Anerkendelse.: - Ætiologien bag, konstitutionen af - og Bruigen af anerkendelse i psykoterapeutisk praksis
Oversat titel
The act of recognition: - The etiology of, the constitution of - and use of the act of recognition i psychotherapeutically practice
Forfatter
Svenningsen, Marie Karoline Møller
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2013
Afleveret
2013-05-31
Antal sider
91
Abstract
Denne kandidatafhandling undersøger, hvad anerkendelse betyder, og hvordan begrebet ændrer sig fra filosofi til psykoterapeutisk praksis, især i klientcentreret terapi og eksistentiel terapi. Udgangspunktet er Hegel og Honneth, som forstår anerkendelse som grundlæggende for menneskets eksistens og identitet. I klientcentreret terapi bliver anerkendelse derimod et praktisk redskab, terapeuten aktivt bruger i samtalen. Denne forskydning viser, at begrebet har gennemgået et paradigmeskifte fra filosofi til psykologi. Afhandlingen genanalyserer eksisterende kvalitative beskrivelser fra både klientcentreret og eksistentiel terapi ved hjælp af Interpretative Phenomenological Analysis (IPA), en kvalitativ metode der fortolker menneskers oplevelser, for at undersøge, hvordan anerkendelse faktisk bruges, og hvilke udfordringer der opstår. Analysen peger på, at anerkendelse er mere kompleks end dagligdags brug antyder. Terapeuter bringer egne erfaringer og forforståelser ind i rummet, hvilket kan gøre det vanskeligt at være fuldt nærværende og handle etisk og ansvarligt. Derfor må terapeuter være opmærksomme på egne følelser og deres rolle for at kunne imødekomme disse udfordringer og anerkende klienten mere fuldt. For at bruge anerkendelse rigtigt i psykoterapi er det nødvendigt at forstå begrebets oprindelse og hvordan det ændrer karakter, når det omsættes til praksis.
This thesis examines what recognition means and how the concept changes from philosophy to psychotherapeutic practice, especially in client-centered therapy and existential therapy. It traces the idea to Hegel and Honneth, who see recognition as essential to human existence and identity. In client-centered therapy, however, recognition becomes a practical tool that the therapist actively uses in the session. This shift indicates a change in paradigm from philosophy to psychology. The study reanalyzes existing qualitative material from both client-centered and existential therapy using Interpretative Phenomenological Analysis (IPA), a qualitative method that interprets how people make sense of experiences, to explore how recognition is applied in practice and what challenges arise. The analysis shows that recognition is more complex than everyday usage suggests. Therapists bring their own life experiences and biases into the room, which can make it hard to be fully present and to act ethically and responsibly. Therapists therefore need awareness of their own emotions and role to address these challenges and more fully recognize the client. To use recognition well in psychotherapy, one must understand its philosophical origins and how the concept changes when put into practice.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord