At lære sammen - at handle selv. Et kvalitativt studie af kritisk refleksion som metode i tværfaglig læring - en vej til monofaglig styrkelse i sygeplejen

Learning Together - Acting Independently. A Qualitative Study of Critical Reflection as a Method in Interprofessional Learning - A Pathway to Monodisciplinary Empowerment in Nursing

Juul, Anne

4. semester

Læring og Forandringsprocesser, Kandidat

2025

2025-06-02

60

Dette speciale undersøger, hvordan kritisk refleksion – forstået som en fælles og systematisk eftertanke over praksis, der udfordrer vaner og åbner for ny mening – kan styrke sygeplejerskers faglige handlekraft under forandringsarbejde, når den er indlejret i en tværfaglig læringsaktivitet. Specialet bygger på et pragmatisk læringssyn inspireret af John Dewey og Bente Elkjær, hvor læring i arbejdslivet ses som noget, der sker i konkrete situationer, i relationer og i den daglige praksis. Det empiriske grundlag er et selvetnografisk studie på Epilepsihospitalet Filadelfia, hvor forfatteren selv faciliterede og observerede en tværfaglig workshop som led i et kvalitetsudviklingsprojekt om patientforløbet for psykosocial udredning af voksne med epilepsi. Fokus er især på sygeplejepersonalet og på, hvordan kritisk refleksion i en tværfaglig ramme understøtter deres meningsfulde deltagelse og evne til at handle som sygeplejersker i en kompleks forandringsproces. Workshoppen blev designet som et faciliteret læringsrum med forberedelsesopgaver, narrative øvelser og guidede gruppedialoger. Deltagerne tog udgangspunkt i deres egne erfaringer og professionelle identitet, og arbejdede både individuelt og i fællesskab med at tydeliggøre værdier, antagelser og klinisk dømmekraft. Datagrundlaget bestod af skriftlige refleksioner, transskriberede gruppedialoger og feltobservationer, som blev analyseret tematisk. Analysen identificerede centrale mekanismer, der styrkede sygeplejerskers handlekraft: de artikulerede deres professionelle identitet tydeligere, de udvidede deres praktiske dømmekraft, og de indtog en stærkere position i udviklingen af patientforløbet. Fire temaer gik igen: erfaringsbaseret refleksion; deltagernes positionering i sociale verdener; engagement og læringsåbninger; samt barrierer for refleksion og læring. Kritisk refleksion gav større klarhed over roller og ejerskab, åbnede for tværfaglig dialog og gjorde samtidig spændinger og usikkerheder synlige, når vante praksisser blev udfordret. I disse rum forhandlede deltagerne roller, håndterede komplekse patientforløb (fx komorbiditet), og mødte følelsesmæssige reaktioner, som blev forstået som drivkraft for dybere undersøgelse og læring – ikke som forstyrrelser. I tråd med Deweys forståelse af læring som noget, der skabes i samspil, blev viden ikke overført fra én til en anden, men medskabt gennem aktiv deltagelse og kollegialt samarbejde. Specialet konkluderer, at kritisk refleksion – når den faciliteres som del af en tværfaglig læringsaktivitet – kan fungere som metode til både læring og udvikling af monofaglig handlekraft, forstået som sygeplejerskers evne til at agere sikkert og målrettet i deres eget fag. For de deltagende sygeplejersker bidrog processen til en tydeligere artikulation af professionel identitet, værdier og ansvar og styrkede dermed deres handlekraft under implementering af forandringer. Samtidig afhænger det fulde potentiale af centrale forudsætninger: kvalificeret facilitering, følelsesmæssig og organisatorisk tryghed samt tid til at arbejde med usikkerhed og kompleksitet. Fundene peger på behovet for bevidst skabte refleksionsrum, der legitimerer professionel sårbarhed og muliggør fælles meningsdannelse. Sådan kan kritisk refleksion blive en fælles praksis, der mobiliserer både individuel indsigt og kollektiv forandring i komplekse sundhedsorganisationer og dermed understøtter bæredygtige kliniske forbedringer i et moderne, integreret sundhedsvæsen.

This thesis examines how critical reflection—understood as a shared, systematic way of thinking about practice that challenges routines and opens up new meaning—can strengthen nurses’ professional agency during change when embedded in an interprofessional learning activity. The study draws on a pragmatic view of learning inspired by John Dewey and Bente Elkjær, in which workplace learning is situated, relational, and practice-based. The empirical basis is a self-ethnographic study at the Epilepsy Hospital Filadelfia, where the author facilitated and observed an interprofessional workshop as part of a quality improvement project on the care pathway for the psychosocial assessment of adults with epilepsy. The focus is on nursing staff and on how critical reflection, in an interprofessional context, supports their meaningful participation and ability to act as nurses in a complex change process. The workshop was designed as a facilitated learning space with preparatory tasks, narrative exercises, and guided group dialogues. Participants worked from their own experiences and professional identity, reflecting individually and collectively to clarify values, assumptions, and clinical judgment. Data included written reflections, transcribed group dialogues, and field observations, analyzed thematically. The analysis identified mechanisms that strengthened nurses’ agency: clearer articulation of professional identity, expanded practical judgment, and a stronger position in developing the care pathway. Four themes recurred: experiential reflection; how participants positioned themselves in social worlds; engagement and openings for learning; and barriers to reflection and learning. Critical reflection brought greater role clarity and ownership, opened interprofessional dialogue, and also surfaced tensions and uncertainties when habitual practice was challenged. In these spaces, participants negotiated roles, addressed complex patient pathways (e.g., comorbidity), and encountered emotional reactions that were treated as drivers of deeper inquiry and learning rather than distractions. In line with Dewey’s view of learning as created in interaction, knowledge was not transferred but co-created through active participation and collaboration. The thesis concludes that, when facilitated within an interprofessional setting, critical reflection can serve as a method for learning and for developing monodisciplinary agency—that is, nurses’ ability to act confidently and purposefully within their own profession. For participating nurses, the process clarified professional identity, values, and responsibilities and thus strengthened their capacity to act during change implementation. Realizing the full potential requires key conditions: skilled facilitation, emotional and organizational safety, and time to work through uncertainty and complexity. The findings highlight the value of intentional spaces for reflection that legitimize professional vulnerability and enable shared meaning-making. In this way, critical reflection becomes a collective practice that mobilizes individual insight and collective transformation in complex healthcare organizations, supporting sustainable clinical improvements in a modern, integrated health system.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

kritisk refleksion ; sygepleje

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter