Afslutningen og dens modaliteter- EN UNDERSØGELSE AF AFSLUTNINGER FRA HAPPY-ENDING TIL DEN SERIELLE AFSLUTNING
Oversat titel
The Ending and its Vicissitudes
Forfatter
Kjær, Mads Laurs Viuf
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2022
Afleveret
2022-06-01
Resumé
Specialet undersøger, hvordan afslutninger fungerer forskelligt i klassiske Hollywood-happy-endings og i moderne tv-serier, og hvilken betydning det 20. århundredes End of-teorier (fx historiens og de store fortællingers afslutning) har for denne forskel. Udgangspunktet er, at den klassiske filmhistoriske model lader afslutningen give fortællingen sammenhæng og mening retroaktivt, som en slags hovedbetegnelse, der samler trådene. Med afsæt i Lacaniansk psykoanalyse (Lacan, Žižek), film- og medieteori (bl.a. James MacDowell og Jela Krečič) samt politisk-filosofiske diagnoser (Fukuyama, Lyotard) argumenteres der for, at happy endings er mere tvetydige, end de ofte antages at være; analysen af Casablanca tjener som centralt eksempel. I modsætning hertil peger specialet på, at serien som form er præget af en strukturel modvilje mod at afslutte, tæt forbundet med driftens logik og nutidens kulturelle og økonomiske rytmer. Derfor undersøges de små, episodiske afslutninger, bl.a. i lys af den psykoanalytiske sessions ophør (med reference til Ryan Engley). Specialet analyserer desuden ikoniske seriefinaler og forsøger at formalisere forskellige afslutningsformer og deres samfundsmæssige funktion. Overordnet skitseres et skifte fra tydelige, altomfattende afslutninger til åbne, serielle forløb, hvor afslutning ofte udskydes eller fragmenteres.
This thesis examines how endings operate differently in classic Hollywood happy-ending films and in contemporary TV series, and how 20th-century End of theories (e.g., the end of history and the end of grand narratives) shape this divergence. It starts from the idea that in classic cinema the ending retroactively confers coherence and meaning on the narrative, functioning as a kind of master-signifier that ties the plot together. Drawing on Lacanian psychoanalysis (Lacan, Žižek), film and media theory (notably James MacDowell and Jela Krečič), and political-philosophical diagnoses (Fukuyama, Lyotard), the thesis argues that happy endings are more ambiguous than commonly assumed, with Casablanca serving as a key example. By contrast, the series form is shown to be structurally averse to closure, closely linked to the logic of the drive and to contemporary cultural and economic dynamics. The thesis therefore investigates minor, episodic endings, including their parallels to the termination of the psychoanalytic session (following Ryan Engley), and closely examines iconic series finales. Finally, it proposes a way to formalize distinct modalities of ending and their social roles. Overall, it outlines a shift from clear, totalizing endings to open, serial narratives in which closure is often postponed or fragmented.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]
Emneord
Afslutning ; retroaktiv ; drift ; begær ; happy-ending ; serier ; psykoanalyse