Analyse af tredjemandsbestemmelser for arv og gaver
Oversat titel
Analysis on Third Party Directions Regarding Inheritance and Gifts
Forfatter
Balzer, Stephanie Djernis
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-05-16
Antal sider
46
Resumé
Specialet undersøger i hvilket omfang en tredjemand – typisk en gavegiver eller testator – kan fastsætte formueordninger for ægtefæller ved arv og gaver efter indførelsen af ægtefælleloven (ÆFL). Med en retsdogmatisk metode analyseres gældende ret gennem lovgivning, forarbejder, retspraksis og juridisk litteratur. Analysen viser, at tredjemand kan bestemme de samme typer særeje som ægtefæller selv kan aftale, men ikke kan fastsætte sum-betingede ordninger (sumsæreje eller sum-delingsformue), hvilket kan skyldes en lovteknisk forglemmelse. Der synes at være forskel på, hvilke betingelser ægtefæller og tredjemand kan knytte til formueordningen; flere forfattere anser tredjemands råderum for videre end hvad der udtrykkeligt fremgår af loven. ÆFL § 23, stk. 2 omtaler alene tredjemandsbestemt særeje ved arv og gave, men på baggrund af forarbejder og retsopfattelsen antages det også muligt at bestemme, at arv eller gave skal være delingsformue. Tredjemand kan endvidere knytte vilkår til, om og hvornår ægtefæller kan ændre formueordningen, også for delingsformue, selv om dette ikke er udtrykkeligt reguleret. Om delgave/delarv (overdragelser med både vederlag og gaveelement) skelnes der mellem aktiver modtaget før og efter 1. januar 2018: Før lovændringen beroede det på domstolenes konkrete vurdering af gaveelementets størrelse (bl.a. har 44 % været tilstrækkeligt), uden fast tærskel; efter lovændringen følger retsstillingen af ÆFL § 24, hvorefter betaling med delingsformue kan føre til brøkdelssæreje, og ved gældsovertagelse kan tredjemand bestemme, hvilken type særeje aktivet skal have.
This thesis examines the extent to which a third party—typically a donor or testator—may determine spouses’ property regimes for assets received as inheritance or gifts under the Danish Act on the Financial Relations between Spouses (ÆFL). Using a legal-dogmatic method, it analyzes current law through statutes, preparatory works, case law, and legal scholarship. The analysis finds that third parties may impose the same types of separate property (særeje) as spouses can agree on themselves, but cannot establish sum-based arrangements (sum-separate property or sum-shared property), which may reflect a legislative oversight. There appear to be differences between the conditions spouses and third parties can attach to property regimes; several authors consider third parties’ scope broader than what the statute expressly states. Although ÆFL § 23(2) only mentions third-party directions creating separate property for inheritances and gifts, legislative history and prevailing legal views support that third parties can also direct that such assets be shared property. Third parties may also attach terms governing if and when spouses can change the directed property status, including for shared property, even though this is not explicitly regulated. For mixed transfers (part gift/part consideration), the thesis distinguishes between assets received before and after 1 January 2018: before the reform, courts assessed the size of the gift element case by case (e.g., 44% has been sufficient), with no fixed threshold; after the reform, ÆFL § 24 governs, so payment with shared property can result in fractional separate property, and where debt is assumed, the third party may decide the type of separate property.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]