, at ableisme begrebsmæssigt er bredt nok til også at rumme mental kapacitet, men at det stadig kan være nyttigt at skelne mellem ableisme og mentalisme. Denne skelnen behøver ikke at fastholde en filosofisk opdeling mellem krop og sind. I stedet peger afhandlingen på, at forskellene opstår gennem lovgivning, professionel autoritet og konkret institutionel indretning: Én lov kan konstruere borgeren som berettiget til støtte på grund af nedsat fysisk eller mental funktionsevne, mens en anden lov kan konstruere patienten, hvis tilstand under særlige betingelser kan legitimere tvangsindlæggelse. Disse kategorier fører til forskellige beslutningsprocedurer og institutionelle rum, som fx psykiatriske afdelinger og bosteder. Det skaber et institutionelt “sind–krop-problem”, hvor det ikke blot handler om, at psykiatrien beskæftiger sig med et immaterielt sind, mens bostedet tager sig af en biologisk krop. At erklære alle mennesker som kropsind eller som legemligt forankrede væsener løser ikke i sig selv, hvem der har ansvar for hvilken del af livet, og hvem der har magt til at definere problemer og løsninger. Afhandlingen konkluderer, at et mindre opdelt velfærdsdesign ikke kan opnås alene ved at indføre mere inkluderende eller “korrekte” begreber. Det kræver opmærksomhed på, hvem der har magten til at definere diagnoser og kategorier, hvem der bærer ansvaret for omsorg, og om mennesker kan modsætte sig institutionelle fortolkninger uden at miste troværdighed eller adgang til hjælp. Den understreger, at menneskers værdi ikke bør afhænge af, om de passer ind i industrielle arbejdstider, altid udtrykker sig i fuldstændigt rationelle sætninger eller formår at tilpasse krop og sind til de former, som danske institutioner på forhånd har fastlagt.

This master’s thesis examines how ableism and mentalism appear as forms of discrimination in Denmark, especially within the welfare system. Ableism is understood as discrimination linked to norms about what bodies and minds are expected to be able to do, and to environments designed around assumptions about a “normal” body and a “normal” mind. Mentalism refers to the stereotyping and oppression of people who are categorized as mentally ill, and to the way their own experiences and accounts are often doubted or overridden. The thesis is a theory-driven literature study that uses exploratory backward and forward snowballing to identify relevant sources. It draws in particular on Fiona Kumari Campbell’s international work on ableism, which examines how an ableist social order produces, classifies and ranks different bodies, minds and ways of life, and on Emil Søbjerg Falster’s work, which makes ableism more recognizable by dividing it into structural, institutional, interpersonal and internalized forms of discrimination. Falster also includes neurotypicality – norms for how a “well-functioning” mind should be – in his conception of ableism. Campbell introduces, among other things, the concept of able-mindedness, which concerns ideals of mental capability. Mentalism is discussed through Judi Chamberlin’s work and the psychiatric survivor movement, which criticizes how people with psychiatric diagnoses are met and defined. Here the focus is both on assumptions about mental capacity and on who has the authority to decide what is “real”, credible and normal. The thesis sketches the historical development of the Danish welfare systems and the “Danish body of law”, without claiming to give a complete or neutral overview. A central historical example is Jens Rasmussen Hübertz’s distinction between “afsindige”, seen as people who had lost the use of reason and might be treatable, and “idiots”, whose condition was regarded as present from birth and lifelong. This distinction can be traced in changed form in today’s division between psychiatric treatment and long-term care. The analysis finds evidence that the “capable” or well-functioning person within Danish welfare design is constructed through ideals of independence, productivity, rationality, verbal communication, emotional self-control and credibility. What matters is not only what a person can actually do, but also how their abilities and needs appear in forms that institutions can recognize and interpret. A person who communicates nonverbally may rely on others to translate their intentions, while a psychiatric patient may speak clearly and still experience their account being met with suspicion. The thesis shows that ableism, as a concept, is broad enough to include mental capability, but that it can still be useful to distinguish between ableism and mentalism. This distinction does not have to repeat a philosophical separation of body and mind. Instead, the thesis suggests that differences arise through law, professional authority and institutional design: One Danish law may construct a citizen as entitled to support because of reduced physical or mental functioning, while another law may construct a patient whose condition can, under specific circumstances, justify involuntary admission. These categories shape different decision-making procedures and institutional spaces, such as psychiatric wards and residential care facilities. This creates an institutional “mind–body problem”, which is not simply about psychiatry dealing with an immaterial mind while the residential facility merely stores a biological body. Declaring that all humans are bodyminds or embodied beings does not by itself determine who is responsible for which aspects of life, or who has the power to define problems and solutions. The thesis concludes that a less segmented welfare design cannot be achieved only by introducing more acceptable or inclusive terminology. It requires attention to who holds definitional power over diagnoses and categories, who carries the responsibility for care, and whether people can resist institutional interpretations without losing credibility or access to support. It emphasizes that human worth should not depend on fitting into industrial work schedules, speaking in consistently rational sentences, or making one’s body and mind conform to the forms already imposed by the institutions that shape life in Denmark.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

ableisme ; mentalisme

Download PDF
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter