AALBORG UNIVERSITET Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde Opsøgende socialt arbejde over for udsatte unge Et casestudie af opsøgende medarbejderes konstruktion af opsøgende socialt arbejde og håndtering af kontrol og omsorg Speciale Udarbejdet af: Gunvor Sand Pedersen & Helle Sørensen Vejleder: Maria Appel Nissen Dato for aflevering: 16. marts 2009 Antal typeenheder: 239.873 Abstract The focus of this masters thesis lies on outreach social work in relation to troubled young people, including the social workers’ construction of the outreach social work and their handling of the dilemma of combining control with care in the interaction with the young people. The problem field is investigated from a constructivist-interactionist perspective as well as Michel Foucault’s concepts of power and governmentality and Erving Goffman’s perspective on social interaction. A case study of an outreach department in a larger Danish municipality is used as a research method. A combination of qualitative methods, including a focus group consisting of three social workers, a participatory observation study and a subsequent interview was employed. The result of the investigation is first of all the fact that the social workers constructed the outreach social work in accordance with the societal expectations, including the goal of getting the young people to go to school, get a job and initiate social relations and stay away from illegal activity. During the interaction with the young people, the social workers seem to reconstruct the societal governmentality. Instead of thinking about education, job and consequence the social workers focus on trust, fragile relations, family work and bridge building as the way to get the young people on the right track. This discursive order seems necessary to maintain the contact to and a corporation with the young people as well as the expected credibility of the social workers. Contemporary discourses on the outreach social work presuppose that the outreach social work is highly individualised and ‘here and now’ oriented. It is therefore a form of outreach social work which is very micro oriented. Nevertheless, the social workers’ construction of the outreach social work seems to be marked by a variant of various forms of social work where the social workers relate to each individual as well as the group-and society structure. This can be categorised as a reflexive point of view where the social workers view the young people as individuals that are both free and autonomous, but also dependent on social relations and being part of a community. This governmentality seems to give the social workers power (in a productive sense) to create positive processes of change for the young people. The social workers nevertheless often experience their power to be limited by the society structure, due to the fact that the society does not have useful offers for the young people. Second of all, the result of the investigation showed that the social workers handle the dilemma of combining control with care in a reflexive manner in the form of various strategies and means. Amongst other things, humour is applied as a means to avoid the perception of the care as controlling. This governmentality seems to give the social workers power (in a productive sense), because it contributes to maintaining reliable relation and corporation. And it makes it possible for the social worker to re-propagate the limits of behaviour and meet the individual young people’s needs without conflicts arising, as well. Moreover, it is evident that control and care implicitly partakes in the governmentality of the social workers. This shows how the control, which is often construed as negative and eventually equals abuse of power, can lead to positive processes of change, because it is handled in a reflexive manner through a loving and reliable relation. The control and processes of change wanted are therefore realised through offers of care and support. All in all the investigation shows that even though the outreach social workers have to relate and adapt to economical, judicial and political expectations they are not only representatives of systems which reproduce existing power relations. Through a reflexive approach and a reliable relation to the young people, which is influenced by variation, the social workers manage to construct a new discursive order, which has the potential of change. 1. INDLEDNING .......................................................................................................................................................3 2. PROBLEMFELT ..................................................................................................................................................3 2.1. OPSØGENDE SOCIALT ARBEJDE..................................................................................................................4 2.2. DILEMMAET MELLEM KONTROL OG OMSORG ...........................................................................................5 2.3. DISKURSEN I SOCIALT ARBEJDE.................................................................................................................8 2.4. DISKURSEN OM SAMFUNDETS NORMER OG FORVENTNINGER TIL UNGE ............................................... 11 2.5. DISKURSEN OM UNGES UDVIKLING I DET OFFENTLIGE RUM.................................................................. 13 2.6. DILEMMAET MELLEM DE UNGES AUTONOMI OG SAMFUNDETS BEHOV FOR NORMALISERING ............. 15 3. PROBLEMSTILLING ...................................................................................................................................... 17 3.1. PROBLEMFORMULERING ......................................................................................................................... 19 3.2. BEGREBSAFKLARING.............................................................................................................................. 20 4. TEORETISKE OG VIDENSKABSTEORETISKE TILGANGE .............................................................. 20 4.1. TEORIVALG............................................................................................................................................. 20 4.2. MICHEL FOUCAULT................................................................................................................................ 22 4.2.1. Foucaults magtbegreb............................................................................................................... 23 4.2.2. Magt og viden ............................................................................................................................ 24 4.2.3. Magt og dannelsen af subjektet ................................................................................................ 25 4.2.4. Det moderne samfunds styringsmentalitet............................................................................... 27 4.3. ERVING GOFFMAN.................................................................................................................................. 29 4.3.1. Den sociale samhandlingsorden............................................................................................... 30 4.3.2. Goffmans dramaturgiske perspektiv – samfundet som en scene ............................................ 32 4.4. VIDENSKABSTEORETISK TILGANG .......................................................................................................... 34 4.4.1. Det konstruktivistiske-interaktionistiske perspektiv ................................................................ 34 4.4.2. Foucault og Goffmans videnskabsteoretiske position............................................................. 37 4.4.3. Kombinationen mellem Foucault og Goffman......................................................................... 38 4.4.4. Rollen som forsker..................................................................................................................... 39 5. METODOLOGISKE REFLEKSIONER OG TILGANGE......................................................................... 40 5.1. KVALITATIV METODE............................................................................................................................. 40 5.1.1. Casestudie af en opsøgende afdeling ....................................................................................... 41 5.1.2. Adgang til feltet ......................................................................................................................... 42 5.1.3. Fokusgruppe .............................................................................................................................. 43 5.1.4. Deltagende observation ............................................................................................................ 45 5.1.5. Opfølgende interview ................................................................................................................ 47 5.2. ANALYSESTRATEGI ................................................................................................................................ 48 5.3. ANALYSENS OPBYGNING ........................................................................................................................ 49 5.4. GENERALISERBARHED, VALIDITET OG RELIABILITET............................................................................ 50 6. ANALYSE ........................................................................................................................................................... 53 6.1. PRÆSENTATION AF DEN OPSØGENDE AFDELING .................................................................................... 53 6.2. MEDARBEJDERNES KONSTRUKTION AF MÅLGRUPPEN OG MÅLENE FOR DET OPSØGENDE ARBEJDE.... 54 6.2.1. Målgruppen for det opsøgende arbejde...................................................................................54 6.2.2. Målene for det opsøgende arbejde...........................................................................................57 6.2.3. De unges autonomi....................................................................................................................59 6.2.4. Delkonklusion ............................................................................................................................ 61 6.3. MEDARBEJDERNES KONSTRUKTION AF INTERAKTIONEN MED DE UNGE............................................... 62 6.3.1. Førstegangsmødet med de unge ............................................................................................... 62 6.3.2. Kontakten, når relationen er skabt........................................................................................... 66 6.3.3. Respekt og ærlighed i kontakten............................................................................................... 69 6.3.4. Opdragere og rollemodeller ..................................................................................................... 72 6.3.5. Ikke-angivende i kontakten ....................................................................................................... 74 6.3.6. Familiearbejde.......................................................................................................................... 78 6.3.7. Delkonklusion ............................................................................................................................ 80 6.4. MEDARBEJDERNES KONSTRUKTION AF DILEMMAER I DET OPSØGENDE ARBEJDE................................ 82 6.4.1. Samfundets krav og struktur som et dilemma.......................................................................... 82 6.4.2. Dilemmaet mellem kontrol og omsorg ..................................................................................... 83 6.4.3. Håndteringen af dilemmaer...................................................................................................... 85 6.4.4. Delkonklusion ............................................................................................................................ 86 7. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING................................................................................................... 87 8. LITTERATURLISTE ....................................................................................................................................... 92 9. BILAG.................................................................................................................................................................. 95 BILAG -UDDYBNING AF ANVENDT LITTERATUR OM OPSØGENDE ARBEJDE ............................................. 95 BILAG -YDERLIGERE METODEOVERVEJELSER I FORHOLD TIL FOKUSGRUPPEN....................................... 96 BILAG -INTERVIEWGUIDE TIL FOKUSGRUPPEN ......................................................................................... 98 BILAG -YDERLIGERE METODEOVERVEJELSER I FORHOLD TIL OBSERVATIONSSTUDIE..........................101 BILAG -UDSKRIFT AF FOKUSGRUPPEINTERVIEW .................................................................................... 103 BILAG -UDSKRIFT AF OBSERVATIONSSTUDIE ......................................................................................... 103 BILAG -INTERVIEWGUIDE TIL OPFØLGENDE INTERVIEW ........................................................................ 103 BILAG -UDSKRIFT AF OPFØLGENDE INTERVIEW...................................................................................... 103 BILAG -DOKUMENTMATERIALE FRA DEN OPSØGENDE AFDELING ......................................................... 103 BILAG -ANSVARSLISTE ..........................................................................................................................104 1. Indledning I danske redegørelser om opsøgende arbejde over for udsatte unge synes der at være en fælles opfattelse af, at opsøgende arbejde er en metode, hvor medarbejderen bevæger sig ud i det offentlige rum for at skabe kontakt til unge, man formoder har behov for hjælp/støtte, fordi de ikke har nogen kontakt med det offentlige hjælpesystem. Det opsøgende arbejde antages desuden at være en metode til at ”indfange”, regulere og kontrollere den del af de unges adfærd og hverdagsliv, som leves i det offentlige rum, men også et forsøg på at skabe kontakt og omsorg/støtte til disse unge. Det opsøgende arbejde antages således (som så meget andet socialt arbejde) at indeholde en dobbeltfunktion, som vedrører dels social støtte/omsorg, dels social kontrol styret af et ønske om at kontrollere/regulere de unges adfærd. I disse antagelser opfattes omsorg som positivt og tilskrives det sociale arbejdes formål, mens kontrol opfattes som negativ og evt. lig med negativ anvendelse af magt. Indenfor forskning i socialt arbejde1 påpeges dobbeltfunktionen mellem kontrol og omsorg som et generelt dilemma og paradoks, der er forbundet med magt. Denne magt behøver dog ikke altid at være uigennemskuelig og forbundet med negativ magt, men kan være produktiv og bidrage til positive forandringsprocesser, hvis magt anskues og anvendes refleksivt (Breumlund mfl. 2008a:1f; Breumlund mfl. 2008b:1). Da der ikke synes at eksistere nogen entydig definition af det opsøgende arbejde over for udsatte unge eller retningslinier for håndteringen af kontrol og omsorg, finder vi det relevant at undersøge, hvordan det opsøgende arbejde praktiseres. Denne undersøgelse fokuserer derfor på, hvordan medarbejdere konstruerer det opsøgende arbejde over for udsatte unge, og hvordan de håndterer dilemmaet mellem kontrol og omsorg. 2. Problemfelt I det følgende præsenteres det, hvordan nyere dansk litteratur beskriver det opsøgende arbejde 2, herunder opfattelsen af dilemmaet mellem kontrol og omsorg. Ud fra denne gennemgang præsenteres og diskuteres det, hvilke forskellige diskurser, der synes at eksistere omkring det opsøgende arbejde herunder diskursen i socialt arbejde, diskursen om samfundets normer og forventninger til unge og diskursen om unge i de offentlige rum. Diskurser, som vi formoder, har betydning for konstruktionen af det opsøgende arbejde og håndteringen af kontrol og omsorg. 1 Her kan bl.a. nævnes Det magtfulde møde mellem system og klient (Järvinen mfl. 2002), At skabe en klient (Järvinen & Mik-Meyer 2003), Magt og forandring i socialt arbejde (Nissen, Pringle & Uggerhøj 2007). 2 Se bilag 1 for uddybninger af den anvendte litteratur. 3 2.1. Opsøgende socialt arbejde Ifølge psykologerne Ida Koch og Torben Bechmann Jensen blev opsøgende arbejde først i slutningen af 60´erne en selvstændig metode i forbindelse med et stigende narkotikamisbrug blandt unge. Med bistandsloven fra 1976 indgik begrebet opsøgende arbejde for første gang i den socialpolitiske debat, hvilket medførte, at en større del af socialforvaltningens opgaver blev lagt udenfor kontorerne for at skabe kontakt til trængende borgere og føre tilsyn med børn og unge. Først i midten af 80´erne kom der fokus på børn, der i kortere eller længere perioder levede på gaden (Koch & Jensen 1999:175f). Opsøgende arbejde betyder ifølge Koch og Jensen, at medarbejderen: ”finder og uopfordret tager kontakt med (anonyme, ukendte) mennesker, som man formoder, har behov for hjælp. Bag opsøgende initiativer ligger der dermed en forestilling om, at der findes mennesker, som har behov for hjælp, støtte m.v., men som ikke umiddelbart og af egen drift henvender sig for at få hjælp. For at opnå kontakt med disse er det derfor nødvendigt at opsøge dem, der hvor de færdes” (Ibid.:176). Ifølge konsulenterne Gitte Klitgaard og Susanne Pihl Hansen anvendes begrebet opsøgende arbejde i praksis som en samlet betegnelse for mange former for socialt arbejde, men for alle former af opsøgende arbejde gælder, at medarbejderen bevæger sig væk fra de institutionelle rammer fx klubben, kommunekontoret og ud til borgeren (Klitgaard & Hansen 2001:29). De beskriver det opsøgende arbejde som: ”En metode, hvor medarbejdere fra institutioner, projekter, klubber eller andre tilbud med et klart defineret socialt sigte, uopfordret henvender sig til målgruppen, der hvor den opholder sig. F.eks. på gaden, i butikscentre, på banegården” (Ibid.:29). Ifølge konsulenterne Jimmie Gade Nielsen og Susanne Pihl Hansen kan det opsøgende arbejde opdeles i to kategorier. Henholdsvis ”Opsøgende arbejde som brobygning” og ”Opsøgende arbejde til egen baseinstitution”. Brobygning handler om at opnå kontakt til målgruppen med det formål at forebygge og/eller afhjælpe, at sociale problemer opstår eller bliver værre og bygge bro mellem den enkelte unge og relevante hjælpe/støttetilbud. Desuden hævder de, at det i denne form for opsøgende arbejde er vigtigt at tilbyde de unge forskellige former for almen og praktisk omsorg fx råd og vejledning eller en seng at sove i. For Nielsen og Hansen kan der ligeledes være tale om en intervention, hvor man forsøger at få den unge væk fra miljøet eller få den unge i behandling for et evt. misbrug. Formålet med opsøgende arbejde til egen baseinstitution er derimod at tilbyde de unge et på forhånd givet tilbud, først og fremmest i medarbejdernes egen baseinstitution fx klub eller værested. Her vil det typisk være fritids-og 4 ungdomsklubber, der er opsøgende over for udsatte unge i deres eget lokalområde, hvor man hjælper og støtter de unge ved bl.a. at tilbyde deltagelse, medlemskab, aktiviteter eller lignende. Nielsen og Hansen hævder, at det sociale gadeplansarbejde sjældent vil kunne karakteriseres som udelukkende én kategori, men ofte indeholde elementer af flere kategorier (Nielsen & Hansen 2000:19ff). I det opsøgende arbejde over for unge, uanset kategori, ligger der ifølge Nielsen og Hansen en forestilling om, at nogle unge i det offentlige rum har alvorlige sociale problemer og ikke nogen kontakt med det offentlige hjælpeapparat eller socialforvaltning. De unges problemer består bl.a. i, at de ikke følger en regelmæssig skolegang, de har ingen fast kontakt med deres forældre, de har alkohol og misbrugsproblemer, er jævnligt indblandet i kriminelle aktiviteter eller har kun få sociale netværk med voksne og kammerater. Nielsen og Hansen hævder derfor, at hovedformålet med det opsøgende arbejde over for de unge først og fremmest er at skabe kontakt. Heri ligger der en forestilling om, at de unge ikke kan rumme eller ikke ønsker at benytte de allerede etablerede tilbud, og at det opsøgende arbejde iværksættes for at skabe kontakten mellem den unge og tilbuddene. Nielsen og Hansen ser derfor det opsøgende arbejde som et forsøg på fra det offentliges side at skabe kontakt og hjælp til disse unge. Desuden ser de det opsøgende arbejde som en metode til at regulere den del af de unges adfærd og hverdagsliv, som leves i det offentlige rum uden for både familiens og de offentlige institutioners rammer og kontrol (Nielsen & Hansen 2000:13f, 29). Ifølge Klitgaard og Hansen er opsøgende arbejde desuden ensbetydende med, at man går uden for de vante rammer, ud i det offentlige rum, hvor der ikke er nogen institutionsregler og fysiske rammer at forholde sig til eller dække sig ind under. De antager derfor, at medarbejderen kun har sig selv som redskab i kontakten (Klitgaard & Hansen 2001:28). Dette ser vi må betyde, at den enkelte medarbejders faglige og professionelle forforståelse og håndtering har betydning for udformningen og konstruktionen af det opsøgende arbejde. 2.2. Dilemmaet mellem kontrol og omsorg Klitgaard og Hansen antager, at det opsøgende arbejde er et forsøg på fra samfundets side at styre eller kontrollere de unges adfærd i det offentlige rum, men også et forsøg på at yde hjælp/omsorg/støtte til disse unge, fordi man formoder, at de har behov for dette, men ikke selv henvender sig. De antager derfor, at det opsøgende arbejde kommer til at indeholde en 5 dobbeltfunktion, hvor der på den ene side er tale om social omsorg/støtte og på den anden side en social kontrol ud fra ønsket om at kontrollere/regulere de unges adfærd (Ibid.:31). Samfundets forsøg på at styre eller kontrollere de unges adfærd via opsøgende indsatser ses især i regeringens voldspakke fra 1997. Her blev det hovedsageligt understreget, at det sociale og forebyggende område måtte opprioriteres og udvides, hvis man skulle undgå at unge begik vold/kriminalitet. Den opsøgende indsats skulle i højere grad rette sig målrettet mod de børn og unge, der var kendt igennem den opsøgende indsats på gadeplan eller andre steder, hvor de unge befandt sig. Samtidig var det fra regeringens side vigtigt, at den forebyggende indsats blev kombineret med tydelige understregninger af, at samfundets normer og krav var alvorlige ment, og at markante afvigelser herfra ville blive efterfulgt af hurtige og kontante sanktioner (Buttenschön 2001:11ff). Her fremgår det, at det opsøgende arbejde skal indtage en funktion som formidlere af samfundets normer og krav og desuden gøre de unge opmærksom på konsekvenserne af deres afvigelser. Endvidere ses det, hvorledes der i denne politiske diskurs fokuseres på hurtige og kontante sanktioner over for de unge. Dvs., at man fra politisk side ønsker, at det opsøgende arbejde både skal varetage en hjælpende funktion, men også bidrage til at straffefunktionen kan træde i kraft, hvis de unge ikke kan leve op til normerne og kravene i samfundet, altså også varetage en kontrolfunktion. Ifølge Nielsen og Hansen er kontrolfunktionen dog sjældent nedskrevet som et bevidst formål i det opsøgende arbejde. De mener, at kontrolfunktionen er en handling, som ofte opstår mere eller mindre ubevidst eller utilsigtet, og de fleste medarbejdere forsøger ikke at havne i en kontrolrolle over for de unge. Dog hævder de, at der ofte er særlige eller bestemte forventninger til medarbejdernes indsats fra forvaltningen og fra de lokale politikeres side. Dette indebærer ofte en forventning om, at medarbejderne skal agere som ”brandslukkere”, når der opstår problemer med en gruppe af unge. Det betyder, at fokus lægges på at være problemløsende, regulerende og kontrollerende frem for at være forebyggende og støttende. Derfor antager Nielsen og Hansen, at medarbejderne ikke kan undgå kontrolfunktionen over for de unge. De mener også, at kontrolfunktionen for nogle medarbejdere kan opstå mere indirekte i den løbende tætte kontakt med den unge, fordi man her kan gå fra at være observerende og støttende til at være mere kontrollerende, insisterende og i nogle tilfælde tvingende. På den ene side hævder Nielsen og Hansen, at nogle unge kan have det så dårligt, at de faktisk gerne ser, at medarbejderen indtager en kontrolfunktion. Det kan fx være en ung, som ønsker, at 6 medarbejderen kontrollerer, om den unge passer sin skolegang, kommer op om morgen eller om den unge er på vej ud i et misbrug. På den anden side hævder de, at en markant kontrolrolle kan vanskeliggøre en fortsat kontakt til de unge, som derved svækker muligheden for at hjælpe/støtte de unge (Nielsen & Hansen 2000:105ff). De antager desuden, at det opsøgende arbejde kan få karakter af, at medarbejderen via sin faglige indsigt vil forsøge at overtale eller i særlige tilfælde måske ”tvinge” den unge til tage imod hjælp eller et tilbud, som den unge måske ikke har lyst til eller måske ikke kan overskue konsekvenserne af (Ibid.:31f). Denne refleksion omkring tvang mener vi kan ses i relation til begrebet magt, og hvordan man forstår magt. Her kan man enten se magt som noget, der rummer mulighed for positive forandringsprocesser eller som noget, der er negativ og krænkende, og som begrænser individets frihed. Filosoffen Michel Foucault ser fx ikke magt som noget decideret negativt og krænkende, men som noget, der kan bidrage til at skabe samfundsnyttige individer. Han taler om en disciplinær magt, der former føjelige kroppe og duelige individer, som kan anvendes, forandres og udvikles (Lindgren 2005:336ff). Når Nielsen og Hansen anvender tvinge i citationstegn, kan dette indikere, at tvangen ikke nødvendigvis skal ses som negativ og krænkende, men ses som noget, der kan skabe mulighed for positive forandringer. Nielsen og Hansen påpeger, at det er vigtigt, at medarbejderne er bevidste om kontroldimensionen og reflekterer over, hvordan denne dimension ikke bliver for dominerende i det opsøgende arbejde. Sådanne refleksioner og fastlæggelse af formålet med det opsøgende arbejde kan være med til at sikre det sociale arbejdes støttende sigte og forhindre, at arbejdet får karakter af at være kontrollerende og måske overgribende (Nielsen & Hansen 2000:33). I Nielsen og Hansens antagelser ses ønsket om at yde støtte/omsorg at stå i kontrast til ønsket om at være kontrollerende. Kontrol er for dem ikke en funktion, der kan have et forebyggende og støttende sigte, men derimod en funktion der svækker muligheden for det hjælpende og støttende sigte. Kontrolfunktionen ses som noget negativt og støtte/omsorgsfunktionen som noget positivt i det opsøgende arbejde. Omsorgsdimensionen tilskrives det sociale arbejdes formål og kontroldimensionen opfattes som negativ og evt. lig med negativ anvendelse af magt (overgreb). Dette ser vi dog indeholde en manglende refleksion over, at kontrolfunktionen også kan være produktiv, altså noget der kan bidrage til positive forandringsprocesser og noget, der kan skabe grundlag for omsorg/støtte. Endvidere fører dilemmaet også til en refleksion over, om støtte/omsorg kan ses som et middel til at undgå uhensigtsmæssig adfærd og dermed som en kontrolfunktion. Når man ser støtte/omsorg og kontrol som modsætninger, medfører dette 7 endvidere en manglende refleksion over, om ikke støtte/omsorg (det, som defineres som positivt) også kan opfattes som kontrol. Fx kunne den uopfordrede kontakt føles som kontrollerende hos de unge, også selvom det har et støttende sigte. Vores pointe er her, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om udøvelse af dobbeltfunktionen omsorg og kontrol er eller behøver være modsætningsfyldt. Derfor ser vi, at man må undersøge, hvordan det håndteres, balanceres og forholder sig i praksis. Alt i alt synes kontrol og omsorg at være to begreber, som ikke er så ligetil at definere og som udgør en dobbeltfunktion, der kan være svær at håndtere. Her ser vi, at kontrol/omsorgsdiskursen i det opsøgende arbejde synes at være indlejret i dels en diskurs i socialt arbejde og dels i en diskurs om de samfundsmæssige normer og forventninger til unge. 2.3. Diskursen i socialt arbejde Ifølge sociolog Kaspar Villadsen er en af opgaverne i det sociale arbejde at gøre mennesker, der afviger fra samfundets normer, til integrerede samfundsborgere. Det sociale arbejde tilskriver her den enkelte et iboende potentiale for forandring og fremstiller et individ, som kan indtræde som et ansvarligt samfundsmedlem, hvis pågældende får den rette hjælp/omsorg/støtte. Desuden indeholder det sociale arbejde en pædagogisk indgangsvinkel, hvor man vurderer, om den enkelte er i stand til eller villig til at tillære sig de sociale færdigheder, der kræves for at blive en ansvarsfuld samfundsborger. Denne indgangsvinkel kan, med sin fokusering på den enkeltes moral og vilje, ifølge Villadsen, føres tilbage til de tankemønstre, man havde under filantropien i 1800-tallet (Villadsen 2003:13f). Filantropien opstod i forbindelse med industrialiseringen, hvor der i byerne bl.a. opstod alkoholisme, børnearbejde og opløsning af familier. Dette førte til, at private initiativer, fra især velstillede kvinder, tog sig af vanskelige børn og unge, fattige familier, alkoholikere osv. ud fra en tanke om kristen barmhjertighed (Meeuwisse & Swärd 2004:24). Under denne periode udviklede filantroperne undersøgelsesteknikker, hvor de kunne tvinge sig adgang til at inspicere de fattige og deres hjem. Dermed skabte de en forbindelse mellem pædagogisk behandlingsarbejde og juridisk baseret indtrængen i privatlivet. Filantroperne fik dermed på én gang rollen som dommere og rollen som kærlige omsorgsarbejdere. En dobbeltrolle, som Villadsen mener, er blevet videreført til nutidens sociale arbejde (Villadsen 2006:34f). 8 Op igennem 1900-tallet brød behandlingsdiskursen med filantropiens tankemønstre om god kontra dårlig vilje. Med velfærdsstatens opblomstring især i 1960´erne blev behandlingsdiskursen formet af en moderne videnskab, som forklarede individers problemer ud fra forskellige sociale strukturer og samfundsmæssige miljøer. Man begyndte derfor at udvikle en række strategier, som skulle rette det sociale arbejde mod disse faktorer. I denne diskurs var hovedtanken, at man ved hjælp af præventive og opsøgende indsatser kunne integrere alle i samfundets fællesskab. Det sociale arbejde bar præg af behandling med det formål at integrere den enkelte i samfundet, men også at skabe forandringer af samfundets strukturelle betingelser ved at påvise sygdomsskabende træk i samfundet (Ibid.:35,45f). I starten af 1980´erne mistede man tiltroen til de moderne videnskabers evne til at problemkategorisere eller bestemme, hvad velfærd eller det gode liv er. Desuden påpegede man, at der ved den tidligere diskurs var stor risiko for klientisering og passivisering. Derfor begyndte man at fokusere på relationen mellem hjælper og modtager. Det førte til, at man gik væk fra at lave socialt arbejde ud fra socialfaglige teorier, og i stedet fokuserede på at møde den enkelte, hvor han/hun stod. Dette betød, at socialarbejderen ikke måtte forhåndsbestemme klienten eller styre ham/hende på en ansvarsfratagende måde. Det centrale for denne behandlingsdiskurs var, at den vendte sig mod klientens egne forestillinger om sine aktuelle problemer, hvilket blev det afgørende for behandlingen. Det blev således en behandlingsdiskurs, der primært fokuserede på klientens selvopfattelse, selvværd, motivation, handlekraft m.v., og hvordan klienten kunne bringes til at foretage en positiv selviagttagelse (Ibid.:46). I forhold til det opsøgende arbejde hævder Villadsen, at denne type af socialt arbejde har udviklet en særlig faglighed, der delvis står i konflikt med den hidtidige socialfaglighed og dennes diskurs om behandling, almene behov og klare målsætninger. Det opsøgende arbejde træder pludselig ud af de institutionelle rammer og bevæger sig rundt i klienternes subkulturer og understøtter nærmest den subkultur, som det traditionelle sociale arbejde i årevis har forsøgt at fjerne klienten fra. De adfærdsformer og subkulturer, som førhen var blevet set på som destruktive, er med det opsøgende arbejde blevet til objekt for det sociale arbejde, fx den udstødtes kultur, ungdomsmiljøet osv. (Villadsen 2004:237f). 9 Villadsen antager endvidere, at det opsøgende arbejde i sin form har en postmodernistisk karakter. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at den enkelte udstødte betragtes i nuet frem for i sin fortid. Antagelsen om, at der eksisterer bagvedliggende aspekter, der styrer individets adfærd og sociale processer, bliver i det opsøgende arbejde erstattet af et blik, der retter sig direkte mod at hjælpe individet med de problemstillinger, som den enkelte umiddelbart fremviser i nuet. Det bliver en indsats, der skal støtte den enkelte i at ”mestre sig hverdagslivet”. Ambitionen er ikke at resocialisere den enkelte, men snarere en kvalificering af klienten til at mestre konkrete problemer og opgaver. Hovedopgaven er desuden at sætte klienten i stand til at mestre sin kontakt til det offentlige hjælpesystem. Villadsen hævder, at det opsøgende arbejde delvist afviger fra det øvrige sociale arbejde, idet medarbejderen skal agere ”som menneske” frem for fagperson, møde klienten i øjenhøjde, bygge bro mellem klienten og hjælpesystemer og endelig se den udstødtes kultur ”indefra”, så dennes problemstillinger og ressourcer kan fremstilles som objekter for det sociale arbejde. Den enkelte medarbejder må gå ud blandt de udstødte og opleve deres særlige eksistensgrundlag, rationaler og behov. Han hævder desuden, at den forståelse, som medarbejderen skal indfange, må udvikles bottom-up, altså komme direkte fra de udstødtes livsformer og ikke fra forudgående teorier. Denne form for socialt arbejde får derved et ad-hoc præg, idet der ikke arbejdes ud fra en teoretisk ramme eller forudgående indsatser. Derfor er der tale om en faglighed, der ikke anvender universalistiske teorier eller metoder, og som ikke forhåndsbestemmer hvilke problemstillinger, der skal fokuseres på. Klienten er frisat til at definere sin egen sandhed, og opgaven går ud på at få klienten i gang med dette. Villadsen argumenterer derfor for, at diskursen om empowerment og brugerønsker skal være i fokus, og socialarbejderen må ikke vide, hvad der er bedst for klienten (Ibid.:238ff). På baggrund af ovenstående synes Villadsens definition af det opsøgende arbejde at bære præg af diskursen i socialt arbejde fra 1980´erne og frem, hvor man møder det enkelte individ, hvor han/hun står, og hvor man ikke må forhåndsbestemme klienten eller styre den enkelte på en ansvarsfratagende måde. Set i lyset af Koch og Jensens definition af det opsøgende arbejde, hvor man retter sig mod mennesker, man formoder og forestiller sig har behov for hjælp, synes der dog implicit at ligge en forhåndsbestemmelse af individet. På denne måde kan man sætte spørgsmålstegn ved Villadsens definition af det opsøgende arbejde som et postmodernistisk socialt arbejde, der er teoriløst, fordi man allerede i henvendelsen til den enkelte må have forhåndsbestemt den enkeltes problemstillinger formentlig ud fra faglige teorier, metoder eller 10 normative vurderinger. Når Villadsen påpeger, at det opsøgende arbejde har udviklet en særlig faglighed, der står i konflikt med de tidligere diskurser i socialt arbejde og kalder dette for postmoderne socialt arbejde, mener vi, at han mangler nogle refleksioner over, at den faglige/professionelle forforståelse og håndtering kan have en betydning for udformningen af det opsøgende arbejde. Hvis dette er tilfældet, ser vi, at man ikke nødvendigvis blot kan tale om det postmoderne sociale arbejde, men snarere forestille sig det postmoderne sociale arbejde som en variation af forskellige former for socialt arbejde, herunder socialt arbejde der trækker på mange nuværende og tidligere diskurser. Altså en eklektisk form for socialt arbejde. Ud fra Villadsens refleksioner synes det opsøgende arbejde at have indtaget en mere forenklet form for socialt arbejde, idet der handles i nuet og kun fokuseres på individets aktuelle problemstillinger. På denne måde ses det opsøgende arbejde som værende mere mikroorienteret end samfundsorienteret. Der synes dog også, at eksistere diskurser om opsøgende arbejde, der er mere samfundsorienteret. Ifølge sociolog Gritt Bykilde og ph.d. i sociologi Maria Appel Nissen er idealet i socialpædagogikken at forholde sig til menneskers liv som noget, der er indlejret i en social og samfundsmæssig sammenhæng, dvs., at mennesker ikke kan ses uden også at medtænke sociale og samfundsmæssige forhold. Derfor mener de, at målet i det konkrete socialpædagogiske arbejde er at skabe positive forandringer for den enkelte med fokus på de sociale fællesskaber, som den enkelte indgår i. Her drejer det sig om at øge menneskers ressourcer i et samspil med deres omverden (Bykilde & Nissen 2006:45f). Disse refleksioner synes at bære præg af diskursen fra 1960´erne, hvor de samfundsmæssige forhold medtænkes i det sociale arbejde, og hvor målet bl.a. drejer sig om at integrere den enkelte i det samfundsmæssige fællesskab. Herudfra kan man se, hvordan der eksisterer en anden diskurs i det opsøgende arbejde end den Villadsen påpeger. På denne baggrund kan man stille spørgsmålstegn ved variationen af diskurser i det opsøgende arbejde, samt hvordan det konkrete opsøgende arbejde tager form, når der nu som præsenteret ikke eksisterer en entydig definition. 2.4. Diskursen om samfundets normer og forventninger til unge Ifølge lektor i socialpolitik Viggo Jonasen eksisterer det danske samfund i kraft af et forventningsfællesskab eller et normfællesskab, hvor vi har forskellige forventninger eller normer om, hvordan man som samfundsmedlem skal agere i forskellige situationer og relationer. På den baggrund er der konstrueret nogle fælles opfattelser af, hvad der er normal adfærd, og hvad der er unormal eller afvigende adfærd. Nogle normer er formaliseret i love og 11 regler, som ofte er belagt med sanktioner, andre normer er uformelle, men alligevel næsten kendt af alle, fx hvordan man hilser på hinanden med et håndtryk (Jonasen 2003:5ff). Ifølge Jonasen eksisterer der desuden en grundlæggende norm om, at den enkelte gennem arbejde forsørger sig og sine, dvs. ved salg af sin arbejdskraft tjener en indkomst, så han/hun kan købe mad, bolig, tøj osv. til sig selv og evt. til sin familie. I samfundet og i det sociale arbejde eksisterer der også en generel antagelse om, at det enkelte individ helst vil arbejde. Hertil hører også en forventning om den enkeltes vilje til at tage uddannelse, som ofte anses som en forudsætning for arbejde og dermed til selvforsørgelse. Det forventes også, at den enkelte har tillært sig at være et selvstændigt individ med evne til at planlægge eget og evt. sin families liv. Alt i alt kan man sige, at selvforsørgelse og selvstændighed er to udprægede plusord i det danske samfunds normfællesskab (Ibid.:10). I det følgende vil vi uddybe, hvilke politiske forventninger og krav unge skal leve op til for ikke at blive defineret som unormale eller afvigere. Regeringen har lavet 10 specifikke målsætninger for unge mellem 15 og 25 år, hvor den overordnede målsætning er, at: ”Alle unge skal have mulighed for en indholdsrig ungdom, der kvalificerer til en selvstændig og perspektivrig tilværelse med aktiv deltagelse i samfundsudviklingen” (Undervisningsministeriet:3). Herunder fremstår en målsætning om, at alle unge bliver fortrolige med de demokratiske værdier og får øget indflydelse på og ansvar for eget liv (Ibid.:5). Overordnet set bærer de 10 mål i ungdomspolitikken også præg af krav og forventninger om fremtidig selvforsørgelse og selvstændighed, herunder uddannelse og beskæftigelse. Her påpeges bl.a. at: ”Det er vigtigt for unge at få et fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for deres selvværd og sociale tilknytning, og en forudsætning for de unges deltagelse i samfundet”(Ibid.:6). Endvidere fokuserer regeringen på, at kvalifikationskravene til arbejdsmarkedet har ændret sig fra krav om mere afgrænsede faglige færdigheder til i dag at være betinget af evnen til at samarbejde, hvor personlige kvalifikationer bliver afgørende. Her påpeges det, at: ” (…) deltagelse i fremtidens voksenliv vil forudsætte, at man er kvalificeret til at gå ind og ud af processer i samarbejdet med andre. De unge skal lære at definere mål og forstå vigtigheden af processen frem til realiseringen af målene”(Ibid.:6). Desuden påpeges, at unge i fremtiden vil komme til at konkurrere med hinanden og med unge fra hele verden om jobs på grund af udviklingen i informationsteknologien og globaliseringen. Derfor skal unge: ”kvalificeres til kreativt at kunne sortere, udvælge, bearbejde og anvende de store mængder af information, som IT giver adgang til. Denne indsats skal sikre, at unges 12 grundlæggende IT-færdigheder udvikles for at imødekomme kravene i informationssamfundet” (Ibid.:7). Omkring den internationale konkurrence påpeges det, at unge skal gennemføre en uddannelse, der kan leve op til de krav, fremtiden stiller mht. kvalifikationer og fleksibilitet. Fx pointeres det, at: ”Alle unge skal være tilstrækkeligt kvalificeret til at imødekomme de krav og benytte de muligheder, der eksisterer i det internationale samfund”(Ibid.:6). Sammenfattende kan man sige, at ovenstående er en særlig diskurs om samfundets krav og forventninger til unge. En målrettet diskurs, der taler om, at unge skal have en indholdsrig ungdom med selvstændighed og ansvarlighed. Herunder en forventning om fortrolighed med de demokratiske værdier og aktiv deltagelse i samfundet. De skal opnå selvforsørgelse gennem uddannelse og beskæftigelse, besidde personlige og faglige kvalifikationer indenfor samarbejde og IT og være konkurrencedygtige i et globaliseret samfund. Denne diskurs kan ses i sammenhæng med, at der fra især 1990´erne er sket et sporskifte i den danske social-og beskæftigelsespolitik. Ifølge lektor i socialpolitik Jørgen Goul Andersen er der sket en overgang i den danske arbejdsmarkedspolitik fra passiv-linien (welfare) til aktiv-linien (workfare) (Bundesen 2003:130). Dvs. fra sociale rettigheder til sociale pligter, hvor ens rettigheder står i forhold til ens tilknytning til arbejdsmarkedet. Det, som før karakteriserede den politiske diskurs (universelle rettigheder og omsorg), er nu blevet erstattet af adfærdsregulering og bestræbelser på at gøre den enkelte (i vores tilfælde de unge) i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. På baggrund af ovenstående ser vi, at det opsøgende arbejde må kræve en ret kompleks refleksion, hvor man både skal forholde sig til diskursen om selvstændighed og selvforsørgelse og samtidig møde de unge på en åben måde, hvor man også skal have blik for de unges andre behov. Heri ligger også det paradoksale, at de unge, som er det opsøgende arbejdes målgruppe, måske netop er unge, der har været vant til/nødt til at være selvstændige og selvforsørgende, ikke i forhold til et formelt uddannelses-/arbejdsforløb, men i forhold til at klare sig selv. Ud fra denne refleksion ser vi det relevant at komme nærmere ind på, hvordan man kan anskue unges ophold i det offentlige rum som en naturlig del af deres udvikling mod voksenlivet. 2.5. Diskursen om unges udvikling i det offentlige rum Ifølge professor i socialt arbejde Björn Andersson vil man, når man færdes i bycentre, byområder eller i shoppingscentre ofte opleve, hvordan offentlige mødepladser spiller en central 13 rolle for mange unge. Det er ofte grupper af unge, som ikke foretager sig andet end at småsnakke med hinanden. Her anvender Andersson begrebet ”unge i det offentlige rum”, som udtryk for ungdommens møde på forskellige pladser. Begrebet ”offentligt” refererer til, at det, der er offentligt, er åbent og tilgængeligt for alle, men begrebet er ligeledes forbundet med det, der er fælles og kollektivt. Dvs., at det offentlige tilhører alle, og når man færdes i de offentlige miljøer, bliver man deltagende i det fællesskab, som offentligheden refererer til. Det ses dog ofte, at forskellige grupper betegner offentlige pladser som ”sine” og forsøger at begrænse andres indtrængen hertil. Dette er ofte grupper, som er involveret i kriminalitet og stoffer, og som mange mennesker opfatter som farlige og derfor forsøger at undgå. Ifølge Andersson kan det sociale liv på offentlige pladser derfor ses som en spænding mellem normative forestillinger om åbenhed og fællesskab og forskellige gruppers koloniseringsindtrængninger (Andersson 2006:56f). I relation hertil taler sociolog Zygmunt Bauman om fællesskaber, der giver sikkerhed, og anvender bl.a. begrebet ”frivillige ghettoer”3. De frivillige ghettoers hovedformål er at forhindre ”outsiders” i at komme ind. Ghettofænomenet formår endvidere både at være territorialt og socialt, idet der både indgår en fysisk nærhed/distance og en moralsk nærhed/distance (Bauman 2003:116). I forhold til de unge i det offentlige rum kan fysisk nærhed forstås som det nære kammeratskab, der opnås i fællesskabet og den fysiske distance ses som distancen fra familie og skole m.v. Moralsk nærhed kan ses i forhold til de værdier og normer, den enkelte unge har tilfælles med de andre unge i det offentlige rum, og moralsk distance ses som en afstandstagen fra resten af samfundets værdier og normer. Kampen om retten til at besidde det offentlige rum kan herudfra opfattes som ”en vej” til inklusion, dvs. deltagelse i et fællesskab, hvor de unge kan opnå en følelse af at ”være med” og ”høre til”. Andersson antager, at samvær med jævnaldrende er vigtig for de unges udvikling af en stabil selvopfattelse, og her agerer kammerater både som bedømmere og betragtere. Gruppetilhørsforhold og ophold på offentlige pladser spiller en væsentlig rolle, fordi der er knyttet forskellige positioner og identiteter hertil. Desuden mener Anderson, at ungdomstiden er en periode, hvor man tilegner sig erfaringer, idet man tester sig selv indenfor områder, der er spændende, forbudte og grænseoverskridende (Andersson 2006:57f). Ungdomsperioden har altså ifølge Andersson at gøre med en struktur af sociale relationer, positioner og handlinger, som ofte foregår på offentlige pladser. De unge anvender det 3 Frivillige ghettoer adskiller sig fra sande ghettoer på ét punkt. De sande ghettoer er steder, hvor individer ikke kan slippe væk fra, hvorimod individerne i frivillige ghettoer kan forlade disse når som helst. 14 offentlige rum, fordi det er tilgængeligt og åbent, og fordi det kan forenes med deres frihedsbehov. Når unge anvender offentlige miljøer kan det ses i sammenhæng med deres udvikling, herunder deres ønske om frigørelse, skabelse af identitet og erfaring. De unge anvender det offentlige rum for at få en oplevelse af selvstændighed og frihed. De ønsker at bevæge sig fra at være det ”afhængige barn” til at blive den ”uafhængige unge” (Ibid.). De unges oplevelse af selvstændighed og frihed (autonomi) kan siges at være i overensstemmelse med de forventninger og krav, man har til de unge fra politisk side. Bykilde og Nissen beskriver bl.a., hvordan ungdomstiden kan ses som en transitionsproces og som en periode, der har selvstændig værdi. Ungdommen handler om overgangen fra barndom til voksendom. Her tales om, at de unge er ”på vej” til noget. De gennemgår nogle læreprocesser, og deres handlinger kan opfattes som øvelser i at blive voksne og selvstændige individer (Bykilde & Nissen 2006:43). Selv om de offentlige pladser kan være med til at opfylde de unges behov i ungdomsperioden, så beskrives de unges anvendelse af det offentlige rum ifølge Andersson ofte som en social problematik. Især medierne skaber billeder, som forbinder unge i det offentlige rum med vold, sex og stoffer (Andersson 2006:59f). En erfaringsopsamling fra Udrykningsholdet4 beskriver, hvordan mediernes omtale af begivenheder med unge i fokus er voldsomme og let kan føre til ”et fortegnet billede af, hvad der rent faktisk foregår” (Hammer 2003:7). Størstedelen af befolkningen har ikke andet end medierne, naboerne og rygterne til at tegne deres billeder af de unge. Dette kan derfor let skabe unødvendig utryghed og usikkerhed hos mange (Ibid.). 2.6. Dilemmaet mellem de unges autonomi og samfundets behov for normalisering Ud fra de præsenterede diskurser kan man sige, at det opsøgende arbejde både er omgivet af en diskurs om afvigelse og normaliseringer, herunder behovet for at kontrollere og yde omsorg/støtte til de unge og en diskurs om de unges udvikling i det offentlige rum, herunder deres ønske om frihed og selvstændighed. På den måde synes medarbejderne at skulle finde en balance mellem de samfundsmæssige behov for normalisering og de unges ret til frihed og medbestemmelse (autonomi). Udrykningsholdet var et videns-og rådgivningscenter for utilpassede unge (2000-2003). 15 I relation til ovenstående påpeger Villadsen, hvordan man kan se forskellige styringsstrategier i det sociale arbejde, hvor målet er individets autonomi og frihed. Han sætter dog spørgsmålstegn ved, hvad det er for en frihed, klienten skal hjælpes hen imod, fordi klientens frihed til selv at træffe valg og ønsker om fremtiden ofte er afgrænset af moralske standarder. At foretrække et liv på gaden og være arbejdsløs frem for selvforsørgende er fx ikke mulige accepterede valg. Ønsker om etablering af sociale netværk, uddannelse og arbejde tages som udtryk for den enkeltes sande ønsker, mens andre ønsker i mindre grad ses som sådan. Et liv som autonomt vælgende individ synes ifølge Villadsen derfor at have et relativt præcist indhold eller synes at være defineret i forhold til, hvad det ikke er (Villadsen 2004:227, 242f). Villadsen ser desuden det sociale arbejde som et sæt af praksisser, der har til formål at skabe individer med en bestemt selvopfattelse. Den eksisterende diskurs i det sociale arbejde handler ikke om at undertrykke eller kontrollere klienten, men derimod om at fjerne de forhindringer i selvopfattelsen der står i vejen for, at klienten kan realisere sig selv som et frit, myndigt og kompetent samfundsmedlem. Som følge heraf ses positionen som medborger i et samfund som et resultat af, at det enkelte individ underkaster sig bestemte sandheder, normer, regler osv., og det sociale arbejde skal hjælpe dem, der har svært herved. Det afgørende i udførelsen af det sociale arbejde bliver ifølge Villadsen, at den enkelte selv bliver i stand til at underkaste sig de gældende normer/sandheder om, hvad dvs. at være et kompetent samfundsmedlem. Det er denne indsats, som det sociale arbejde kalder ansvarliggørelse eller myndiggørelse af en klient (Villadsen 2003:194f). Derudover mener Villadsen, at der kan forekommer konflikter mellem det sociale arbejdes pligt til at gribe ind, når et menneske har problemer, og respekten for den enkeltes selvbestemmelse. Her antager Villadsen, at det sociale arbejde er kendetegnet ved, at man som socialarbejder altid må finde en balance mellem kravet om at respektere det selvforvaltende individ og ønsket om at underlægge det samme individ en forandringsproces (Ibid.:202f). Ud fra ovenstående ses det sociale arbejde som værende primært klientorienteret frem for gruppe-eller kulturorienteret. Spørgsmålet bliver, om man ikke kan håndtere dilemmaet mellem individets ret til selvbestemmelse og ønsket om at intervenere med henblik på at skabe forandring ved at anlægge et alternativt perspektiv, der ikke kun iagttager individet og dennes selvrealisering, men også gruppe-og samfundsstrukturen. I forhold til unge i det offentlige rum 16 kunne det evt. være hensigtsmæssigt at anlægge et mere refleksivt perspektiv, hvor man kombinerer flere perspektiver. En synsvinkel, hvor man anskuer de unge som individer, der er frie og autonome, men også afhængige af sociale relationer og af at være en del af et fællesskab, hvilket også gør dem begrænset af samfundet. 3. Problemstilling Ud fra vores indledende belysninger og diskussioner kan man sige, at der eksisterer forskellige diskurser om indholdet af det opsøgende arbejde. For det første er der i forskellige redegørelser opstillet nogle definitioner, som bl.a. beskriver det opsøgende arbejde som en metode, hvori der ligger en uopfordret kontakt til mennesker, som man formoder eller forestiller sig har behov for hjælp. Mennesker som man må opsøge, fordi de ikke selv ønsker eller er i stand til at henvende sig til det eksisterende hjælpesystem. Desuden synes der at være forskellige kategorier af opsøgende arbejde bl.a. ”Brobygning” og ”Opsøgende arbejde til baseinstitution”, som ikke menes at eksistere i rene former. Villadsen antager, at det opsøgende arbejde i sin form har indtaget en særlig faglighed, som står i kontrast til tidligere diskurser om socialt arbejde. Herunder antager han, at det opsøgende arbejde er teoriløst og ikke forhåndsbestemmer individet. Dette, mener vi, står i kontrast til ovenstående tilgang, hvor man som opsøgende medarbejder henvender sig til mennesker, som man formoder eller forestiller sig har behov for hjælp. Desuden antager Villadsen, at det opsøgende arbejde fokuserer på individets konkrete problemstillinger i nuet frem for fortiden. Dermed bliver det opsøgende arbejde en mere stilistisk form for socialt arbejde, der udelukkende er individorienteret. Dette står dog i kontrast til Bykilde og Nissens antagelser om, at socialpædagogikken er samfundsorienteret i betydningen at integrere unge i samfundsmæssige fællesskaber. På denne baggrund mener vi, at man kan stille spørgsmålstegn ved variationen af diskurser i det opsøgende arbejde, samt hvordan det konkrete opsøgende arbejde tager form, når der nu, som præsenteret, ikke eksisterer en entydig definition. Desuden ser vi, at medarbejderne i deres daglige indsats må tage hensyn til henholdsvis diskursen i socialt arbejde, en politisk diskurs og en diskurs om unge i det offentlige rum, hvilket vi formoder kan have betydning for udformningen af det opsøgende arbejde. Spørgsmålet er, om disse diskurser har betydning og i så fald hvordan? Det opsøgende arbejde antages endvidere at indeholde en dobbeltfunktion, hvor der på den ene side er tale om omsorg/støtte og på den anden side en social kontrol ud fra ønsket om at kontrollere/regulere de unges adfærd. I vores indledende diskussioner kan man se, at disse 17 funktioner ofte opfattes som modsætninger, hvor kontrol opfattes som noget negativt og evt. lig med negativ anvendelse af magt og omsorg/støtte opfattes altid som noget positivt. I vores problemfelt har vi dog stillet spørgsmålstegn ved, om udøvelse af omsorg og kontrol behøver at være modsætningsfyldt. Kan kontrol ikke også være produktiv anvendelse af magt, altså noget der kan bidrage til positive forandringsprocesser og noget, der kan skabe grundlag for omsorg/støtte? Vi mener diskussionen for og imod kontrol/støtte er afhængig af, hvordan medarbejderne anskuer problemet med de unge, herunder om de unges adfærd ses som en afvigelse eller som en normalt forventelig adfærd i forbindelse med deres udvikling. Her ser vi, at man må undersøge, hvordan det håndteres, balanceres og forholder sig i praksis. Set ud fra Villadsen indeholder socialt arbejde generelt nogle styringsdilemmaer og paradokser, når der er tale om mennesker, der afviger fra normen. Dette kan bl.a. være et dilemma mellem at respektere det selvforvaltende individ og ønsket om at intervenere for at påvirke til forandringer. Klienten anses på den ene side for at være et autonomt vælgende subjekt, der selv kan træffe valg og fremsige mål med fremtiden. På den anden side er det ikke alle valg og ønsker, der kan accepteres. Spørgsmålet er, om medarbejderne oplever dette dilemma i arbejdet med udsatte unge og i så fald, hvordan finder de så en balance mellem at respektere den enkelte unges selvbestemmelse og ønsket om at underlægge samme unge en forandringsproces? Hvordan ser den enkelte medarbejder de unge og ud fra hvilke perspektiver? Sættes der grænser for de unges egnes valg om fremtiden? Selvom de præsenterede diskurser forsøger at indkredse det opsøgende arbejde, ser vi dog, at de hver især indeholder nogle manglende refleksioner. Nielsen og Hansen samt Klitgaard og Hansen synes at producere nogle common-sense-forestillinger om det opsøgende arbejde, som de ikke sætter i relation til en mere videnskabelig og kritiskteoretisk kontekst. Desuden ser vi, at Villadsen i sine antagelser mangler nogle refleksioner over, hvorledes medarbejdernes forforståelse og håndtering kan have betydning for udformningen af det opsøgende arbejde. Bykilde og Nissen beskæftiger sig med unge ud fra et perspektiv om medbestemmelse, men ikke med, hvordan unge er forskellige og kan have forskellige behov for begrænsninger og frihed. Derfor finder vi det relevant at undersøge medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde, herunder deres forforståelse og håndtering af det opsøgende arbejde. Ved at sætte dette i relation til en videnskabsteoretisk og teoretisk kontekst, formoder vi at kunne give en anden skildring (konstruktion) af det opsøgende arbejde. 18 En teoretiker, der muliggør en fokusering på konstruktioner og magt, er Michel Foucault. Han interesserer sig ikke for magtens væsen eller magtens intentioner, men mere for udøvelsen og dens tilsigtede som utilsigtede virkninger. For Foucault behøver magt dog ikke at være noget primært destruktivt og negativt, men en neutral evne til at bevirke, påvirke og forandre – altså som noget produktivt i social samhandling (Lindgren 2005). Herudfra finder vi det interessant at undersøge på hvilken måde og ud fra hvilke perspektiver, medarbejderne med en neutral evne kan opnå at bevirke, påvirke og forandre de unge i konkrete situationer. En teoretiker, som kan anvendes til at undersøge, hvordan medarbejderne håndterer kontrol og omsorg i interaktionen med de unge, er sociolog Erving Goffman. Han fokuserer på, hvordan interaktioner i hverdagslivet faktisk udspiller sig. Han mener, at der eksisterer en orden og struktur i menneskers daglige ansigt til ansigt samhandlinger. For at se hvordan denne orden opretholdes, anvender Goffman et dramaturgisk perspektiv, hvor han bl.a. mener, at mennesker anvender forskellige midler og strategier for at opretholde samhandlingsordnen (Jacobsen & Kristiansen 2002). Herudfra finder vi det interessant at undersøge, hvordan medarbejderne oplever og håndterer samspillet/interaktionen med de unge i praksis. Hvilke midler og strategier anvendes i interaktionen og i håndteringen af dilemmaet mellem kontrol og omsorg? 3.1. Problemformulering I forlængelse af ovenstående lyder vores problemformulering således: Hvordan konstruerer de opsøgende medarbejdere det opsøgende sociale arbejde over for udsatte unge, og hvordan håndterer de dilemmaet mellem kontrol og omsorg i interaktionen med disse unge? Herunder: • Hvordan konstruerer medarbejderne det opsøgende arbejde som en meningsfuld indsats og hvordan i forhold til de opstillede diskurser? • Hvordan oplever medarbejderne deres udøvelse af magt, og kan denne magt være produktiv i det opsøgende arbejde? • Hvilke midler og strategier anvender medarbejderne i interaktionen med de unge, og har dette betydning for håndteringen af dilemmaet mellem kontrol og omsorg/støtte? 19 3.2. Begrebsafklaring Udsatte unge: Vores videnskabsteoretiske grundlag for denne undersøgelse tager udgangspunkt i en konstruktivistisk interaktionistisk tilgang, hvor verden og fænomener er skabt (konstrueret) diskursivt og ud fra social handlen. Derfor bliver definitionen af ”de udsatte unge” den, medarbejderne konstruerer. Magt: Begrebet magt tager udgangspunkt i Foucaults magtbegreb. Foucault ser magt som en neutral evne, man har til at påvirke og forandre. Magten er produktiv snarere end repressiv og magt udøves på individer med det formål at forme og sikre deres handlingsudfoldelse (se afsnit 4.2.). Interaktion, midler og strategier: Begreberne interaktion, midler og strategier tager udgangspunkt i Goffmans samhandlingsteori. Her benytter Goffman teater som metafor for social samhandling, hvor han ser, at mennesker anvender forskellige midler og strategier for at opretholde en orden i interaktionen. Goffman anvender bl.a. metaforerne backstage/frontstage, roller, ansigtsarbejde og indtryksstyring for at forstå samhandlingsordenen (se afsnit 4.3.). 4. Teoretiske og videnskabsteoretiske tilgange I det følgende vil vi først foretage valg af teoretiske perspektiver og derefter redegøre for disse. Dernæst vil vi præsenterer vores videnskabsteoretisk tilgang. 4.1. Teorivalg I vores problemfelt har vi diskuteret, hvorledes dilemmaet mellem kontrol og omsorg ikke er så entydigt og et paradoks, som ofte ses forbundet med magt. Endvidere har vi i vores problemformulering fokus på medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde. I relation hertil ser vi, at Michel Foucaults og sociologen Pierre Bourdieus perspektiv på magt kan være relevante teoretiske perspektiver. Ifølge Foucault skabes magt som et produkt af en række styrkeforhold i forskellige sociale relationer. Som følge heraf ser han enhver relation som en magtrelation, hvor magt udøves gennem administrative teknikker, fx gennem kontrol og normalisering. Han ser dog ikke magten som noget primært negativt, men som en neutral evne man har til at påvirke og 20 forandre. Her taler han om forskellige styringsmentaliteter som velovervejede aktiviteter, der har til formål at styre, påvirke og forvandle ”frie individers” måder at handle og leve på. Bourdieu ser samfundet som opsplittet i en række felter, hvor der foregår kampe om anerkendelse og ressourcer i og mellem felterne. Felterne vil være defineret på basis af deres plads i fordelingen af forskellige former for magt eller kapital (økonomisk, kulturel og social kapital). Ifølge Bourdieu vil der imellem de forskellige felter kæmpes om indtagelse af magtpositioner, hvor de forskellige agenter stræber efter at adskille sig fra andre felters agenter for at opnå definitionsretten af hvad, som skal gælde, og hvordan virkeligheden er. Hos Bourdieu ses magten i bestemte klassekampe, i forholdet mellem de dominerende og dominerede, dvs. nogle overordnet/underordnet forhold, hvor magten lokaliseres til en bestemt elite (Bourdieu & Wacquant 1996). På denne måde ser Bourdieu magten som noget hierarkisk og ikke som noget produktivt. Selvom Bourdieus og Foucaults perspektiver på magt kan være svære at adskille fra hinanden, ser vi alligevel, at deres fokus adskiller sig på nogle punkter. For Foucault er relationer ikke på forhånd hierarkiske. Han ser mere magten på tværs af felter og institutioner og placerer ikke magten hos nogen bestemt elite. Desuden ser Foucault ikke magten som noget, der primært er negativt og nedbrydende, men som noget, der kan være produktivt. Derfor ser vi, at Foucault har et mere dynamisk magtbegreb end Bourdieu. Idet vores fokus er på konstruktionen af kontrol og omsorg i det opsøgende arbejde, begreber som vi indledningsvist har påpeget ikke er så entydige, mener vi, at dette bedst kan belyses ud fra Foucaults dynamiske magtbegreb, fordi det både muliggør en fokusering på konstruktioner og en fokusering på magt som noget, der er forhandlet og strategisk. I relation til vores problemformulering finder vi desuden hans perspektiv relevant, fordi vi ser det opsøgende arbejde som en særlig styringsform (styringsmentalitet), der rettes mod unges hverdag og foretages i det ”frie” offentlige rum. I den forbindelse ønsker vi at fokusere på relationen mellem de professionelle og de unge, og hvordan man tænker kontrol og omsorg (styringsmentalitet) i forhold til denne relation. Idet vi ser Foucault som en overordnet samfundsteoretiker, finder vi det i relation til vores problemformulering relevant at kombinere hans teori med Erving Goffmans samhandlingsteori, fordi Goffman fokuserer på, hvordan interaktionerne i hverdagslivet konkret udspiller sig. Her ser Goffman, at der eksisterer en orden og struktur i menneskers daglige ansigt-til-ansigt 21 samhandlinger og anvender metaforer indenfor dramaturgien til at forstå den sociale orden. Vi finder Goffmans perspektiv relevant, idet vi ser de diskurser, vi har opstillet i problemfeltet, som en bestemt orden. Her kan vi anvende de dramaturgiske metaforer til at se om, og i så fald hvordan, man opretholder en orden, eller om den har en tendens til at bryde sammen, når medarbejderne interagerer med de unge i det offentlige rum. Vi ser ligeledes, at Goffmans perspektiv kan anvendes til at se, hvad der sker, hvis der sker et brud på den sociale orden, og hvordan dette i så fald håndteres af medarbejderne. Opstår der en anden diskurs/sandhed for at bevare kontakten/relationen med de unge? Her ser vi også en relation til Foucaults teori om, hvordan der produceres sandheder, og hvordan styringsmentaliteter, herunder opfattelsen af kontrol og omsorg, kan spille en rolle i interaktionen med de unge. Endvidere ser vi det offentlige rum og interaktionen mellem medarbejderne og de unge som en ”scene”, der kan indeholde en forhandlet og strategisk orden. Ved at kombinere de to perspektiver formoder vi at kunne se, hvordan samspillet mellem de unge og de professionelle fungerer. I kombinationen håber vi desuden at kunne identificere de forskellige strategier/roller i interaktionen med særlig fokus på dilemmaet mellem kontrol og omsorg/støtte og herudfra se, hvordan medarbejderne konstruerer det opsøgende sociale arbejde. 4.2. Michel Foucault Foucault (1926-1984) beskriver ifølge Dag Heede sig selv som en samfundsdiagnostiger og etnolog med vores kultur som genstandsfelt, dvs. den vestlige civilisations diskurser, rationalitet og de formelle betingelser for vores tænkning (Heede 2002:9f). Ifølge Heede søger Foucault, at: ”(…) de-naturalisere vores kulturelle forestillingsmønstre, ikke mindst dem der fremstår som naturgivende eller som synes at indeholde indlysende, evidente sandheder. Når han skriver om fortiden (især perioden 1650-1850) er det samtidig en nutidskritik, idet en række 5 forestillingsmønstrefra denne periode stadig præger vores samtid og tænkning på måder vi endnu ikke kan gennemskue og med konsekvenser vi ikke er klar over” (Ibid.:10). 5 Disse forestillingsmønstre fører Foucault helt tilbage til den tidlige kristendoms præstemagt (pastoralmagt). Dens mål var at sikre individers frelse i livet. For at opfylde denne frelsefunktion skulle kirken have indsigt i individets inderste tanker og hemmeligheder, hvilket blev en betingelse for sikring af hjælp og frelse. Foucault mener, at denne særlige magttype lever videre i velfærdsstatens hjælpende, omsorgsgivende og kontrollerende institutioner (Heede 2002:23). 22 I det følgende vil vi fokusere på de aspekter ved Foucaults arbejde som tager udgangspunkt i magtens udøvelse og funktion, herunder hvordan han ser forbindelsen mellem magt og viden, magt og dannelsen af subjektet og magten som en specifik styringsmentalitet. 4.2.1. Foucaults magtbegreb Hos Foucault er magt et nominalistisk begreb, der skjuler en række komplicerede forhold: ”Magten er ikke en institution eller en struktur, heller ikke en særlig kraft som nogen måtte være udstyret med: magt er et navn man giver en kompleks strategisk situation i et givet samfund” (Foucault 1976:123 i Heede 2002:23). Hos Foucault er magten således ikke noget, der som sådan eksisterer. Det er ikke noget som ejes, tages, frarøves eller deles. Magt skabes (konstrueres) derimod som produkt af en række komplekse styrkeforhold i forskellige relationer som fx i en lærer-elev, læge-patient eller socialarbejder-klient relation (Heede 2002:38f). Enhver relation er en magtrelation, men ifølge Foucault må disse relationer forstås som et åbent og foranderligt spil af kræfter. Relationerne er ikke på forhånd asymmetriske og hierarkiske. Foucault ser den relationelle magt ”som et strategisk spil og udfaldet af dette spil er åbent, eftersom magtrelationerne er foranderlige, bevægelige og reciprokke” (Lindgren 2005:342). Ifølge Sven-Åke Lindgren ser Foucault magten som en neutral evne, man har til at bevirke, påvirke og forandre6 og som en magt, der på et socialt hverdagsplan rettes mod individer i deres konkrete situationer. For at komme nærmere denne magt, som Foucault mener udøves med administrative teknikker, fx gennem kontrol og normalisering snarere end gennem lovgivende principper, er det nødvendigt ikke at udlede, at al magt kommer fra statens retslige sfære. Magtrelationer er for Foucault aldrig enkle projektioner af klasserelationer eller politiske relationer. Som følge heraf er han ikke interesseret i magtens væsen eller magtindehaverens intentioner, men interesserer sig mere for udøvelsen af magten, hvordan den virker og hvilke tilsigtede som utilsigtede virkninger den har (Lindgren 2005:339ff). Ifølge Heede er Foucaults magtbegreb produktivt, ”positivt”. Magten er ikke en forbuds-og undertrykkelsesinstans, som kun fungerer negativt. Dvs., at den forudforståelse af magt, man ofte har i form af noget negativt og som et overgreb på menneskers frihed og rettigheder, ikke er Foucaults forståelse af begrebet. Magt er ifølge Foucault ikke baseret på undertvingelse af en anden, men forudsætter nærmer ”frie” subjekter. Dvs., at magt forudsætter, at individer kan 6 Den fransk glose ”pouvoir” betyder både ”magt” og ”at kunne” (Heede 2002:42). 23 iværksætte adskillige adfærdsmåder, reaktioner og handlemuligheder, når de står over for hinanden. Ifølge Foucault er magt derfor altid en dobbeltsidet størrelse. Hvor der er magt, vil der altid eksistere en modmagt. Dvs., at magt altid vil avle en eller anden form for modstand (Heede 2002:40ff). Modstanden tager karakter af forskellige forhindringer eller modværger, som magten møder i sin bevægelse. Som magten er modmagten også et nominalistisk begreb, dvs. at der ikke findes et bestemt oprørs-eller revoltecenter, og at modmagt ikke kan reduceres til et overordnet princip. Foucault mener, at der i stedet findes mange forskellige slags modstande, spontane, voldsomme, egennyttige, uforsonlige, kompromisvillige osv. (Lindgren 2005:341f). Ud fra ovenstående kan man sige, at der i Foucaults tænkning ligger en dobbelthed i forhold til definitionen af det frie individ. På den ene side er individer frie til at iværksætte diverse reaktioner og handlemuligheder, men på den anden side er de individer, som udsættes for diverse disciplinære teknikker, der forsøger at forandre og påvirke dem, herunder sikre deres handlingsudfoldelser. På denne måde kan individer ses som frie men også som ufrie. Netop når individer ses som frie, kan man tale om modmagt. Foucaults magtbegrebet anvendes ofte i forhold til tre aspekter, henholdsvis forholdet mellem magt og institutioner, den gensidige afhængighed mellem magt og viden og synet på subjektet i forhold til magten (Lindgren 2005:340). Når Foucault taler om forholdet mellem magt og institutioner, afviser han som nævnt, at magten er identisk med specifikke institutioner. Han mener ikke, at de producerer magten, men derimod at de er operationelle instanser, som integrerer og reproducerer de eksisterende magtrelationer. På denne måde påpeger han, at magten går forud for institutionerne (Ibid.). 4.2.2. Magt og viden Når Foucault taler om den gensidige afhængighed mellem magt og viden, taler han om, hvordan den moderne viden undersøger og bedømmer mennesker på jagt efter sandheden. Processen er generativ og producerer nye indsigter, der vendes mod det vidende subjekt. På denne måde er mennesket både vidensprocessens subjekt og objekt (Lindgren 2005:340). Dvs., at viden på den ene side danner subjekter og på den anden side opnås viden om individet ved at gøre subjektet 24 til objekt for viden7. Magten fungerer som et maskineri, der danner, styrer og installerer individuelle og totaliserende sandheder i subjekter. Ifølge Foucault har ethvert samfund et ”sandhedsregime”, som betyder, at vi har processer til at definere og adskille sande diskurser fra falske. Desuden har ethvert samfund teknikker og udvalgte mennesker til at skabe sandhed, hvilket i høj grad er mennesker inden for videnskaben. Det er også disse mennesker, vi henvender os til for at få sandheden, herunder sandheden om os selv. På denne baggrund taler Foucault om den intellektuelle i det moderne samfund, som indtager en specifik position i de generelle sandhedsregimer som sandsigere. Disse videnssubjekter er institutionaliseret i magtsammenhænge og forekommer i dag som lærere, professorer, eksperter eller lignende (Heede 2002:43ff). I relation til det opsøgende arbejde kan man forestille sig, at medarbejderne gør de unge til objekter for viden, idet de ved at observere dem opnår viden om unge i det offentlige rum, som de efterfølgende kan anvende til at gøre dem til subjekter for samme viden. I deres vurderinger af de unges behov for hjælp/støtte kan man forestille sig, at de trækker på eller forholder sig til forskellige former for viden i forhold til at definere, hvad der er normalt eller afvigende adfærd. Ved at undersøge medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde, mener vi, at kunne fremanalysere, hvilke diskurser konstruktionen trækker på, og hvordan medarbejderne anvender disse forskellige former for viden. 4.2.3. Magt og dannelsen af subjektet Magten er for Foucault en type teknikker, en række hverdagsagtige praksisser, fx stemplingsprocedurer og etiketteringsmekanismer. En magtform, der gør individer til subjekter: ”Denne form for magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der kategoriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig og som andre må anerkende hos det” (Foucault 1982:212 i Heede 2002:23). At magt gør individer til subjekter har ifølge Foucault to betydninger. For det første er det en magtform, som på en undertrykkende måde binder subjektet til sig selv gennem bevidsthed og selvkendskab. For det andet en magtform, der underkaster subjektet andre via kontrol og 7 Det kalder Foucault det eksaminerende subjekt, som gennem diverse tests og undersøgelser bliver objekt for viden. Her nævner han bl.a. hospitalerne som i slutningen af det 18. århundrede blev organiseret som et apparat til at eksaminere. Eksaminationen ser Foucault som en magtudøvelse (Foucault 2002:201f). 25 afhængighed. Kortere sagt er den moderne magt ifølge Foucault en magt der subjektiverer, underkaster og genstandsgør individerne (Heede 2002:23). Foucaults subjektiveringsbegreb kan samtidig opfattes som en objektivering. Her kan man tage udgangspunkt i et af Foucaults egne eksempler, som viser undertrykkende subjektiveringsprocesser ud fra et disciplineringsbegreb som ”kriminalitet”. Et begreb som ifølge Foucault fastfryser individers mangfoldighed og eksistens i stivnede positioner, som er kontrolleret af nogle magtvidenslinjer, som dermed sætter flere individer i bås (Ibid.:29). Foucault beskriver her en 13-årig dreng, som dømmes for løsgængeri. Hændelsen finder sted i 1840, men kan ifølge Foucault alligevel være afslørende for retssystemets egentlige funktion. Ved retssagen dømmes den 13-årige ikke for noget decideret lovstridigt, men for sin manglende disciplin (manglende familietilhørsforhold, uden bolig, uddannelse osv.). At drengen dømmes viser ifølge Foucault, at magten ikke tolererer omflakkende eksistenser og vagabondligende levemåder, men må tvinge sådanne individer ind i fastnaglende subjektiveringsforløb. Det, drengen selv mente var frihed, autonomi og uafhængighed, kunne ikke accepteres i et moderne, disciplinært samfund, og han måtte underkastes en forandringsproces. Eksempelet viser ifølge Heede, hvordan et alment menneskeligt fænomen som løsgængeri – der sandsynligvis findes i mange kulturer – disciplineres, struktureres og inkorporeres i særlige individer som artskendetegn i det moderne samfund, så den øvrige befolkning kan se sig fri for dem. Ifølge Heede ser Foucault, at den kriminelle er brændemærket og blevet et tragisk produkt af sådanne subjektiveringer (Ibid.:34f). I slutningen af det 18. århundrede indtrådte der ifølge Foucault et strafferetligt perspektivskift, hvor fængselssystemet ikke blot skulle straffe/indespærre individer, men også få dem til at indgå i en forandringsproces. Selvom fængsler udgør en del af en større retlig sammenhæng, så er fængsler på indersiden ifølge Foucault et system, som bedømmer og behandler individer efter moralske normer. For Foucault er det moderne fængselssystem blot en ekstrem fastlæggelse af en mere generel forvandlingsproces, som skete i samfundet i slutningen af det 18. århundrede. Der er tale om en altomfattende disciplinær magt, som Foucault ser ikke bare bag fængselsmurene, men også i militæret, på hospitaler, i skolestuer osv. Overalt ser Foucault indretninger, hvor individer adskilles fra kollektivet og udsættes for forskellige disciplinære teknikker. Han understreger dog, at denne disciplinære magt ikke kan reduceres til kun at være negativ og nedbrydende, den er i høj grad produktiv. Den producerer kriminelle som nye 26 mennesketyper, den producerer anvendelige arbejdere og det skolede barn. Målet for den disciplinære magt er at forme føjelige kroppe og duelige individer, som kan anvendes, forandres og udvikles (Lindgren 2005:336ff). Dette kan også ses i forbindelse med Villadsens refleksioner over det sociale arbejde, hvor han påpeger, at formålet er at skabe kompetente samfundsmedlemmer. I forhold til Foucaults refleksioner kan unges adfærd i det offentlige rum også ses som en form for løsgængeri, der ikke er lovstridigt, men som af det omkringliggende samfund ses som uacceptabelt. Spørgsmålet er, om det opsøgende arbejde kan siges at være en instans, som i deres vurderinger påsætter de unge en særlig etiket, hvori de unge subjektiveres som afvigere, og som nogle der har behov for hjælp. Set ud fra Foucaults perspektiv vil det opsøgende arbejde komme til at fungere som opretholdere af samfundsordnen, altså agere som mediatorer af forholdet mellem samfund og individ. Desuden kan man forestille sig, at medarbejderne i deres vurderinger af de unge som afvigere adskiller dem fra kollektivet og i bestræbelsen på at underlægge de unge en forandringsproces, udsætter dem for en række disciplinære teknikker og metoder. Ved at undersøge medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde formoder vi at kunne fremanalysere, om der i det opsøgende arbejde er tale om en disciplinær magt, der ikke kan reduceres til kun at være negativ og nedbrydende. 4.2.4. Det moderne samfunds styringsmentalitet Den styringsmentalitet, som ifølge Foucault præger magtudøvelsen i det moderne samfund, kalder han ”Governmentality”. Begrebet indikerer en særlig måde at tænke styring på, og termen mentalitet antyder, at det drejer sig om en historisk given, kollektiv tankeramme. Governmentality-begrebet kan ses som led i Foucaults bestemmelse af magten og karakteriseres som en: ”Styringsmentalitet (tænkemåder og praktikker) kendetegnet ved kalkulerbare og velovervejede aktiviteter, der har til hensigt at styre, forme, påvirke og forvandle menneskers måder at handle og leve på”(Lindgren 2005:349). Ud fra ovenstående citat kan man sige, at Foucaults brug af governmentality-begrebet er tæt knyttet til subjektivering, hvor man gennem bestemte tænkemåder og aktiviteter forsøger at forvandle mennesker til bestemte subjekter, som de selv og andre skal vedkende. Dette kan også ses i relation til Villadsen, som påpeger, at det sociale arbejde kan ses som et sæt af praksisser, der har til formål at skabe individer med en bestemt selvopfattelse. 27 Ifølge Foucault skal governmentality for det første forstås som en styringstænkning, der retter sig mod befolkningen, hvor økonomien er det nye afgørende styringsobjekt. Denne form for tænkning anvender såkaldte ”sikkerhedsapparater” som fx diverse institutioner, apparater og teknikker, der skal sikre befolkningens sundhed, velvære, velstand og lykke. For det andet skal governmentality forstås som en tendens i vestlige samfund, hvor en specifik magtform (den moderne styring) dominerer over andre magtformer som suverænitet, disciplin mv. Her taler Foucault om en styringsform, der søger at styre ved at råde over frie individers handlinger. For det tredje skal begrebet governmentality forstås i henhold til, hvordan staten gradvist er blevet ”governmentaliseret”, dvs. hvordan statens styring har flyttet sig fra en suveræn repressiv magtudøvelse til en magtudøvelse, der taktisk søger at forme, stimulere og tilpasse (Dean 2006:14f). Ifølge Mitchell Dean kan Governmentality-begrebet anskues som en bred diagnose af det moderne samfunds særlige styringsrationalitet og særlige styringsinstrumenter. En governmentality-analyse skal ifølge Dean ses som et forsøg på at udfolde, hvorledes viden og magt kombineres på bestemte måder med bestemte konsekvenser i det moderne samfund. Derfor må en analyse undersøge, hvordan de måder, vi styrer på, muliggør bestemte måder at producere sandheder på (Dean 2006:15). Dean påpeger, at: ”Governmentality-analyser beskæftiger sig med tænkning, således som den forbinder sig med og indlejres i tekniske redskaber, praksisser og institutioner rettet mod at forme og omforme adfærd. At analysere styringsmentaliteter er således at analysere tænkning, som er gjort praktisk og teknisk” (Ibid.:54). Governmentality handler altså om, hvordan vi tænker styring. Dean beskriver, hvordan tænkning i denne sammenhæng ikke handler om den individuelle psykes eller bevidstheds repræsentationer, men om de former for viden, tro og overbevisning, som vi er indlejret i. Denne mentalitet udgør en kollektiv, relativ afgrænset enhed og kan derfor ikke undersøges af dem, der er indlejret i den (Ibid.:51). I relation til vores undersøgelse vil det sige, at medarbejderne ikke selv kan undersøge, hvordan de tænker styring, fordi de er alt for indlejret i den viden og overbevisning, som deres felt repræsenterer. Den måde, vi tænker magtudøvelse på, vil ifølge Dean trække på de teorier, ideer, filosofier og vidensformer, som indgår i vores sociale og kulturelle produktion. Disse mentaliteter udspringer ofte af human-og socialvidenskaben (Ibid.:52). Her kunne man forestille sig, at medarbejderne i deres tænkning 28 om indsatsen enten vil trække på nogle socialfaglige teorier eller nogle tankemønstre, som udspringer af et institutionaliseret vidensforråd (diskurser), fx noget der er begrænset af moralske standarder jf. Villadsen. Vores analytiske spørgsmål bliver herved, hvilke forskellige vidensformer (diskurser) medarbejderne trækker på i deres styringsmentalitet, og hvordan de gør det. En governmentality-analyse vil ifølge Dean fjerne det naturlige og selvindlysende ved den måde, som tingene gøres på. Ved at gøre det sætter den spørgsmålstegn ved styringens praksis og viser, at tingene kunne være anderledes, end de er. Formålet er ikke at opstille et påbud om at bekæmpe eller minimere enhver styring/dominans, men at fremstille styring/dominans som et kontingent historisk produkt og som noget, der kan stilles til diskussion (noget der kan forhandles om) (Ibid.:83). 4.3. Erving Goffman Søren Kristiansen og Michael Hviid Jacobsen karakteriserer Goffman (1922-1982) som en metodologisk situationist, idet han har fokus på hverdagens ofte kortvarige og flygtige møder mellem mennesker. Det hverdagsliv Goffman studerer, består altså af de situationer, møder eller episoder af samvær, som opstår, når mennesker støder på hinanden, er i hinandens selskab og gensidigt overvåger og påvirker hinanden (Goffman 2004:15f). Goffman er interesseret i at studere, hvordan hverdagslivet faktisk udspiller sig, uanset hvordan folk måtte synes eller fortolke det, de siger og gør. Han mener på denne baggrund, at samfundet opstår og bekræftes gennem de enkeltstående situationer, der danner det samfundsmæssige fællesskab, altså at sociale situationer udgør en virkelighed. Goffmans primære analyseobjekt er derfor den orden og struktur, som han mener, er til stede i menneskers daglige ansigt-til-ansigt samhandlinger (Jacobsen & Kristiansen 2002:63f). På denne måde mener Goffman, at man kan sige noget om samfundet på makroniveau ved at undersøge sociale situationer på mikroniveau. Ifølge Jacobsen og Kristiansen er der ikke enighed om, hvor Goffmans forfatterskab befinder sig. Goffman er inspireret af mange, bl.a. af den symbolske interaktionisme og Chicagoskolens brug af deltagerobservation, begrebsudvikling og teoretisk konstruktion indenfor områder, hvor der ikke umiddelbart er udviklet et begrebsapparat. Goffman betegnes oftest som tilhørende den symbolske interaktionistiske tradition, men andre ser ham også som en forlængelse af Emile 29 Durkheims teorier om hverdagslivet som ritual og den samfundsmæssige virkelighed som en moralsk verden (Ibid.:20ff). I det følgende vil vi fokusere på Goffmans sociale samhandlingsorden og herefter præsentere elementer fra hans dramaturgiske perspektiv. 4.3.1. Den sociale samhandlingsorden Goffman definerer social samhandling som: ”(…) det, der udelukkende kommer til udtryk i sociale situationer, dvs. miljøer hvor to eller flere individer fysisk befinder sig i hinandens nærvær” (Goffman 2004:283). Samhandlingsordenen er altså den orden og struktur, der findes i sociale situationer, hvor mennesker mødes ansigt-til-ansigt, og som bedst kan beskrives gennem mikroanalyser (Ibid.:284). Ifølge Goffman udvikler der sig en orden, der følger sine helt egne regler og strukturer, og denne bør betragtes på linie med andre sociale ordner. Hvor fx den økonomiske orden styres af regler om udbud og efterspørgsel, har samhandlingsordenen sine egne regler, ressourcer og principper om menneskelig samkvem (Jacobsen & Kristiansen 2002:73f). Dermed kan sociale situationer, hvor mennesker møder hinanden ansigt-til-ansigt være en måde at studere den sociale samhandlingsorden på, i vores tilfælde mødet mellem medarbejderne og unge i det offentlige rum. Goffman anvender samhandlingsordenen til at betegne den sociale virkelighed, der udspiller sig i sociale situationer. På denne måde er det ikke en orden i strukturel forstand, idet han ikke ser ordenen som værende determinerende, men derimod mulighedsskabende og skabt (konstrueret) i social samhandling (Ibid.). I den forbindelse beskriver Goffman, at: ”Samhandlingsordenens grundlæggende mekanisme kan opfattes som følgerne af et system af muliggørende konventioner, i samme forstand som grundreglerne i et spil, bestemmelserne i færdselsloven eller de grammatiske regler i et sprog” (Goffman 2004:290). Goffman mener på denne baggrund, at man for det første kan se hverdagslivets utallige møder som noget, der identificerer ritualer, som lægger begrænsninger på individets handlerum og for det andet som noget, der identificerer ritualer, som fortæller os om samfundets moralske og normmæssige grundlag (Jacobsen & Kristiansen 2002:36). På denne måde ser Goffman den sociale samhandlingsorden som noget, der både giver muligheder og begrænsninger for individers handlemuligheder. Dette kan også ses i relation til Foucaults magtbegreb, hvor individer anses for at være frie til at reagere og agere, men samtidig udsættes for disciplinære teknikker, der begrænser deres frihed. 30 Ud fra ovenstående er samhandlingsordenen altså præget af regler og ritualer, som kan ses som et udtryk for samfundets moral, værdier og normer. Goffman mener, at der gennem ritualer bliver udvist respekt for individet, og at de ritualer, der bliver anvendt i social samhandling, udføres for at opretholde den sociale orden (Ibid.:74f). Dvs., at der er handlinger i hverdagslivet, som respekterer og vedligeholder den sociale orden, men ifølge Goffman er disse ritualer også i forfald, dvs. at der også er handlinger, der bryder den sociale orden (Ibid.:78). Ifølge Goffman kan ritualer ses som regler for hverdagslivet. På denne baggrund taler han om adfærdsregler, som har at gøre med individers opførsel og adfærd. Goffman definerer adfærdsregler som:”(...) forskrift for handling, der ikke er anbefalet, fordi den er behagelig, billig, effektiv, men fordi den er passende eller retfærdig” (Goffman 2004:77). Overtrædelse af reglerne kan ifølge Goffman ofte føre til følelser af uro og til negative sociale sanktioner, mens overholdelse af reglerne fører til, at adfærden bliver konstant og får et mønster i individernes handlinger (Ibid.). Dvs., at vi på baggrund af dette kan se hvilke mønstre, der er i medarbejdernes handlinger og dermed hvilke adfærdsregler, de anvender. Goffman påpeger desuden, at regler påvirker individer på to forskellige måder. Direkte som forpligtigelser, der bestemmer de moralske begrænsninger for ens opførsel og indirekte som forventninger, som handler om, hvordan andre moralsk er forpligtede til at opføre sig over for en. Regler har en gensidig karakter, idet den enes forpligtigelser ofte vil være den andens forventninger (Ibid.:78). Goffman påpeger også, at ved at opføre sig i overensstemmelse med reglerne bidrager man til at skabe et bestemt billede af sig selv, dvs. en person, man kan have tillid til. Ved at overholde eller bryde reglerne giver man dermed information til andre om, hvordan man gerne vil opfattes (Jacobsen & Kristiansen 2002:79f). Vi formoder, at ved at se på adfærdsregler som mønstre i den sociale samhandling mellem medarbejderne og de unge i det offentlige rum, vil vi kunne fremanalysere de normsæt, der gør sig gældende for medarbejderne. Ifølge Jacobsen og Kristiansen er en væsentlig pointe hos Goffman, at hans fokus vedrører, hvor skrøbelig den sociale samhandlingsorden er, og at den konstant må repareres (Ibid.:37). Dvs., at den sociale scene virker under konstante trusler, og på denne måde er det interaktionsdeltagernes opgave at beskytte og opretholde scenen og dermed det selv, de hver især præsenterer (Ibid.:64). Hermed ser Goffman samfundets moralske orden som installeret i individers bevidsthed og i deres selv. Det betyder, at selvet må beskyttes, og det gøres ved, som tidligere nævnt, at efterleve en række forskellige og tilsyneladende ubetydelige samhandlingsritualer, som er med til at opretholde samfundets moralske orden. Ordenen 31 opretholdes, når mennesker behandler hinanden med respekt og værdighed, fx ved at vende opmærksomheden bort når andre er på vej til at tabe ansigt. Dette kalder Goffman ansigtsarbejde (facework). På denne måde beskytter man hinanden og dermed den moralske orden, som er installeret i os (Ibid.:37). Ifølge Goffman vil personer, der møder andre mennesker, altid forsøge at definere situationen og fremføre den for de andre deltagere, og de andre vil deltage i denne definitionsproces. De forskellige situationsdefinitioner vil i en eller anden grad være i harmoni med hinanden. Situationsdeltagerne vil ofte fremlægge et syn på situationen, som man formoder deles af de øvrige deltagere. Set i lyset heraf vil personer altså foretage en vurdering af, hvordan de øvrige deltagere definerer situationen og forsøge at placere sig tæt op af den. På denne måde beskytter man samværet og undgår pinlige situationer (Ibid.:96). Goffmans interesse er altså den daglige praksis, og hvordan den sociale orden opretholdes. Goffman anvender metaforer indenfor dramaturgien for at forstå den orden, der præger vores sociale samhandling. Han mener, at ved at anvende disse metaforer kan man blive bedre i stand til at forstå karakteren af den sociale orden (Goffman 2004:14ff). 4.3.2. Goffmans dramaturgiske perspektiv – samfundet som en scene Goffman analyserer social samhandling, som om det er et skuespil, hvor der er en scene, optrædende og publikum. I vores tilfælde er medarbejderne og de unge, de optrædende og publikum, og scenen ser vi som det offentlige rum. Goffman anvender det dramaturgiske perspektiv til at se på, hvordan mennesker i: ”almindelige arbejdssituationer præsenterer sig selv og deres aktiviteter for andre, hvordan de styrer og kontrollerer de indtryk, andre danner sig af dem, samt de ting, de kan og ikke kan, mens de fremfører den optræden for andre” (Goffman 1959:8 i Kristiansen 2005:198). Goffman definerer optræden eller en forestilling (preformance) som: ”den del af individets aktivitet, som finder sted i en periode kendetegnet ved vedkommendes kontinuerlige tilstedeværelse foran en gruppe af tilskuere, og som har en vis indflydelse på disse tilskuere” (Goffman 1959:32 i Jacobsen & Kristiansen 2002:97). Formålet med at optræde er, at man ønsker at give et bestemt indtryk til de tilstedeværende (publikum). Dette betegner Goffman som indtryksstyring (impression management), som handler om den kontrol af indtryk, som den enkelte må have for at undgå situationens sammenbrud eller pinlige episoder. Pointen hos 32 Goffman er, at enhver (optrædende), der indgår i en given social sammenhæng (uanset hvilke hensigter man har), ønsker at gøre et bestemt indtryk på de tilstedeværende (publikum) og ønsker at kontrollere den måde, andre opfatter og dermed behandler én på. Dette kan den optrædende gøre ved at udtrykke sig på en bestemt måde, så publikum får et indtryk, der er i overensstemmelse med den optrædendes motiver. I sin optræden påtager man sig en bestemt rolle, hvor der både er forventninger og forpligtigelser indbefattet. Rollen skal ikke ses som ens dybereliggende selv eller inderste personlighed, men skal ses som et spil, hvor man forsøger at overbevise hinanden om, at man er den, man udgiver sig for at være (Ibid.:97ff). Eller sagt på en anden måde, så består en rolle af den handling, som indehaveren ville udføre, hvis han udelukkende handlede ud fra de normative krav (forventninger), der stilles til en i hans position (Goffman 2004:195). Når man påtager sig en rolle i en optræden, tager man desuden det, Goffman kalder en facade i brug, dvs. at man tager sine ekspressive hjælperedskaber i brug til at formidle sit budskab. Disse består af attituder, den fremtoning og udsmykning, man bevidst eller ubevidst anvender til at opbygge et bestemt billede af sig selv (Jacobsen & Kristiansen 2002:97). I forbindelse med optræden skelner Goffman mellem to forskellige områder (regions). Goffman anvender en sondring mellem scenen (frontstage) og bagscenen (backstage). Scenen er det område, hvor den konkrete optræden finder sted, og hvor der er publikum på. I vores tilfælde det offentlige rum. Her spiller de optrædende deres roller og justerer deres optræden til de normer, der er gældende. Bagscenen derimod er det område, som er skjult for publikums vurderinger, dvs., at bagscenen er det sted, hvor man lader facaderne falde og træder ud af rollen. Her behøver den optrædende altså ikke at kontrollere og nedtone den information, som kan afsløre en. Bagscenen er også et sted, som den optrædende kan trække sig tilbage til, og som giver mulighed for at slappe af og øve sig på sin rolle. Ifølge Goffman er overgangene fra facadeområdet til bagscenen særlig kritiske situationer, idet de optrædende bevæger sig igennem ”bevogtede korridorer”, og man kan i overgangen mellem disse iagttage en påtagning og afvikling af roller (Kristiansen 2005:202). Ifølge Goffman kan man også havne i selvmodsigende roller, dvs., at man både er publikum men også er med på bagscenen. Dette kan komme til udtryk ved, at udefrakommende aktører forsøger at snige sig ind på bagscenen ved at forklæde sig og have til hensigt at afsløre de optrædendes hemmeligheder. Når dette sker, har de optrædende ikke fuld kontrol over sine hemmeligheder, og dermed kan deres facade afsløres (Jacobsen & Kristiansen 2002:101). 33 I relation til de opsøgende medarbejdere kan man forestille sig, at frontstage er mødet med de unge i det offentlige rum, og at backstage er medarbejdernes base (hovedkontor). Ved at undersøge medarbejdernes praksis, herunder både deres frontstage og backstage, formoder vi at kunne fremanalysere, om medarbejderne anvender en bestemt indtryksstyring, og om der sker en ændring af deres rollekonstruktion, når de bevæger sig fra backstage til frontstage. Desuden formoder vi også at kunne fremanalysere, om medarbejderne havner i selvmodsigende roller, hvor de deltager i interaktionen på de unges præmisser, men samtidig ønsker at ”afsløre” de unges problemstillinger (hemmeligheder). Her kan man også tale om Foucaults magt/modmagt, idet der ligger en magt i at ”afsløre” og hermed også en modmagt mod at blive afsløret. I forhold til Goffmans perspektiv kan vi (som undersøgere) også ses som aktører, der forsøger at afsløre medarbejdernes ”hemmeligheder” (deres konstruktion af det opsøgende arbejde). Vi formoder, at Goffmans perspektiv kan tydeliggøre, om der i samhandlingen mellem medarbejderne og unge i det offentlige rum opretholdes en social orden, eller om den har en tendens til at bryde sammen. Desuden formoder vi, at Goffmans dramaturgiske perspektiv kan være med til synliggøre, om der sker et brud, og hvordan medarbejderne håndterer et sådant brud. Endvidere formoder vi at kunne fremanalysere, hvor meget medarbejderne vil samarbejde med de unge for at opretholde en social orden samt hvilke forventninger og forpligtigelser, der er til stede. Her formoder vi, at kontakten mellem medarbejderne og de unge er en meget skrøbelig relation, hvor tillid spiller en væsentlig rolle, og hvor de unge til enhver tid kan vælge at afbryde kontakten. Hvis der sker et brud på den sociale orden, hvor tilliden/relationen er på spil, kan man forestille sig, at medarbejderne vil forsøge at skabe en ny diskursiv orden, således at kontakten kan bevares. 4.4. Videnskabsteoretisk tilgang I relation til vores problemformulering, hvor vi har fokus på konstruktion og interaktion, har vi valgt en konstruktivistisk interaktionistisk videnskabsteoretisk tilgang. 4.4.1. Det konstruktivistiske-interaktionistiske perspektiv Ifølge Nanna Mik-Meyer og Margaretha Järvinen har konstruktivismen fokus på, hvordan et fænomen skabes (konstrueres) ved at aktivere en række (dominerende) diskurser. Indenfor den symbolske interaktionisme eksisterer der et tilsvarende fokus på, hvordan menneskers 34 handlinger relaterer sig til den sociale situation, hvor der undersøges: ”hvordan ”den rituelle organisering” af et møde mellem mennesker udspringer af ”moralske” regler, der påduttes personer udefra” (Goffman 1967 i Mik-Meyer & Järvinen 2005:14). Dvs., at man kan undersøge, hvordan fælles sandheder udspringer af nogle ydre forhold. Fælles for den interaktionistiske tradition og den klassiske konstruktivisme er endvidere, at ”fænomener ikke har en iboende essens (…) Det drejer sig i stedet om at undersøge, hvordan netværk eller samfundsdiskurser materialiserer sig i subjekter og ting og sætter rammen for aktørers handlinger” (Ibid.:13f). Ifølge Mik-Meyer og Järvinen er forskere indenfor et interaktionistisk perspektiv enige om: ”at betydning af en handling eller et fænomen skabes i interaktionen mellem mennesker eller mellem mennesker eller ting (…) Betydningen er således ikke en uafhængig størrelse, man som forsker kan afdække. Betydning er derimod et relationelt fænomen, som kun kan bestemmes situationelt med inddragelse af konteksten” (Mik-Meyer og Järvinen 2005:10). Desuden har interaktionismen rødder i Chicago-skolen, som også Goffman primært er inspireret af. Chicago-sociologien indeholder bl.a. en opfattelse af: ”at betydning ikke er noget i fænomener iboende, som fx determineres af sociale strukturer på samfundsniveau eller af psykiske strukturer på individniveau. Betydning antages i stedet at blive produceret gennem konkret social interaktion” (Ibid.:10). Ifølge interaktionismen er betydningen af en handling eller et fænomen altså ikke noget, der er determineret af sociale samfundsstrukturer eller psykiske strukturer, men noget der er situationelt bestemt og skabt gennem den konkrete sociale interaktion, der foregår mellem mennesker. Dvs., at konteksten og den konkrete interaktion mellem medarbejderne og de unge er med til at bestemme konstruktionen af det opsøgende arbejde. Finn Collin påpeger, at man kan sondre mellem forskellige typer af socialkonstruktivisme. Henholdsvis en erkendelsesteoretisk og en ontologisk variant. Ifølge Collin indeholder den erkendelsesteoretiske (epistemologiske) variant en opfattelse af, at vores videnskabelige viden om den fysiske, samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion. Den ontologiske variant indeholder derimod en opfattelse af at den fysiske, samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion af vores videnskabelige viden om den. Forskellen mellem de to varianter består i, at den erkendelsesteoretiske variant hævder, at erkendelsen bestemmes af den sociale kontekst, hvorimod den ontologiske variant hævder at også 35 erkendelsens genstand er socialt bestemt (Rasborg 2004:352f). Dvs., at den erkendelsesteoretiske variant hævder, at der er en virkelighed, men at vores erkendelse af virkeligheden er afhængig af den sociale kontekst, herunder den måde vi iagttager et fænomen. Hvor den ontologiske variant hævder, at genstanden formes efter vores erkendelse, dvs. at virkeligheden er socialt konstrueret. I og med at vi i vores undersøgelse har dannet en analytisk konstruktion, der består af Foucault og Goffmans teoretiske perspektiver, har vi indført (konstrueret) en begrebsmæssig kontekst, hvorfra vi anskuer vores problemformulering. Dermed vil vores teoretiske forforståelse være bestemmende for den erkendelse, vi når frem til i vores undersøgelse. På denne måde indeholder vores videnskabsteoretiske position en epistemologisk erkendelsesteoretisk position, hvor vi siger, at der findes en virkelighed, men vi kan ikke få direkte adgang til den. Derfor er det afgørende, at vi fremlægger og reflekterer over vores teoretiske perspektiver, idet teorierne er med til at konstruere vores perspektiv på det opsøgende arbejde. Dette kommer ligeledes til udtryk i vores beskrivelse af problemfeltet, hvor vi har formet (konstrueret) nogle rammer for det opsøgende arbejde. Her kan man sige, at vi har konstrueret en orden, som vi anskuer det opsøgende arbejde ud fra, og som kunne være anderledes. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen er vi anden ordens iagttagere, når vi iagttager en problemstilling ud fra et bestemt blik og kan derfor bestemme, hvordan verden træder frem. Andersen påpeger at: ”Iagttagelser af iagttagelser af iagttagelser er (...) kontingente i forhold til det blik, der vælges. Det er altid muligt at iagttage på anden orden på en alternativ måde” (Andersen 1999:152). Dvs., at vores konstruktion af problemfeltet og vores teoretiske forforståelse er medbestemmende for den konstruktion af det opsøgende arbejde, vi kommer frem til, og som kunne være anderledes, hvis vi havde valgt en anden forståelseshorisont. I relation til ovenstående kan man sige, at vi har indtaget en position som ikke læner sig op ad en stringent konstruktivisme, fordi vi har tilskrevet diskurserne i problemfeltet en grad af objektiv eksistens. Dette betegnes ifølge Joel Best som: ”... en ”kontekstuel konstruktivisme”, hvor konstruktioner og definitionsprocesser relateres til deres historiske og sociale kontekst. ”Problemets” eksistens sættes i parentes, mens konteksten tilskrives objektiv eksistens” (Sahlin 2004:112). Denne kontekstuelle konstruktivisme kommer til udtryk i vores undersøgelse, idet de diskurser, vi har opstillet i problemfeltet, kan siges at bære præg af nogle historiske og sociale kontekster, som vi har tilskrevet en vis grad af objektiv eksistens. En vis grad af objektiv 36 eksistens kommer til udtryk ved, at vi bevidst har arbejdet med dem som antagelser og ikke som noget, der har generel eksistens. Grunden til, at vi har tilskrevet de præsenterede diskurser en grad af objektiv eksistens, er at vi har en antagelse om, at de har betydning for medarbejdernes konstruktion af omsorg og kontrol og dermed for det opsøgende arbejde. At man midlertidigt behandler visse fænomener som objektivt eksisterende, mens man undersøger, hvordan de forholder sig til det problem, man undersøger, betegner Ingrid Sahlin som ”provisorisk realisme”. Sahlin påpeger, at det næppe er muligt at forklare eller påvise konsekvenserne af en konstruktion eller foretage en analyse uden en sådan provisorisk realisme (Ibid.:113). 4.4.2. Foucault og Goffmans videnskabsteoretiske position Foucault, mener vi, kan placeres indenfor ovenstående videnskabsteoretiske tilgang, idet han ifølge Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips følger den generelle socialkonstruktivistiske betingelse om, at viden ikke bare er en afspejling af virkeligheden. For Foucault er sandheden8 en diskursiv konstruktion og forskellige vidensregimer definerer, hvad som er sandt eller falsk (Jørgensen & Phillips 1999:21ff). Som diskursanalytiker trækker Foucault endvidere på en strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi, der hævder: ”(…) at vores adgang til virkeligheden altid går igennem sproget. Ved hjælp af sproget skaber vi repræsentationer af virkeligheden, som aldrig bare er afspejlinger af en allerede eksisterende virkelighed – repræsentationerne er med til at skabe den” (Ibid.:17). Jørgensen og Phillips påpeger, at denne filosofi ikke betyder, at virkeligheden ikke findes, betydninger og repræsentationer er virkelige. Der findes også en fysisk verden, men den får kun betydning gennem diskurs (Ibid.). Dermed forudsættes at virkeligheden findes, men man kan ikke erkende den 100 pct., som den er. Dog ses det, at repræsentationerne er med til at skabe virkeligheden. Foucaults syn på verden og sandhed ligger desuden i hans magtforståelse, hvor det er i eller via magt: ”(…) at vores sociale omverden produceres, at objekter udskilles fra hinanden og får karakteristika og relationer til hinanden. (…) Magt er både det, der skaber vores sociale omverden, og det, der gør, at omverdenen ser ud og kan italesættes på bestemte måder, mens andre muligheder udelukkes” (Ibid.:23). I den forbindelse påstår Foucault, at man aldrig vil kunne nå frem til sandheden, fordi man aldrig kan tale fra en position, hvor man befinder sig uden for diskurserne. Der vil ikke være 8 Sandheden skal her forstås som et særligt episteme eller vidensregime. 37 nogen vej udenom repræsentationen, derfor skabes sandhedseffekter indenfor diskurserne (Ibid.:23). Ud fra denne refleksion kan Foucault siges at have et relationelt perspektiv. Goffman synes ligeledes at kunne placeres indenfor den valgte videnskabsteoretiske tilgang, fordi han mener, at sociologien skal forsøge at sætte den sociale verdens kompleksitet ind i begreber, som ikke kan fortælle den sande historie om verden, men som kan give mening til forskellige og måske skjulte sider af menneskers sociale liv (Jacobsen & Kristiansen 2002:184). Dvs., at verden forudsættes kompleks og vi har ikke direkte adgang til den. Jacobsen og Kristiansen betegner Goffman som en form for hybrid med en interaktionistisk ontologi: ”ifølge hvilken den sociale virkeligheds orden er resultatet af accepten af et fælles socialt regelsæt (strukturelle begrænsninger), hvis ophav ikke er sociale strukturer, men individet og dets samhandlingsmæssige afhængighed” (Jacobsen & Kristiansen 2002:184f). Dermed synes Goffman ligeledes at have et relationelt perspektiv. Dvs., at virkeligheden skabes og forhandles af individer (mikro), samtidig med at der eksisterer objektive fænomener (makro), som virker regulerende for de enkelte individers samhandling og tilstedeværelse med hinanden (Ibid.:185). Dermed skabes den sociale virkeligheds orden ikke af sociale strukturer, men der findes strukturer, der sætter begrænsninger for den sociale samhandling. Ifølge Jacobsen og Kristiansen er Goffmans epistemologi på én gang en subjektiverende og objektiverende epistemologi, der kan minde om en form for kritisk realisme. Dette betegnes som: ”en epistemologisk position, der inkorporerer det indre subjektive syn på social samhandling og samtidig anerkender, at denne altid finder sted inden for en kontekst af ydre og større sociale sammenhænge og kontekstuelle ressourcer” (Ibid.:185). Goffman påstår således, at der eksisterer på forhånd givne sociale strukturer samtidig med, at der er en social verden, som kommer til udtryk intersubjektivt, og disse to niveauer udtrykker det sociale livs lagdelte kompleksitet (Ibid.:186). I relation hertil har vi på forhånd konstrueret en kontekst af ydre og større sociale sammenhænge, som det opsøgende arbejde synes at finde sted indenfor, samtidig med at vi har inkorporeret medarbejdernes konstruktion (det subjektive syn) af det opsøgende arbejde. 4.4.3. Kombinationen mellem Foucault og Goffman Selvom Foucault og Goffmans syn på virkeligheden er forskellig, mener vi alligevel, at det er frugtbart at kombinere dem i vores undersøgelse, fordi det på den ene side gør det muligt at 38 fokusere på sprogets betydning og på den anden side interaktionens betydning. Foucault mener, at de historiske diskurser (normer og regler for sproget) gør, at omverdenen kan italesættes på bestemte måder, hvor andre muligheder udelukkes. Diskurserne går på denne måde forud for individerne, og individerne kan ikke frigøre sig fra diskurserne, fordi de fremstår som indlysende og evidente sandheder. Diskurserne producerer på denne måde nogle forventninger om sproget. Goffman ser ikke samhandlingsordenen (regler og normer for interaktion) som determinerende, men som mulighedsskabende og konstrueret i social samhandling, men dog også som noget, der kan begrænse individers handlerum. På denne måde producerer samhandlingsordenen nogle forventninger til interaktionen. Goffmans mener, at den sociale samhandlingsorden indeholder nogle samfundsmæssige normer og regler, som man i relation til Foucault også kan se som nogle historiske diskurser om, hvad der er godt, sandt, muligt osv. Dermed vil den orden, man forsøger at opretholde, også refererer til nogle historiske diskurser, altså en diskursiv orden. Her mener vi, at kombinationen mellem Foucault og Goffman gør det muligt at se om, og i så fald hvordan, medarbejderne i deres konstruktion af det opsøgende arbejde forsøger at opretholde en diskursiv orden i de udsagn, de kommer med, og i interaktionen med de udsatte unge. Her formoder vi at kunne fremanalysere, om den diskursive orden udspringer af diskursen i socialt arbejde, en politisk diskurs eller diskursen om unge i det offentlige rum, eller om der sker en forhandling mellem disse. Og endelig, om der sker et brud på ordenen og i så fald, om der så opstår en ny diskursiv orden. 4.4.4. Rollen som forsker Ifølge Jørgensen og Phillips kan det være svært at undersøge diskurser, man selv er tæt på og har en mening om. Som undersøger må man derfor forsøge at sætte parentes om sin egen viden, så godt man kan, på en sådan måde at ens vurderinger ikke overskygger analysen. Hvis man arbejder med diskurser, som man selv er indlejret i, kan det endvidere være svært at se dem som diskurser, altså som konstruerede betydningssystemer, der kunne være anderledes (Jørgensen & Phillips 1999:31f). Jørgensen og Phillips påpeger, at man som undersøger er interesseret i: ”(…) hvordan nogle udsagn helt naturligt bliver accepteret som sande og andre ikke. Derfor må man i videste mulige omfang forsøge at fremmedgøre sig fra materialet” (Ibid.:32). Her kan man fremmedgøre sig fra nogle af disse selvfølgeligheder ved at se verden gennem en bestemt teori. Dette gør også, at man kan stille andre spørgsmål til materialet, end man kan gøre ud fra sin hverdagsforståelse (Ibid.:33). 39 Vi er uddannet socialrådgivere og studerer på Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde. Det betyder, at vi er indlejret i diskursen i socialt arbejde, hvilket kan give en risiko for, at vi kan komme til at se denne diskurs som en selvfølgelighed. Vores indlejring i diskursen kan desuden betyde, at vi kan have svært ved at se diskurserne i socialt arbejde som konstruerede betydningsdannelser, der kunne være anderledes. Endvidere er vi også indlejret i de politiske diskurser i samfundet, herunder de forventninger og krav der eksisterer omkring selvstændighed og selvforsørgelse. På denne baggrund kan det være svært at være kritisk over for konstruktionen, fordi det er en del af vores historiske ”fælleshed”. Ifølge Foucault er der ingen vej udenom diskurserne, så vi kan ikke se os fri fra dem. Vi kan ikke skrive os ud af den viden, som er på spil, fordi vi selv indgår i relationer og reproducerer viden. Men vi kan anvende vores teori som ”medie” for refleksion, dvs. som en anden ordens iagttagelse, der gør det muligt for os at reflektere over de vidensformer, som vi selv er indlejret i. Ved at se verden gennem Foucault og Goffmans perspektiver kan vi forholde os reflekterende til de selvfølgeligheder, der er på spil, og stille andre spørgsmål til vores materiale, end vi kunne ud fra vores egen forforståelse. 5. Metodologiske refleksioner og tilgange I det følgende præsenteres vores metodiske grundlag for undersøgelsen herunder valg af kvalitative metoder. Dernæst præsenteres analysestrategi og analysens opbygning samt undersøgelsens generaliserbarhed, validitet og reliabilitet. 5.1. Kvalitativ metode Det empiriske grundlag for vores undersøgelse bestod af fokusgruppeinterview, observation og opfølgende interview. I relation til vores problemformulering, hvor vi har fokus på konstruktion og interaktion, herunder håndteringen af dilemmaet mellem kontrol og omsorg i praksis, mente vi, at det var oplagt at anvende en kombination af kvalitative metoder. Søren Kristiansen og Hanne Kathrine Krogstrup påpeger, at det i kombinationen mellem forskellige metoder er muligt at oparbejde en mere nuanceret viden om det pågældende fænomen (Kristiansen & Krogstrup 1999:45). I vores tilfælde handlede denne nuancerede viden om, at vi kunne få mere at vide om de problemstillinger og dilemmaer, der kunne være i konstruktionen af det opsøgende arbejde. I problemfeltet har vi præsenteret nogle forskellige diskurser, der eksisterer omkring det opsøgende arbejde, men spørgsmålet er, om og/eller hvordan disse 40 forhandles/tillægges betydning i praksis. Hos Foucault ses diskurser som en særlig praksis, der forudsætter eller udelukker en bestemt handling, men kan handling reelt også ses som noget særegent, der står udenfor diskursen og i så fald blive et alternativ, der har et forandringspotentiale? Dette stod ikke helt klart for os. Her formodede vi, at vi via vores metodevalg, ville kunne undersøge denne teoretiske problemstilling, hvor en kombination mellem interviews og deltagende observation kunne være med til at tematisere forholdet mellem diskurs og handling. Her mente vi desuden, at inddragelsen af Goffmans teoretiske perspektiv blev relevant, idet han netop har fokus på, at aktører konstant forholder sig til den sociale kontekst, de interagerer i og desuden forholder sig til de mange standarder for accepteret opførsel, som deres verden er reguleret af. 5.1.1. Casestudie af en opsøgende afdeling For at undersøge vores problemformulering mente vi, at vi var nødt til at lave en mere dybdegående undersøgelse af, hvordan medarbejderne taler om og således konstruerer det opsøgende arbejde, og hvordan de i deres daglige arbejde interagerer med de unge. Derfor valgte vi at lave et casestudie af det opsøgende arbejde hos en opsøgende afdeling i en større kommune. Ifølge Rasmus Antoft og Heidi Houlberg Salomonsen er et casestudie ”en empirisk analyse, der undersøger et samtidigt eller historisk fænomen i en social kontekst, hvor fænomener udfolder sig” (Antoft & Salomonsen 2007:32). Et casestudie som forskningsstrategi ses endvidere relevant at anvende, når forsker antager, ”at der er sammenhæng mellem det sociale fænomen der undersøges, og den kontekst hvori fænomenet udfolder sig” (Ibid.:32). Casestudieundersøgelser baserer sig desuden på flere datakilder, fordi de håndterer situationer, hvor der vil være flere interessante variabler (Ibid.). Derfor fandt vi det hensigtsmæssigt både at have en samtale med medarbejderne og direkte følge og lægge mærke til, hvad de gjorde i deres daglige arbejde med de unge. Af etiske grunde har vi anonymiseret vores informanter, de unge og den geografiske lokalitet. I relation til vores fokus på dilemmaet mellem kontrol og omsorg har vi foretaget et strategisk casevalg ud fra, hvem der kunne være mest informationsrige i henhold til dilemmaet. Ifølge Antoft og Salomonsen kan det være en fordel at vælge en ekstrem case i betydningen best case, hvis man er ”usikker om eksistens, omfanget eller karakteren af det empiriske fænomen, man ønsker at undersøge” (Ibid.:44f). I relation hertil har vi i problemfeltet diskuteret kompleksiteten og karakteren af dilemmaet mellem kontrol og omsorg og herudfra antaget, at 41 den valgte opsøgende afdeling var best case. Baggrunden for valget var, at denne afdeling laver opsøgende arbejde på gadeplan bl.a. med det formål at lave brobygning mellem de unge og det offentlige hjælpesystem, hvor andre laver opsøgende arbejde med henblik på at tilbyde de unge et på forhånd givet tilbud i egen baseinstitution, fx fritids-og ungdomsklubber. I forhold til håndteringen af kontrol og omsorg formodede vi, at dette kunne være mere komplekst i indsatser, der ikke kun fokuserede på at give de unge et fritidstilbud. Derfor mente vi, at den valgte opsøgende afdeling ville være mere informationsrig i forhold til problemformuleringen, fordi de i deres indsats synes at agere med og håndtere unge med større sociale og personlige problemstillinger end opsøgende medarbejdere fra fx ungdomsklubber (jf. Nielsen og Hansens antagelser). 5.1.2. Adgang til feltet Som første led i adgang til feltet kontaktede vi lederen af den opsøgende afdeling og fortalte om vores undersøgelse. Lederen anmodede os om at sende en skriftlig redegørelse for hovedpunkterne i vores undersøgelse med henblik på at fremvise dette på et personalemøde. Udfaldet heraf blev, at der frivilligt meldte sig to medarbejdere, som ville deltage i undersøgelsen. Vi kontaktede efterfølgende de to medarbejdere telefonisk. Mht. vores ønske om at foretage observationer var de meget tilbageholdende. Vi tilbød derfor at komme og fortælle yderligere om vores undersøgelse og formålet med vores observationer for at gøre deres bekymringer mindre, hvilket de tog imod. Under mødet meldte endnu en medarbejder sig til deltagelse i vores undersøgelse. Begrundelserne for medarbejdernes bekymringer om observation var bl.a., at de frygtede, at vores tilstedeværelse ville bryde tilliden mellem dem og de unge, fordi de unge ville blive introduceret for personer, der hurtigt ville forsvinde igen. Desuden ville vores tilstedeværelse påvirke de unge i en sådan grad, at det ikke ville være en realistisk arbejdsdag, fordi de unge ville være meget nysgerrige omkring vores person, hvem vi var, og hvad vi ville. Derfor ville de unge ikke sige eller optræde, som de normalt gør, når de er sammen medarbejderen. Medarbejderne var dog åbne over for, at vi kunne foretage observationer, hvis det på forhånd var aftalt med de unge, eller hvis det var arrangeret i forbindelse med et klubbesøg. Idet vores undersøgelse udelukkende fokuserede på medarbejdernes konstruktioner, mente vi, at vi var nødt til at gå med på deres præmisser, selvom vi i realiteten godt kunne gå ud, hvor de unge opholder sig (i det frie offentlige rum) og observere medarbejderne. Aftalen blev derfor et møde med en ung og et besøg i en klub. Efterfølgende viste det sig, at vi kun fik foretaget observationen i klubben, fordi det ikke var 42 muligt for medarbejderen at arrangere et møde med en ung indenfor specialets tidsramme. Argumenterne for, at det ikke kunne arrangeres, var, at juletiden havde bidraget til en travl tid og kaos i de unges liv. Selvom dette betød, at vi kun havde én observation, fastholdte vi dog, at den blev en del af vores empiriske materiale, fordi det viste sig, at den kunne bidrage til en belysning af vores problemformulering. Ifølge Kristiansen og Krogstrup skal man som forsker være åben og opmærksom på både problemer og succeser i sin adgangsproces til feltet, idet denne kan indeholde informationer om det, der skal studeres. Dvs., at selve forhandlingen om at få adgang til feltet kan fungere som en mere indirekte form for dataindsamling (Kristiansen & Krogstrup 1999:134f). I forhold til medarbejdernes argumenter for og imod observationsstudie kan dette ses som en del af deres konstruktion af det opsøgende arbejde, herunder deres subjektivering af de unge. På den ene side subjektiveres de unge som sårbare unge, der har behov for stabile og kontrollerede forhold og som unge, der ikke kan skelne mellem medarbejderne og udefrakommende personer, dvs. at de unge ikke kan handle rationel strategisk. På den anden side ses de unge som unge, der netop kan skelne og modificere deres rolle, idet de vil være nysgerrige over for en fremmedes person, dvs. at de kan agere rationel strategisk. Her synes konstruktionen af det opsøgende arbejde på den ene side at være et opsøgende arbejde, som forsøger at skabe varige relationer, herunder et ønske om at skabe rationelle strategier hos de unge, så varige relationer kan etableres. På den anden side kan konstruktionen ses som beskyttelse/kontrol eller mangel på kontrol af de unges relationer, fordi de ser de unges relationer som uforudsigelige. Her synes, konstruktionen af det opsøgende arbejde bl.a. at indeholde en kontrol med hvem, der kan få adgang til de unge. 5.1.3. Fokusgruppe Som led i vores casestudie valgte vi i første omgang at anvende en fokusgruppe bestående af tre medarbejdere. Ifølge Bente Halkier er en fokusgruppe en specifik form for interview, hvor flere mennesker er samlet af undersøgeren for at diskutere et bestemt emne (Halkier 2007:7). Fokusgruppers sammensætning af gruppeinteraktion og emnefokus gør dem, som metode, meget velegnet til at producere empirisk data, som kan sige noget om betydningsdannelser i grupper. Ifølge Halkier bliver en stor del af menneskers sociale erfaringer til mere eller mindre selvfølgeligheder, som de trækker på, når de fortolker og handler i samspil med andre. En fokusgruppe kan rumme en mulighed for, at deltagerne i interaktionen med hinanden får italesat tavse og taget for givet repertoirer for betydningsdannelser. På denne måde mener Halkier, at 43 fokusgrupper er gode til at producere data om mønstre i gruppers beretninger, vurderinger og forhandlinger. Dette kan vise noget om, hvad der i gruppen er enighed eller uenighed om. Ifølge Halkier er styrken ved fokusgrupper, at det er interaktionen, som skaber data. De forskellige deltagere vil ofte sammenligne hinandens erfaringer og forståelser og på denne måde være med til at producere viden om kompleksiteten i betydningsdannelser og sociale praksis, hvilket kan være svært at få frem i individuelle interviews. Endvidere vil deltagerne i gruppeprocessen formentlig spørge ind til hinandens udtalelser, erfaringer og forståelser ud fra en kontekstuel forforståelse, som man som undersøger ikke kan have (Ibid.:13ff). I relation til vores problemformulering mente vi, at vi via en fokusgruppe kunne opnå en forståelse af, hvorledes medarbejderne konstruerer det opsøgende arbejde, herunder kontrol/omsorg, og på denne måde afdække forskellige sociale mønstre i medarbejdernes fortolkninger og forståelser af det opsøgende arbejde. Nogle af de ulemper, der kan være ved fokusgrupper, er ifølge Halkier, at ”de er mindre velegnet til at producere viden om individers livsverden”(Ibid.:15f). Man kan desuden risikere, at den enkelte deltager vil få sagt meget mindre i en fokusgruppe end i et individuelt interview. I fokusgruppen vil man som undersøger også have sværere ved at spørge ind til den enkeltes forforståelse og erfaringer, end man vil have i det individuelle interview. Endvidere påpeger Halkier, at man som undersøger skal være opmærksom på, at der kan opstå forskellige gruppeeffekter i fokusgrupper. Der kan opstå overensstemmelser, men også en tilspidsning af modsatte holdninger, som begge kan nedtone variationen i deltagernes udtryk for forståelser og erfaringer. Endnu en svaghed er, at man ikke får konteksten med, når deltagerne udtaler sig om deres sociale erfaringer og forforståelser, hvilket kan betyde, at man går glip af interessante data (Ibid.). Ovenstående svagheder og ulemper tog vi højde for i vores undersøgelse, idet vi valgte at kombinere fokusgruppen med et observationsstudie og et opfølgende interview. Desuden tog vi højde for den manglende kontekst i fokusgruppen, idet vi som interviewer/moderator spurgte til eksempler, der kunne illustrere en kontekst. Endvidere søgte vi at fremkalde mulige variationer i betydningsforskelle ved at spørge ind til flere eksempler af en given problemstilling. Fokusgruppen anvendte vi til at opnå viden om det opsøgende arbejde, herunder viden omkring det opsøgende arbejdes målgruppe, teknikker, forståelser osv. Denne viden anvendte vi både 44 som datamateriale i analysen af medarbejdernes konstruktioner, men også som informationer, der var med til at forberede os til vores observationsstudie og det opfølgende interview. Ifølge Halkier er der forskellige overvejelser, man skal gøre sig, når man anvender en fokusgruppe. Man skal bl.a. tage stilling til, hvordan man strukturerer fokusgruppen, herunder hvilke input, man som undersøger bibringer til fokusgruppen9. Her valgte vi at anvende det, Halkier kalder en tragtmodel, hvor man starter med åbne spørgsmål og slutter med mere styrende spørgsmål (Ibid:43f). Ifølge Halkier gør tragtmodellen ”det muligt både at give meget plads til deltagernes perspektiver og interaktion med hinanden og samtidig være sikker på at få belyst egne forskningsinteresser” (Ibid:45). Denne model giver endvidere mulighed for at stille en række opfølgende spørgsmål for at dække nogle delemner ind, hvis disse ikke er kommet op af sig selv. Tragtmodellen lægger ifølge Halkier op til en interviewguide, som minder om den semistrukturerede interviewguide, der kan anvendes ved individuelle interviews. Her starter man med meget åbne spørgsmål, der inspirerer til meget beskrivende svar, og som får deltagerne til at fortælle om egne erfaringer. Senere i interviewguiden opstiller man en række mere specifikke spørgsmål, herunder målrettede opfølgningsspørgsmål og teoretisk inspireret spørgsmål (Ibid.:46). I den forbindelse udformede vi en interviewguide10, hvor vi opstillede en række temaer, som hver især startede med åbne spørgsmål efterfulgt af mere teoretisk inspirerede spørgsmål. Til sidst i interviewet opstillede vi mere specifikke spørgsmål i forhold til dilemmaet mellem kontrol og omsorg. På denne måde havde vi modificeret tragtmodellen til at indeholde flere tragter indenfor samme interview. Selve udførelsen af fokusgruppen blev båndet og havde en varighed på ca. 1. time. 5.1.4. Deltagende observation Som tidligere nævnt var Goffmans største inspirationskilde Chicagoskolen, og det er herfra, han henter inspiration til sine metodiske tanker om deltagerobservation (Jacobsen & Kristiansen 2002:20). Ifølge Jacobsen og Kristiansen tager Goffman sjældent stilling til spørgsmålet om metode og dataindsamling i sine værker, men han opfatter deltagende observation som en metode: ”(…) hvorigennem man indsamler data ved at udsætte sig selv og sin personlighed og sin egen sociale situation for den sum af vilkår, som påvirker en given gruppe af individer, således at 9 Se bilag 2 for yderligere metodeovervejelser omkring sammensætningen af informanter. 10 Se bilag 3 45 man fysisk og økologisk kan trænge ind i deres cirkel af reaktioner på deres sociale situation eller deres arbejdssituation (…) (Goffman 1989:125 i Jacobsen & Kristiansen 2002:168f). Ifølge Jacobsen og Kristiansen tager Goffman ikke yderligere stilling til, hvordan man som forsker skal foretage sine observationsstudier, derfor så vi det hensigtsmæssigt at læne os op af anden metodelitteratur om deltagerobservation. Ifølge Järvinen og Mik-Meyer er fordelen ved observationsstudier i et konstruktivistiskinteraktionisk perspektiv, at det har et procesfokus og et kontekstproducerende potentiale. Her er der fokus på den mening, som bliver produceret gennem konkret og observerbar interaktion (Mik-Meyer & Järvinen 2005:18f). Observationsstudier indenfor det interaktionistiske perspektiv har til opgave ”(…) ud fra et specifikt forskningsperspektiv at studere ”de sociale aktiviteter, igennem hvilke hverdagens aktører producerer genkendelige mønstre i deres sociale verden”” (Ibid.:98). Dvs., at der er fokus på, hvordan de studerede (inter-) agerer, og hvordan den sociale kontekst påvirker denne interaktion. Observationsstudiets fokus lægges derfor, på det sagte og det hørte frem for det tænkte eller subjektivt oplevede (Ibid.:98ff). I studier af interaktionen mellem aktører er observationernes styrke, ifølge Järvinen og Mik-Meyer, at den giver forskeren mulighed for at få indblik i forskellige aktørers positionering, sociale identiteter og strategier i forhold til hinanden. Endvidere påpeges det, at en generel fordel ved observationsstudier er, at de giver forskeren viden om den ”sammenhæng”, der binder de undersøgte personer sammen i et større institutionelt kompleks (Ibid.:118). I vores tilfælde kan det, der binder medarbejderen og de unge sammen, ses som et potentielt diskursivt kompleks. Viden om denne sammenhæng gør dog, at forskeren må blive ”på overfladen” og dokumentere handlingers udtryk frem for at søge ”bag om” de forskellige handlinger fx ved at søge motiver for handlingerne (Ibid.). Under vores observationsstudie har vi derfor haft fokus på kontekst, hændelser, personer, indtryk og stemninger, som har gjort, at vi har kunnet studere, hvordan medarbejderen producerede genkendelige mønstre i mødet med de unge. Det betød, at vi så på medarbejderens anvendelse af sprog, konstruktion af de unge og konstruktion af forskellige samhandlingsformer. Er der en orden, man samarbejder med de unge om at opretholde og i så fald, hvordan gøres dette? Er medarbejderens roller situationelt betingede og i så fald, hvordan kommer dette til udtryk? Ifølge Tove Thagaard er det i observationer vigtigt, at man som forsker gør sig en række overvejelser. Hun opfordrer bl.a. til, at man tager stilling til, om man skal være deltager eller 46 observatør11(Thagaard 2003:65). Her benytter hun betegnelsen feltroller, der refererer til de forskellige måder, hvorpå man kan gennemføre sin observation og påpeger, at man kan indtage en position som den fuldstændige deltager, hvor man indgår helt på linie med ens informanter, eller man kan indtage en position som fuldstændig observatør, hvor man helt afholder sig fra deltagelse. Desuden kan man indtage en position som deltagende observatør, der indeholder en kombination af de to yderpositioner. Ifølge Thagaard indebærer deltagende observation, ”(…) at forskeren spiller en aktiv rolle i forhold til informanterne og i en vis udstrækning deltager på lige fod med dem” (Ibid.:70) Hun påpeger, at man kan deltage sammen med informanterne på forskellige måder, fx kan man, som observatør, gå ind i de aktiviteter, informanterne udfører eller være samtalepartner (Ibid.). I det følgende vil vi beskrive forløbet i observationen og herudfra vurdere, hvilken feltrolle vi indtog i observationen. Vores observationsstudie i klubben varede to timer. I løbet af observationen var der kun tre kortere henvendelse fra unge og to mindre hændelser, hvor vi kunne observere medarbejderens sprog, handlinger og reaktioner. De få hændelser gjorde, at medarbejderen i mellemtiden fortalte os om det opsøgende arbejde, herunder hændelser og problemstillinger, som informanten tidligere havde oplevet i sit arbejde. Dermed blev vi automatisk samtalepartner med vores informant og fandt det derfor ikke muligt at indtage en fuldstændig observatørrolle. Dog var vi heller ikke fuldstændig deltagende. I de tilfælde, hvor en ung kontaktede vores informant, hilste den unge på os, men vi deltog ikke i deres videre interaktion og indtog derfor en mere observerende rolle i disse tilfælde. Derfor kan man sige, at vi indtog en position som deltagende observatør. Vi så det ikke som en ulempe, at der i observationen ikke var så meget kontakt mellem medarbejderen og de unge, idet det viste sig, at både de små observerbare hændelser og det, medarbejderen fortalte os i mellemtiden, faktisk kunne sige noget om, hvordan medarbejderen interagerer med de unge og dermed noget om, hvordan det opsøgende arbejde konstrueres. 5.1.5. Opfølgende interview Ifølge Kristiansen og Krogstrup kan den kortvarige kontakt til feltet give risiko for at observationen kan få et overfladisk præg, og det kan medfører, at analysen ikke får en gyldig dybde (Kristiansen & Krogstrup 1999:110). Dette har vi dog forsøgt at tage højde for, idet vi Se bilag 4 for yderligere metodeovervejelser omkring åben/skjult observation, informantens påvirkning af vores tilstedeværelse og feltnotater. 47 valgte at lave et opfølgende interview med den pågældende medarbejder, hvilket kan være med til at gyldighedsteste observationen. Under observationen var vi bevidste om vores rolle som observatører og spurgte derfor ikke uddybende ind til de hændelser, vi så, da vores tilstedeværelse så vidt muligt ikke skulle påvirke interaktionen mellem informanten og de unge. Derfor valgte vi at foretage et uddybende interview et par dage efter observationen, hvor vi kunne spørge mere specifikt ind til de hændelser, vi havde set eller hørt om under observationen. Vi udformede her en halvstruktureret interviewguide12 med baggrund i vores observationer, hvor vores spørgsmål både bar præg af åbne spørgsmål, som opfordrede til lange svarmuligheder og spørgsmål, som var mere specifikke i forhold til det observerede eller fortalte. Ifølge Thagaard kan et interview foretages som uddybning af observationer, når ”(…) forskeren ønsker mere udførlige beskrivelser af, hvordan informanterne oplever deres situation” (Thagaard 2003:84). Opgaven for forskeren ved interview er ifølge Järvinen og Mik- Meyer, ”at undersøge den meningsproduktion, gennem hvilken den sociale verden bliver skabt” (Järvinen & Mik-Meyer 2005:16). I relation hertil gav det uddybende interview os mulighed for at få uddybet den meningsproduktion, gennem hvilken det opsøgende arbejde blev konstrueret. Det opfølgende interview blev båndet og havde en varighed på ca. en time. 5.2. Analysestrategi Vores analysestrategi vil overordnet tage udgangspunkt i Foucaults analytik om det moderne samfunds styringsmentalitet og Goffmans analytiske perspektiv på interaktioner, som vi tidligere har beskrevet. Som led heri har vi suppleret de analytiske perspektiver med Steiner Kvales meningskondensering og meningsfortolkning for at tematisere og bearbejde det empiriske materiale. Da vi havde foretaget vores empiriske studier, valgte vi at transskribere alt det empiriske materiale fuldt ud, da vi formodede, at det ville gøre det mere overskueligt at se datamaterialet i dets kontekstuelle sammenhæng. Dernæst forsøgte vi at læse datamaterialet fordomsfrit og tematiserede udsagn og scener i observationsmaterialet ud fra medarbejdernes egne oplevelser/beskrivelser, som vi forstod dem. Herefter udvalgte vi de udsagn og scener, der kunne sige noget specifikt om vores problemformulering13. Her anvendte vi således en Se bilag 7 13 Her har vi bl.a. fravalgt udtalelser, som indeholder beskrivelser af indsatser, som ligger udenfor det opsøgende arbejde. Desuden har vi i observationsmaterialet fravalgt scener, hvor medarbejderen ikke har deltaget. 48 fænomenologisk tilgang14 og var induktive. Dette betegner Kvale som meningskondensering (Kvale 1997:192). I og med at vi har konstrueret nogle temaer ud fra datamaterialet, kan man sige, at vi har foretaget en anden ordens konstruktion. Herefter fortolkede vi datamaterialet ud fra vores teoretiske perspektiver og foretog det Kvale betegner som meningsfortolkning (Ibid.:199). I denne meningsfortolkning anvendte vi en hermeneutisk tilgang15 og var anden ordens iagttagere. Dvs., at vi via vores teoretiske perspektiver fortolkede for at udarbejde betydningsstrukturer og relationer, der ikke umiddelbart kom til udtryk i datamaterialet. På denne måde har vi tilstræbt en vekselvirkning mellem teori og empiri, som også er karakteristisk for en abduktiv tilgang. Ifølge Svend Aage Andersen handler abduktion om, at man tolker og rekontekstualiserer enkelte observerede empiriske hændelser ud fra et antaget mønster eller en antaget sammenhæng for at beskrive/betragte noget inden for rammen af en ny sammenhæng (Andersen 2007:113). På denne måde har vores empiriske og teoretiske elementer løbende suppleret hinanden, hvilket har gjort, at vi har bevæget os fra medarbejdernes egne beskrivelser til teoretiske beskrivelser af det opsøgende arbejde og på den baggrund opnået en ny analytisk viden om det opsøgende arbejde, der både er empirisk og teoretisk baseret. Norman Blaikie beskriver netop den abduktive tilgang på følgende måde: ”It is to the process of moving from lay descriptions of social life, to technical descriptions of that social life, that the notion of Abduction is applied” (Blaikie 1993:177). 5.3. Analysens opbygning Med udgangspunkt i vores problemformulering, hvor vi ønsker at belyse konstruktionen af det opsøgende arbejde, er vores analyse blevet opbygget over fire overordnede temaer. Det første tema omhandler en præsentation af den opsøgende afdeling baseret på en skriftlig redegørelse, lavet af den opsøgende afdeling og enkelte citater fra det empiriske materiale. Det andet tema omhandler medarbejdernes konstruktion af målgruppen og målene for det opsøgende arbejde. Ud fra disse to indledende temaer har vi forsøgt at placere det opsøgende arbejde i en samfundsmæssig kontekst og belyse hvilke diskursive forbindelser, der er på spil i konstruktionen, med det formål at lokalisere det opsøgende arbejde. I afsnittene har vi primært 14 Den fænomenologiske tilgang fokuserer på at forstå sociale fænomener ud fra informanters egne perspektiver og beskriver verden således, som den opleves af dem (Kvale 1997:61). 15 Den hermeneutiske tilgang er karakteriseret ved, at mundtlige fortællinger bliver transformeret til tekster, der skal fortolkes. Fortolkningsprocessen er karakteriseret ved en hermeneutisk cirkel, hvor man hele tiden opnår ny erkendelse, der har betydning for fortolkningen (Kvale 1997:56f). 49 anvendt Foucaults teoretiske perspektiv for at få indsigt i hvilken styringsmentalitet/magt, der er på spil. Det tredje tema omhandler medarbejdernes konstruktion af interaktionen med de unge. Via medarbejdernes egne oplevelser/beskrivelser af interaktionen med de unge og via vores observation har vi under dette tema forsøgt at få indsigt i hvilken orden, der er på spil i interaktionen, og hvordan denne orden forholder sig til de diskurser, vi har opstillet i problemfeltet. Her har vi primært anvendt Goffmans teoretiske perspektiv, fordi der er fokus på interaktionen, men Foucault er også anvendt, idet vi relaterer den etablerede orden til eksisterende diskurser og medarbejdernes egen styringsmentalitet. Fjerde og sidste tema omhandler medarbejdernes yderligere refleksioner om dilemmaer i det opsøgende arbejde. Under dette tema har vi forsøgt at få indblik i, hvordan generelle dilemmaer opleves og håndteres/balanceres, herunder dilemmaet mellem kontrol og omsorg. Disse refleksioner har vi sat i relation til de to forudgående temaer med det formål at få yderligere indsigt i konstruktionen af det opsøgende arbejde. På denne måde ligger der også implicit en relatering til Foucault og Goffmans perspektiver i dette afsnit. Under alle fire temaer har vi fokuseret på dilemmaet mellem kontrol og omsorg som et element, der kan sige noget om konstruktionen af det opsøgende arbejde. I relation til vores underspørgsmål i problemformuleringen, hvor vi har fokus på diskurser, magt, midler og strategier mente vi ikke, at Foucaults teoretiske begreber kunne anvendes adskilt, men derimod ses i relation til hinanden. Derfor så vi det ikke hensigtsmæssigt at anvende Foucaults begreber i en bestemt rækkefølge i analysen. Dette gjorde sig ligeledes gældende for Goffmans teoretiske begreber. 5.4. Generaliserbarhed, validitet og reliabilitet Når man arbejder ud fra et konstruktivistisk perspektiv accepterer man, at virkeligheden er socialt skabt, og at sandheden er diskursivt producerede effekter. Jørgensen og Phillips påpeger, at hvis man skal være teoretisk konsistent, så kan man blive i tvivl om, hvad man skal stille op med den sandhed, man selv har produceret. Hvordan kan man argumentere for, at ens skildring af virkeligheden er bedre end alle mulige andre? Ifølge Jørgensen og Phillips er dette problem nok filosofisk set uløseligt, fordi det i den socialkonstruktivistiske tilgang er et vilkår for al 50 viden, at den er en repræsentation af verden blandt andre mulige repræsentationer. De påpeger dog, at det ikke er alle repræsentationer af virkeligheden, der er lige gode. At være teoretisk konsistent kræver, at man i sin analyse overvejer og forsøger at redegøre for, hvor man står i forhold til de diskurser, man undersøger, og hvilke konsekvenser ens resultater kan have for den diskursive produktion af vores omverden (Jørgensen & Phillips 1999:32f). I vores undersøgelse har vi forsøgt at være teoretisk konsistente ved at gøre vores forforståelse og vores rolle som forsker eksplicitte. Desuden har vi i refleksionerne omkring vores videnskabsteoretiske position forsøgt at redegøre for, hvordan vores konstruktion af problemfeltet og den teoretiske forforståelse har haft betydning for vores resultater. Ifølge Jørgensen og Phillips støttes undersøgers påstande ved at vurdere resultaternes gyldighed og validitet. Selvom den konstruktivistiske tilgang ikke accepterer de objektivistiske videnskabelige krav om pålidelighed og gyldighed, så har man ikke opgivet ethvert krav om gyldighed. Her kan man bl.a. argumentere for, at undersøgers resultater bør vægtes tungere end andre muligheder, idet undersøger gennem anvendelse af bestemte teorier og metoder har skabt en anden – og værdifuld – form for viden (Ibid.:120f). I vores analysestrategi har vi relateret vores konkrete empiri til Foucault og Goffmans begrebsapparater, hvilket kan betegnes som teorirelatering. På denne måde har vi kombineret nogle allerede etablerede teorier med empiriske iagttagelser, hvilket har gjort, at vi har skabt (konstrueret) en anden form for viden om virkeligheden. Dvs., at vi via vores metode og teori har svaret på vores problemformulering på en forskningsmæssig konstruktiv måde, hvilket, jf. Jørgensen og Phillips, kan være en mere værdifuld viden. På denne måde har vi desuden foretaget en rekontekstualisering, som ifølge Søren Kristiansen bl.a. betyder, at vi: ”efter gennemgange af et empirisk materiale pludselig kan nå frem til indsigter om, hvordan forskellige forhold kan tænkes at hænge sammen på måder, som man ikke tidligere havde forestillet sig” (Kristiansen 2002:333). Denne metode skal ifølge Kristiansen ikke forstås som en metode, der kan bidrage til sande afspejlinger af virkeligheden, men snarere ses som en metode, der indeholder en begrebsafprøvende proces (Ibid:332f). På baggrund af ovenstående har formålet med denne undersøgelse ikke været at lave en generalisering i betydningen at formulere lovmæssigheder eller generaliserede teorier, som oftest anvendes i kvantitative undersøgelser. Derimod har formålet snarere været generalisering mht. ny viden, teoriudvikling og mulighed for begrebsmæssig generalisering. 51 Ifølge Kristiansen og Krogstrup eksisterer der forskellige opfattelser af, hvordan validitet skal defineres. Ofte defineres validitet ved hjælp af et spørgsmål om, hvorvidt man måler det fænomen, man ønsker at måle. Dette ses dog ofte knyttet til mere kvantitative studier, hvor validitet i kvalitative studier mere handler om, hvorvidt ens metoder og fortolkninger kan sige noget om de fænomener og den problemstilling, man som forsker ønsker belyst. Denne definition tager udgangspunkt i, at der ikke findes en sand viden, men at hverdagens viden er socialt konstrueret, og at viden er et udtryk for en anden ordens konstruktion (Kristiansen & Krogstrup 1999:203f). På denne baggrund handler validitet om, hvorvidt vores konstruktion (undersøgelsens resultater) er dækkende for medarbejdernes konstruktioner samtidig med, at disse er blevet tilført en anden ordens iagttagelse. Dette har vi tilstræbt at sikre via vores meningskondensering, hvor vi har forsøgt at være tro mod informanternes virkelighed, og desuden gjort deres udtalelser eksplicitte i analysen. Desuden har vi forsøgt at sikre konstruktionen ved at søge en gennemsigtbarhed gennem hele undersøgelsen, hvilket kan siges at relateres til sikringen af reliabilitet. Henning Olsen påpeger, at reliabilitet ofte henviser til at ens resultater er gentagelige. Dvs., at resultaterne vil forblive uændret, hvis andre foretog samme undersøgelse med samme problemstilling og metodiske procedure (Olsen 2003:66). Vi har tilstræbt at sikre reliabiliteten i vores undersøgelse ved løbende at beskrive og synliggøre vores metodiske valg og analytiske procedure. Desuden har vi gjort vores empiriske data og teoretiske perspektiver eksplicitte. Olsen påpeger, at en løbende gennemsigtbarhed kan muliggøre, at læser kan følge og mentalt ”gentage” vores undersøgelse (Ibid.). På denne måde kan læser kontrollere vores fortolkninger og tage stilling til, om han/hun er enig i den opnåede erkendelse. Denne kontrolmulighed har vi desuden tilstræbt i analysen ved direkte gengivelser af det sagte og ved at synliggøre, hvordan vi tematisk har opbygget analysen og arbejdet med empirien. 52 6. Analyse I det følgende vil vores tre informanter blive præsenteret som henholdsvis A, der har været ansat som medarbejder ved den opsøgende afdeling i ca. 10 år, B, som har været ansat i ca. 5 år og C, som har været ansat i ca. 13 år. 6.1. Præsentation af den opsøgende afdeling Den opsøgende afdeling under X Kommunes Ungdomsafdeling arbejder på gadeplan med unge i alderen 12 til 25 år. De arbejder i gaderne udenfor institutionelle bygninger og opsøger de unge, der hvor de er. Desuden kan medarbejderne kontaktes alle døgnets 24 timer. I en udredning over afdelingens opsøgende arbejde defineres det opsøgende arbejde som en mulighed for de socialt svageste unge, der gerne vil noget andet med deres liv, men ikke kan, fordi deres forudsætning ikke er til stede. Målgruppen ses som unge, der af forskellige årsager har ”vendt samfundet ryggen” og som ikke kan eller vil tilpasses allerede eksisterende tilbud. Det er unge, som er socialt belastede, og som lever et ukontrolleret liv uden seriøse voksenkontakter og med mangelfuld eller ingen tilknytning til uddannelsesinstitutioner eller arbejdsmarkedet. Den opsøgende afdeling ser bl.a., at deres mål er at skabe kontakt til de unge og forsøge at give dem mod og lyst til at ændre en besværlig adfærd og om nødvendigt formidle kontakt til rette hjælpeinstans (Bilag 9). I det empiriske materiale ses det, hvordan medarbejderne oplever, at de ikke skal vente på andres beslutninger, men selv har mulighed for at handle, når de vurderer, der er behov for det: C: ”Jeg skal ikke vente på, at nogen skal beslutte, om jeg må eller gør. Hvis jeg reagerer på noget derude, så reagerer jeg, fordi det mener jeg, er det rigtige. Der er ikke 14 dages ventetid på en reaktion, den reagerer vi på med det samme. Vi er der i nuet. Vi er der efter behov, kan man sige” (Bilag 8:20). Det fremgår desuden, at medarbejderne ser deres arbejde forskelligt fra andre former for opsøgende arbejde på følgende måde: C: ”En del af dem [andre opsøgende instanser], (...) de er tilknyttet en klub, et kontor eller som halvt opsøgende og halvt medarbejder i en klub, hvor vi er helt rene. Vi skal ikke være nogle steder specielt, med mindre vi selv søger det. Men vi er de eneste, der arbejder på den her facon” (Ibid.). 53 Den opsøgende afdelings konstruktion af det opsøgende arbejde synes at bære præg af, at de ser det som en særlig form for hjælp, herunder kontakt, motivation, forandring og inklusion til hjælp over for en særlig omverden/målgruppe, der adskiller sig fra andre former for hjælp. Desuden synes konstruktionen at bære præg af et opsøgende arbejde, hvor medarbejderne oplever, at de har stor autonomi til at beslutte og handle i nuet. Dette synes at bære præg af et ”her og nu” perspektiv, som også er karakteristisk for 1980´ernes diskurs i socialt arbejde og Villadsens antagelse om, at det opsøgende arbejde fokuserer på den enkeltes aktuelle problemstillinger og på at møde den enkelte, hvor han/hun står. Endvidere synes det opsøgende arbejde umiddelbart at være af kategorien ”brobygning”, idet medarbejderne bl.a. bygger bro mellem de unge og rette hjælpeinstanser og ikke er tilknyttet et kontor eller en klub. 6.2. Medarbejdernes konstruktion af målgruppen og målene for det opsøgende arbejde 6.2.1. Målgruppen for det opsøgende arbejde I forhold til målgruppen for det opsøgende arbejde er der enighed om, at målgruppen er alle børn og unge, der har et problem og de unges problemstillinger kan være mangfoldige: A: ”(...) har de et problem, så er det målgruppen, så er det lige meget, hvad for et problem, det er (…) det kan jo være lige fra ”hvorfor er kondomer fedtede” til stofmisbrug og kæresteri og kriminalitet og mobning” (Bilag 5:2). Endvidere påpeger medarbejderne, at de unge ofte er unge, som mangler uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige kompetencer. De unge har svært ved at gennemføre en uddannelse, fordi de enten bliver smidt ud eller ikke møder op: A: ”(...) dem, der er gennemgående, det er jo dem, der ikke rigtig har kompetencer på det 16 arbejdsmæssige og skolemæssige. Det er dem, vi får ind på TAMUeller produktionsskole, og de bliver smidt ud, og vi prøver en gang mere, og vi prøver noget tredje, og vi prøver noget fjerde, og de ender alle sammen på bistand (…)” (Ibid.:3). Omkring årsagerne til de unges problemstillinger ser medarbejderne bl.a., at dette ofte er en afspejling af de unges familieforhold: C: ”Hvis man kigger på dem, så er den sociale arv, så er den jo ikke brudt (...) Der er ikke nogen af dem, der kommer fra familier, hvor det har været naturligt at have en uddannelse. Der har man levet på enten bistandshjælp eller ufaglært arbejde (...) dvs., at ungerne de har jo ikke 16 Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser. 54 lært, at vi skal af sted til en eller anden tid, fordi mor hun lå bare på sofaen og så tegnefilm, så det er meget tidligt, de lærer det, det der med, at vi ikke skal noget” (Ibid.:5). Det påpeges også, at nogle af de unges problemstillinger kan være udtryk for almindelig teenageoprør over for forældre, der egentlig vil dem det godt: B: ”(...) jeg har haft nogle piger, som har hørt, jeg har hjulpet nogle andre med at komme hjemmefra, så tror de også, at jeg kan hjælpe dem, fordi de er tosset på deres forældre (...) det kan også være almindelig teenageoprør, hvor man egentlig har nogle forældre, der gerne vil dem det godt (...)” (Ibid.:6). I de tilfælde, hvor de unge passer deres skole og arbejde, oplever C, at de unge ofte mangler nogle sociale kompetencer og derfor ofte kommer i konflikter. Dette kommer især til udtryk i situationer, hvor de unge forsøger at opbygge sociale relationer: C: ”De unge, jeg arbejder med nu, har deres kompetencer på arbejde og uddannelse, men mangler nogle sociale kompetencer. Dvs., at de får nogle konflikter, der hvor de er (…) Jeg har tre brødre [unge], hvis nu jeg får lyst til at snakke med en af dem, så kan han godt sige, at så er vi kammerater af den grund, fordi jeg har brugt tid på at snakke med ham i 10 min, og jeg er ikke sikker på, at han altid kan huske, hvad det nu er, jeg hedder. Han er meget meget dårlig socialt fungerende, men passer åbenbart sine ting (…)” (Ibid.:3). A oplever, hvordan især pigerne har skiftende relationer: A: ”Nu snakkede jeg en del med en pige den anden dag (…). Hun har skiftet kæreste og ”knips”, det foregår sådan, at når det går forbi med den ene kæreste, så går der lige nøjagtig mellem en time og to timer, så har hun en ny. Så hun skifter hele tiden (...)” (Ibid.:17). Endvidere oplever medarbejderne, at unge, som de har iværksat nogle tilbud til, ofte kommer igen, fordi de af forskellige grunde ikke har gennemført tilbudet. Fx udtaler C: ”Det er nok det generelle billede, at de kommer til og fra... Man kan vel sige, at de glemmer at leve, de overlever” (Ibid.:4). B supplerer: ”Det er jo også en kompetence at overleve fra dag til dag, men det er jo bare mange gange, at de kompetencer, de har der, de ikke rigtig svarer til det, vi skal have dem ind under, som bliver kaldt normen (...)” (Ibid.). Ud fra ovenstående synes medarbejdernes konstruktion af målgruppen for det opsøgende arbejde at være unge, der har problemer i forhold til stofmisbrug, kæresteri, kriminalitet, mobning, uddannelse, arbejde, social arv, sociale kompetencer og skiftende relationer. Endvidere beskriver den opsøgende afdeling de unge som socialt belastede unge med ukontrollerede liv og besværlig adfærd. I relation til Foucault synes medarbejderne i deres 55 konstruktion at anvende nogle allerede institutionaliserede vidensbegreber som fx kriminalitet og stofmisbrug. Ved hjælp af disse vidensbegreber får medarbejderne adskilt de unge fra kollektivet og subjektiveret dem som særlige individtyper. Her synes de unge at være individer, der lever et risikofyldt liv, fordi de via deres stofmisbrug og kriminalitet kan risikere formelle sanktioner, de kan risikere ikke at kunne klare sig selv økonomisk, fordi de ikke har uddannelse og job, og de kan risikere ikke at kunne opnå nære og vedvarende relationer, fordi de mangler sociale kompetencer. I relation til Foucault kan man se ovenstående vidensbegreber som særlige disciplineringsbegreber, der sætter de unges mangfoldighed og eksistens i bås, og som fastnagler dem til en identitet, der retfærdiggør intervention og forandring. Ved hjælp af socialvidenskabelige begreber har medarbejderne gjort de unge til særlige subjekter, men også gjort dem til objekt for samme viden. Endvidere synes konstruktionen at trække på diskursen om samfundets normer og krav til unge. Dette kommer bl.a. til udtryk i medarbejdernes udtalelser om de unges manglende uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige og sociale kompetencer. I den politiske diskurs er der netop en forventning om, at unge skal få fodfæste på arbejdsmarkedet, blive selvstændige og selvforsørgende, herunder gennemføre en uddannelse og kunne samarbejde med andre. Endvidere synes konstruktionen at trække på diskursen om unge i det offentlige rum. Dette kommer bl.a. til udtryk i udtalelsen, hvor en medarbejder vurderer, at de unges behov er et udtryk for almindelig teenageoprør. Desuden ses der i konstruktionen, at de unge beskrives som unge, der er i stand til at overleve fra dag til dag, hvilket ses som en kompetence. På den ene side kan man derfor sige, at de unge er selvstændige og selvforsørgende. På den anden side synes overlevelse fra dag til dag ikke at være den form for overlevelse, man efterspørger i den politiske diskurs, fordi dette ikke ses som langsigtet fornuftigt. Vi ser dog, at problematikken drejer sig om, hvem der kan definere, hvordan ungdommen skal være. Er ungdommen en proces hen imod at blive voksen, herunder selvstændige og selvforsørgende, og/eller er ungdommen en selvstændig fase knyttet til identitetsudvikling og egne arenaer, jf. Andersson? I relation til Foucault synes medarbejderne at integrere nogle nuværende diskurser, jf. den politiske diskurs og diskursen om unge i det offentlige rum, i deres konstruktion af de unge. Ved at trække på begge diskurser synes synet på de unge at indeholde en dobbelthed. På den ene side ses de unge som afhængige af hjælp, for at kunne indfri de politiske forventninger om uddannelse og arbejde. På den anden side ses de unge som uafhængige af hjælp, fordi de evner 56 at klare sig selv fra dag til dag. Dog ses det, at medarbejderne er bevidste om, at diskursen om de unges identitetsudvikling i det offentlige rum ikke kan tillægges betydning, fordi det ikke er disse kompetencer, der efterspørges af samfundet. På denne måde synes den politiske diskurs og diskursen om unge i det offentlige rum at være konkurrerende diskurser i det opsøgende arbejde, hvor den politiske diskurs umiddelbart synes at være dominerende. Endvidere synes konstruktionen at stå i kontrast til Villadsens antagelser om, at man i det opsøgende arbejde betragter den enkelte i nuet frem for i sin fortid og ikke tillægger bagvedliggende aspekter betydning for individets adfærd og sociale processer. Medarbejderne synes ikke kun at betragte de unge i nuet, men også i fortiden, idet de påpeger, at den sociale arv spiller en rolle i forhold til de unges problemstillinger. Her tillægger medarbejderne bl.a. de unges opvækst og familieforhold betydning for de unges problemstillinger med uddannelse og job. 6.2.2. Målene for det opsøgende arbejde I forhold til målene for det opsøgende arbejde ses der enighed om, at de unge skal komme til at få det bedre og klare sig selv uden medarbejderens hjælp. C udtrykker bl.a. målet således: ”(…) udviklingen skulle gerne være fra ikke at kan, og så kan nå ud til, at de kan nogle ting selv” (Bilag 5:13). Medarbejderne uddyber målene ved at give nogle mere konkrete eksempler: C: ”fx at gå i skole og stå op (…)”. A: ”Og passe et arbejde. Kan have en kæreste fx, lade være med at invadere [værtshusmiljøet] og komme op at slås hver eneste gang. Kan gå til fest uden at stjæle en bil (…)”. C: ”Ja eller uden overhovedet at tage en mobiltelefon med, når man går fra festen i et privat hjem” (Ibid.). A beskriver, hvorledes vedkommende ofte henter unge og kører dem til forvaltningen, ellers kommer de ikke derhen. Målet er dog, at de unge selv skal kunne stå op og komme derhen: A: ”(…) hvis nu vi kan være fri for at vække dem, og de selv kan klare det, fordi mor kan garanteret ikke, så kan de ligeså godt lære fra starten, at det kan lade sig gøre.(…) jo mere de kan gøre selv, jo bedre er det også med skole og deslige” (Ibid.:6). Ud fra ovenstående konstruktion synes der i relation til Foucault at eksistere en særlig styringsmentalitet, hvor der forventes bestemte egenskaber, kapaciteter og indstillinger hos de unge. De unge skal blive selvstændige (selvhjulpne), kunne passe skole og job, stå op, begå sig i sociale relationer og holde sig inden for lovens rammer. Denne styringsmentalitet synes til dels 57 at udspringe af diskursen i socialt arbejde fra 1980´erne, idet medarbejderne fokuserer på at få de unge til at kunne handle selvstændigt (hjælp til selvhjælp). Styringsmentaliteten synes ligeledes at udspringe af diskursen om samfundets normer og forventninger til unge, herunder den politiske diskurs, fordi medarbejderne fokuserer på, at få de unge til at passe skole og arbejde, herunder at være selvstændige, selvforsørgende og indgå i sociale relationer. Desuden ligger der også en målsætning om at få de unge til at begå sig indenfor mere formelle normer, fx ikke at stjæle. Man kan sige, at medarbejderne i deres konstruktion integrerer nogle nuværende diskurser, som umiddelbart synes at stemme overens med de forventninger, der er til det opsøgende arbejde fra samfundet side. I forhold til dilemmaet mellem omsorg og kontrol synes de unge at blive beskrevet som individer, der har begrænset selvkontrol, idet de stjæler og kommer op og slås, når de er sammen med andre. Her synes der at ligge en forestilling om, at de unge gennem medarbejdernes hjælp/omsorg kan opnå denne selvkontrol. Her synes hjælp/omsorg at blive et middel til at undgå uhensigtsmæssig adfærd og kommer dermed til at indeholde en kontrol/regulering. Omsorg og kontrol synes derfor ikke at stå i et modsætningsforhold til hinanden, men indgår implicit i de forestillinger medarbejderne har om de indsatser, der kan hjælpe de unge til positive forandringsprocesser. Dette synes at stå i kontrast til Nielsen og Hansens antagelse om, at kontrol og omsorg er modsatrettede begreber, hvor kontrol har negative konsekvenser, og hvor omsorg altid er positiv. Konstruktionen synes på den ene side at stå i kontrast til Villadsens antagelse om at man, som opsøgende medarbejder, ikke forhåndsbestemmer hvilke problemstillinger, der skal fokuseres på. Medarbejderne synes netop at have forhåndsbestemt, at der fx skal fokuseres på de unges manglende uddannelse, job og sociale kompetencer. På den anden side synes konstruktionen at stemme overens med nogle af Villadsens antagelser. Det drejer sig bl.a. om, at det opsøgende arbejde handler om at støtte den enkelte i at ”mestre sig hverdagslivet” og kvalificere den enkelte til at mestre konkrete problemer og opgaver. Her ses det netop, at medarbejderne forsøger at støtte de unge i at gå i skole og på job, hvilket må være en del af betegnelsen ”at mestre sig hverdagslivet”. Det fremgår ligeledes, at medarbejderne forsøger at få de unge til selv at stå op, hvilket må ligge i betegnelsen ”at mestre konkrete opgaver og problemer”. Endvidere synes konstruktionen at stemme overens med Bykilde og Nissens antagelser om, at det pædagogiske arbejde også handler om at skabe positive forandringer for de unge med fokus 58 på de sociale fællesskaber, som de indgår i. En af målsætningerne er netop, at de unge skal kunne begå sig i fællesskaber med andre unge uden at komme i konflikter og uden at stjæle fra private fester. Dette synes ligeledes at bære præg af 1960´ernes behandlingsdiskurs, hvor man ønskede at integrere individer i samfundets fællesskaber via opsøgende indsatser. Ud fra disse refleksioner synes medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde at bære præg af en variant af forskellige former for socialt arbejde. Et socialt arbejde som trækker på flere nuværende og tidligere diskurser. Altså en eklektisk form for socialt arbejde, hvor der synes at eksistere en kompleks håndtering af ulige diskurser. 6.2.3. De unges autonomi I forhold til de unges autonomi, fremgår der enighed om, at det er de unge selv, som bestemmer hvilke fremtidsønsker, de vælger at forfølge. Der er ingen grænser, heller ikke selvom medarbejderne anser nogle af de unges mål som urealistiske: B: ”Det kan godt være, at de har nogle utopiske fremtidsudsigter. (...) når de så finder ud af, at de lige skal i gang med deres folkeskole igen, jamen så starter vi da ud der. Men vi snakker stadig væk om deres mål (…)” (Bilag 5:15). C: ”(…) der er jo ingen grænser.(…) En del af de unge, som jeg har kendt, de vil helst være i en bank og helst være bankdirektør, for så har de altid penge. (…), men der er ikke nogen, der har nået derop endnu. (…) Så de har også masser af drømme” (Ibid:16). Der er der dog også enighed om, at der findes unge, som ikke har nogle fremtidsønsker. De ønsker kun at ryge hash, være hjemme, sove og se tv: C: ”Jeg [den unge]vil bare ryge hash ”. B: ”Sove”. A: ”Vi har en del piger, de vil gerne have en kæreste og ligge derhjemme og se Horton-sagaen, og så er det det” (Ibid.). I sådanne tilfælde prøver medarbejderne at tilbyde de unge noget andet at lave, men det lykkes ikke altid: A: ”Vi forsøger da, men de er tunge. (…) Vi tilbyder dem noget, der er bedre. Det er ikke sikkert, det lykkes i første omgang (…) der er også nogen af dem, der har jeg aldrig fundet løsningen endnu, det vil jeg godt indrømme. Nogle gange lykkes det da heldigvis (…)” (Ibid.). Desuden påpeger A, hvordan vedkommende forsøger at være anderledes end alle andre. A har bl.a. oprette en forening, hvor A mødes med de unge, og hvor det udelukkende er de unge, der styrer stedet: 59 A: ”(…) jeg gør meget ud af at være anderledes end alle andre (…) anderledes ved, at det er dem [de unge], der styrer det. Jeg har bl.a. selv (...) en forening [klub], hvor vi mødes, (...) når der skal ryddes op, skal det komme fra dem, og når der skal males i rummet, skal det komme fra dem” (Ibid.:10). I relation til Foucault kan man på den ene side se, at de unge er frie til at vælge ønsker om fremtiden, så længe det gælder uddannelse og job. På den anden side udsættes de unge for nogle disciplinære teknikker, der forsøger at forandre og påvirke dem, når der er tale om valg, der strider imod moralske standarder. Dette stemmer overens med Villadsens antagelser om den magt, der udøves i socialt arbejde, hvor et liv som autonomt vælgende individ er begrænset og ofte defineret i forhold til, hvad det ikke er. I konstruktionen kan man netop se, hvordan de unge ses som autonome vælgende individer, men at deres ønsker om kun at sove, ryge hash eller se tv ikke ses som hensigtsmæssige eller fornuftige gode ønsker, og man forsøger derfor at forandre og påvirke dem til at foretage sig noget andet. Denne styringsmentalitet synes at trække på nogle uformelle normer, idet det ikke er decideret lovstridigt at sove eller se tv. I relation til Foucault kan man se, hvordan det, de unge formentligt selv ser som frihed, autonomi og uafhængighed, ikke kan accepteres i et moderne samfund, jf. moralske standarder. Dette ses nærmere som en mangel på disciplin, og de unge må derfor underkastets en forandringsproces. Her synes medarbejderne at udøve en disciplinær magt, der, ifølge Foucault, altid vil avle en modmagt. Modmagten kan her ses hos de unge, der ikke ønsker at indgå i en forandringsproces. Her nævner en af medarbejderne bl.a., at det ikke altid lykkes at påvirke og forandre de unge. Set i lyset heraf kan man se, hvordan der i relationen mellem medarbejderne og de unge er tale om en relationel magt, som, ifølge Foucault, er et strategisk spil, og udfaldet heraf vil altid være åbent. Her ses det ligeledes, hvordan medarbejderne forsøger at overtale de unge til at tage imod hjælp eller tilbud, som de måske reelt ikke har lyst til. Som følge heraf kan man, i de tilfælde hvor det lykkes medarbejderen at ”overtale” de unge til at tage imod hjælp, tale om Foucaults produktive magt, fordi overtalelsen bidrager til at skabe samfundsnyttige individer. Her synes der ligeledes at ligge en kontrolfunktion, idet medarbejderen ønsker at regulere de unges adfærd. Dette er dog en kontrolfunktion, der bliver produktiv, fordi den som sagt bidrager til de unges tilpasning i samfundet. Her kan man sige, at kontrolfunktionen også tilskrives det sociale arbejdes formål, hvor en af opgaverne er at gøre mennesker, der afviger fra samfundets normer, til integrerede samfundsborgere. Dvs., at den kontrol og de forandringsprocesser, der ønskes, sker gennem tilbud om omsorg og støtte. Dette synes ligeledes at stå i kontrast til Nielsen og Hansens antagelse om, at kontrol er negativ og omsorg altid er positiv. 60 Ud fra konstruktionen ses det desuden, at en medarbejder har oprettet en klub/forening, hvor vedkommende mødes med de unge, og hvor det er de unge, som udelukkende har indflydelse på organiseringen af stedet. Her synes der ikke at eksistere formelle beslutningsprocesser, som de unge skal forholde sig til, men for at få fællesskabet til at fungere kan man forestille sig, at der eksisterer nogle uformelle beslutningsprocesser, hvor de unge fx skal blive enige om, at der skal males. På denne måde vil de komme til at indgå i nogle demokratiske læreprocesser og oprettelsen af foreningen kan dermed ses som en særlig styringsstrategi, der skal få de unge til at blive fortrolige med samfundets demokratiske værdier, jf. den ungdomspolitiske diskurs. Oprettelsen af foreningen kan dog også ses i sammenhæng med subjektiveringen af de unge, hvor det fremgår, at de unge har svært ved at tilpasse sig samfundets normer og krav. På denne måde kan oprettelsen af foreningen ses som en særlig styringsmentalitet, der forsøger at give de unge deltagelse i et fællesskab, hvor de kan opnå en følelse af ”at være med” og ”høre til” (inklusion). Medarbejderens fokusering på at det er de unge, der skal styre stedet, kan desuden ses som en styringsmentalitet, der forsøger at give de unge en følelse af selvstændighed og frihed (autonomi), hvilket synes at trække på Anderssons antagelser om de unges identitetsudvikling. Endvidere synes oprettelsen af foreningen at trække på kategorien ”rekruttering til egen baseinstitution”, jf. Nielsen og Hansen. På denne måde kan man tale om et opsøgende arbejde, hvor der er mulighed for at trække på flere diskurser, metoder og kategorier, altså en fleksibel form for socialt arbejde. 6.2.4. Delkonklusion Ud fra ovenstående synes det opsøgende arbejde at bære præg af kategorien ”brobygning”, men hvor der er mulighed for at oprette foreninger/klubber, der bærer præg af kategorien ”rekruttering til egen baseinstitution”. Desuden bærer konstruktionen præg af en særlig form for hjælp, herunder kontakt, motivation, forandring, inklusion til hjælp over for en målgruppe af unge, der har problemer i forhold til stofmisbrug, kæresteri, kriminalitet, mobning, uddannelse, arbejde, social arv, sociale kompetencer og skiftende relationer. Målene for det opsøgende arbejde synes at være at få de unge til at blive selvstændige, selvhjulpne, passe uddannelse, passe job, stå op, begå sig i sociale relationer og holde sig indenfor lovens rammer. Endvidere synes konstruktionen at bære præg af et opsøgende arbejde, der både betragter de unge i nuet og i fortiden, og hvor kontrol og forandringsprocesser sker gennem tilbud om 61 omsorg og støtte. Et opsøgende arbejde, der forsøger at støtte de unge i at mestre sig hverdagslivet og kvalificere de unge i at håndtere konkrete opgaver og problemstillinger, men også et opsøgende arbejde, der forsøger at få de unge til at foretage positive forandringer med fokus på de sociale fællesskaber, som de indgår i. Et opsøgende arbejde, der både har fokus på de unges egne ønsker, men også forsøger at få de unge til at indgå i en forandringsproces, hvis deres ønsker ikke ses som fornuftige eller hensigtsmæssige, jf. nogle moralske standarder. Og endelig et opsøgende arbejde, der både har fokus på de unges egne forestillinger om aktuelle problemstillinger, men også et opsøgende arbejde, der har forhåndsbestemt, hvilke problemstillinger der skal fokuseres på. I forhold til de eksisterende diskurser om socialt arbejde synes konstruktionen ikke at kunne placeres indenfor én diskurs, men tager snarere form af en variant af mange tidligere og nuværende diskurser. Konstruktionen synes dog gennemgående at trække på diskursen om samfundets normer og krav til unge. Dette synes både at indeholde formelle og uformelle normer og krav, hvor medarbejderne forsøger at få de unge til at holde sig indenfor lovens rammer og begå sig i forhold til moralske standarder. Hertil hører også de politiske krav og forventninger til unge om udannelse, job og sociale kompetencer. På denne måde synes det opsøgende arbejde umiddelbart at være en operationel instans, der har indtaget en rolle som opretholdere af samfundsordenen. Dvs., at medarbejderne i deres indsats agerer som mediatorer af forholdet mellem samfund og individ. Spørgsmålet er, om dette også gør sig gældende i interaktionen med de unge. Dette vil vi fokusere på i det følgende. 6.3. Medarbejdernes konstruktion af interaktionen med de unge 6.3.1. Førstegangsmødet med de unge I forhold til førstegangsmødet med de unge fortæller medarbejderne, hvordan den opsøgende afdeling har oparbejdet et ry og gjort sig kendt i området, hvilket gør, at de unge ofte selv henvender sig eller ringer, fordi de har hørt om medarbejderne gennem andre unge eller gennem pædagoger på forskellige institutioner: C: ”(…) vi har været her i så mange år, så nu kommer de unge heldigvis til os, det er jo nemt for os at være her. [Den opsøgende afdeling] har jo et ry i hele [området], så hvis [vi] sidder ovre på X [klub], så ved pædagogerne, hvem vi er (…) En del af det er at være opsøgende på det, man hører, og de pædagoger, der er på institutionen, de kan godt fortælle om, hvem der er nogle skidte unger og sådan noget” (Bilag 5:8). 62 A fortæller, hvordan det er vigtigt, at det er de unge, som tager den første kontakt. Endvidere fremgår der enighed om, at det opsøgende arbejde handler om at gøre sig selv kendte over for de unge og fortælle dem, at man kan hjælpe dem med alt: A: ”(…) jeg får nogen ting at vide, og hvis nu det er, at der er en dreng, jeg ikke kender i forvejen, så sørger jeg selvfølgelig for at være der i frikvarteret for lige at få spottet, hvem er han og på en eller anden måde, at det er ham, der tager kontakt til mig (…) det er dem, der gerne skulle tage den første kontakt (…)” (Ibid.:11). A: ”Vores opgave er mere at gøre os kendte, så de ved, at de kan henvende sig til os, hvis de har et problem (…) vores styrke, det er jo, at vi mere eller mindre kan et eller andet multi, fordi vi siger, vi kan alt, og det kan vi dybest set også, fordi vi får andre [instanser] til at gøre det, som vi ikke selv kan (…)” (Ibid.:2). I forhold til unge, der ikke ønsker kontakt med medarbejderne, påpeger A, at man efter et stykke tid kan prøve at skabe kontakt igen, men at kontakten altid skal være de unges valg: A: ”(...) hvis det går galt første gang, jamen så venter vi bare til, at vi prøver igen. Jeg gør i hvert fald meget ud af, at når de ikke vil have noget med mig at gøre, så sørger jeg for ikke at bryde alle broer (…), men det er hele tiden deres valg (…), frivillighed er trods alt det, der virker bedst, det har jeg i hvert fald fundet ud af i vores arbejde (...)” (Ibid.:9f). C giver et konkret eksempel på, hvordan vedkommende har skabt kontakt til en ung, der ikke kendte C i forvejen: C: ”En dreng, jeg kom i kontakt med igennem en anden medarbejder, (…) han havde ikke været uden for en dør i mange år, (…) så kom jeg op og besøgte ham, (…) og fortalte, hvad jeg kunne, og hvem jeg var og sådan noget, og så lige pludselig mens vi sad og snakkede, så sagde jeg, hvad kunne du godt tænke dig? Han kunne godt tænke sig at komme [på naturmuseum], så sagde jeg: ”Nå, hvornår skal vi køre?” (…) vi har holdt ved i mange år” (Ibid.:8f). C påpeger endvidere, hvordan det er vigtigt ikke at love de unge noget, som man ikke kan holde. Grunden hertil er, at de unge ofte har oplevet flere løfter, som er blevet brudt. Her fortæller B også om, hvorledes de unge ofte sætter medarbejderne på en prøve: C: ” Der er jo også den del, at når vi møder dem første gang, så bliver vi jo kigget noget an. Ligner vi nu alle de andre, der også har lovet en masse. Det er en af årsagerne til, at vi ikke lover noget. (…) vi sidder ikke og lover guld og grønne skove om fast arbejde og alt muligt, sådan er vores verden ikke, for de unge vi møder, de har fået masser af klask fra velmente gode borgere, der vil yde en indsats, og når det så bliver for besværligt, så er de væk, så er den unge efterladt igen” (Ibid.:7). 63 B: ”Når jeg har vagt, så ringer de lige til mig en aften. De vil egentlig taget ikke noget, de vil tjekke, om jeg tager telefonen, fordi hvis jeg ikke gør det, så er det sgu skidt, så er jeg sgu ikke bedre end alle de andre (…) det gør de meget i det der, at man lige bliver sat på sådan en prøve, og den har vi bare af at bestå” (Ibid.). I ovenstående konstruktion kan man se, hvordan den opsøgende afdeling har opbygget et ry i området, der gør det muligt for de unge at skabe kontakt, hvis de har behov for det. Desuden ses det, at medarbejderne finder det vigtigt, at det er de unge selv, som skal søge kontakten. Medarbejderne er opsøgende ved at være fysisk tilstede, der hvor de unge opholder sig, men der synes ikke at være en uopfordret kontakt tilstede, idet det er de unge, som frivilligt skal være opsøgende. Dette synes at stå i kontrast til Koch og Jensen samt Klitgaard og Hansens definition af det opsøgende arbejde, hvor det netop er den uopfordrede kontakt, der er karakteristisk for det opsøgende arbejde. Ved ikke at tage en uopfordret kontakt til de unge, kan man sige, at medarbejderne undgår at tillægge de unge særlige problemer og behov, som de unge ikke selv er enige i. Tilgangen synes også at minimere risikoen for, at der tages kontakt til en ung eller en gruppe af unge, som måske reelt ikke har behov for hjælp. Endvidere synes konstruktionen at bære præg af diskursen i socialt arbejde fra 1980´erne, fordi medarbejderne fokuserer på de unges egne forestillinger om sine aktuelle problemer, hvilket bliver det afgørende for indsatsen. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at det er de unge selv, som kommer og beder om hjælp, men også i eksemplet med den unge som gerne vil på naturmuseum. Dermed synes konstruktionen også at bære præg af Villadsens antagelse om, at det opsøgende arbejde fokuserer på de aktuelle problemstillinger, som den enkelte viser i nuet. I relation til Goffman kan man sige, at medarbejderne i deres optræden over for de unge ønsker at give et bestemt indtryk af sig selv. De påtager sig en bestemt rolle, hvor de unge kan forvente, at medarbejderne kan hjælpe dem med alt eller få andre instanser til det. Desuden kan de unge forvente, at medarbejderne ikke vil love dem noget, som de ikke kan holde, og at de altid vil tage telefonen. Dermed har medarbejderne konstrueret en orden, hvori de har skabt nogle adfærdsregler for deres egen adfærd i førstegangsmødet. Disse regler viser, hvordan medarbejderne er forpligtet til at opføre sig over for de unge. Ved at overholde reglerne er medarbejderne med til at skabe et bestemt billede af sig selv, fx en person, de unge kan have tillid til. Dette kommer bl.a. til udtryk i eksemplet med de unge, der ringer til en af medarbejderne for at tjekke, om telefonen bliver taget. Her ser medarbejderne det vigtig at tage telefonen for at vise, at de ikke er som alle andre, der har svigtet dem. I de tilfælde, hvor de ikke tager telefonen, kan man sige, at de kommer til at bryde deres egne adfærdsregler, hvilket gør, 64 at medarbejderne ikke kan overbevise de unge om, at de er dem, de udgiver sig for at være. Medarbejderne prøver netop at give et indtryk af, at de altid kan kontaktes og ikke bryder løfter. Man kan se, at medarbejderne har konstrueret disse adfærdsregler, fordi de unge førhen har oplevet brud på adfærdsregler, hvilket gør, at de unge har svært ved at have tillid til andre. Ud fra ovenstående synes førstegangskontakten at bære præg af en særlig relation, hvor tillid og frivillighed spiller en central rolle i kontakten. Vi ser dog, at den frivillige kontakt, kan sætte medarbejderne i et dilemma. På den ene side har medarbejderne en faglig viden om de unges problemstillinger og behov for hjælp. På den anden side bliver de nødt til at give afkald på denne viden, fordi det er de unge, som selv skal skabe og ønske kontakten. Her synes der at ske en afgivelse af kontrol, fordi medarbejderne på trods af deres viden ikke tager en uopfordret kontakt til de unge. Derimod synes det at være de unge, som indtager en form for kontrolfunktion i og med, at det er medarbejderne som bliver ”sat på en prøve”, der skal teste, om medarbejderne nu er nogle, man kan have tillid til. I konstruktionen synes der at ligge en forestilling om, at kontrol med de unge skaber mistillid, hvor afgivelse af kontrol derimod skaber tillid og frivillighed. I stedet for at se kontrol og uopfordret kontakt som noget, der kan skabe positive forandringsprocesser, ser medarbejderne snarere, at en relation præget af tillid og frivillighed kan skabe grundlag for positive forandringsprocesser. Medarbejdernes fokusering på relationen mellem dem og de unge synes at bære præg af 1980´ernes diskurs, fordi der her fokuseres på en relation mellem hjælper og modtager, der ikke skal være ansvarsfratagende og passiviserende. I konstruktionen ses det endvidere, hvordan medarbejderne beskriver de unge, som unge, der ofte har oplevet svigt i kontakten med voksne. På trods af dette tillægger medarbejderne alligevel de unge evnen til at søge kontakt med en fremmed voksen igen. Medarbejdernes passivitet i førstegangsmødet synes på denne måde at indeholde en manglende refleksion over, at der måske er unge, der ikke tør tage kontakt på grund af tidligere svigt. Dette kan derfor indeholde en risiko for, at medarbejderne måske ikke får kontakt til alle unge, som reelt har et problem, hvilket desuden kan betyde, at medarbejderne ikke får udnyttet den produktive magt, som de reelt besidder. 65 6.3.2. Kontakten, når relationen er skabt I forhold til hvordan medarbejderne opretholder kontakten til unge, de allerede har en relation til, påpeger en af medarbejderne, at det er meget individuelt, hvor meget de unge har brug for, men at man selv kan skabe kontakt, hvis man bliver nervøs for dem: C: ”(…) det er meget individuelt fra ung til ung, nogen har brug for meget, og nogen har brug for lidt. Det er jo også noget, man kan fornemme på de unge, nogle gange så gider de altså ikke, og der kan man jo så tænke, er de så ude og lave kriminalitet, eller ryger de for meget hash, eller er der kaos et eller andet sted, og når man så ikke kan holde den der nervøsitet ud længere, så kan man tage kontakt” (Bilag 5:11). I denne udtalelse synes C at give udtryk for en nervøsitet, i forhold til om der er sket de unge noget. Dette kan minde om nogle af de almindelige overvejelser, som fx teenageforældre kan have. Denne nervøsitet kan man forestille sig både bunder i en reel bekymring for de unge, men også for om man som opsøgende medarbejder kan blive klandret for at have svigtet i sin indsats. I modsætning til førstegangskontakten synes der at ligge en mulighed for at tage uopfordret kontakt til unge, når relationen er skabt, hvis man formoder eller forestiller sig, de unge har behov for hjælp. Dermed synes Koch og Jensen samt Klitgaard og Hansens definition af det opsøgende arbejde at gøre sig gældende i de tilfælde, hvor der er skabt en relation. Under observationsstudiet i klubben oplevede vi bl.a. en scene, der illustrerer, hvordan C håndterer kontakten med en ung, som vedkommende kendte i forvejen. Da C mødte en ung udenfor klubben, tog C fat i den unges kasket med et smil på læben og spurgte: ”Hvad faén laver du her? Hvorfor er du ikke i skole eller på arbejde?” Den unge tog her fat i medarbejderen og de brydes og mosler lidt i sjov. Den unge svarede imens: ”Jeg er kommet til skade med min fod” De talte ikke mere om det (Bilag 6:1). C forklarede sin tilgang til den unge på følgende måde: C: ”Jamen, hvad var klokken, den var et og i min terminologi, der skal han være på arbejde eller i skole. Jeg håber også, I kunne høre jargonen, altså jeg havde (…) ikke pegefingeren med i den måde, jeg sagde det på (…). Det skal være på deres jargon,(…) ham her er en sådan udadreagerende dreng, så han skal have det på den måde, havde det været en stille dreng, så havde det været på en anden måde. Det er sådan individuelt” (Bilag 8:1). I forhold til hvorfor C vælger ikke at spørge mere ind til, hvorfor den unge ikke er i skole eller på arbejde, påpeger C: ”Han siger jo, at han har ondt i benet, og så er det, sådan det er” (Ibid.). Endvidere fortæller C om, om den fysiske kontakt med den unge: 66 C: ”(…) De kan godt lide den der kropskontakt, og det gør jeg selvfølgelig ikke ved alle, men de kan godt lide det, drengene. (…) det er også en måde at have den der lidt nærhed på. (...) Jeg gør det jo ikke med hvem som helst. (…) Men gamle unge jeg møder, det er sådan, det er” (Ibid.:2). En anden scene, som vi oplevede, er en scene, hvor en ung henvender sig til C for at høre, om C vil køre ham til skøjtehallen: Den unge: ”Kan du ikke gøre mig en tjeneste?” C svarer med et smil på læben: ”Det ved jeg sgu da ikke, hvad skulle det være?” Den unge: ”Kan du ikke køre mig til skøjtehallen?” C spørger ironisk og smilende: ”Hvorfor det? Skal du over og lave ballade?” Den unge svarer med et smil: ”ja!” C svarer igen med et smil: ”Så skal jeg have ballade, fordi jeg er den, der kører dig derover, så du kan lave ballade?” (Begge griner) C siger ironisk: ”Skal det være lige nu eller engang i næste uge?” Den unge: ”Jeg skal mødes med nogle derovre. Jeg har skøjterne med. Jeg skal bare køres derover” (Bilag 6:2). C fortæller under observationen, at ovenstående jargon ofte er den måde, C taler med de unge på, og C ser det som en vigtig del af kontakten med de unge. Desuden fortæller C, hvordan kørsel med de unge er en måde at få informationer på og en taktik, der skaber tryghed i forhold til, at de unge en anden gang tør henvende sig: C: ” (...) hvis nu jeg kan få nogle informationer, jeg kan bruge ved at køre ham derover, og det fik jeg. Så der er taktik i det også, men jeg er også flink, når jeg gør det. (…) det skaber også en tryghed, at næste gang at lokummet brænder for ham, og han ikke kan få fat i nogen af de andre, så tør han godt at ringe” (Bilag 8:4). C fortæller endvidere, at man godt kan skifte jargon over for de unge, hvis den unge bliver mere alvorlig: C: ”(...) der var også lidt alvorligt på vej over i bilen, på den måde at han siger ”Jeg vil ud på et opholdssted at bo, jeg gider ikke bo hjemme mere”, så siger jeg ikke ”ski` da med det”, så bliver jeg også alvorlig og siger ”hvad skal jeg gøre” (...), så byder jeg mig til og bliver selvfølgelig også alvorlig” (Ibid.:6). Ud fra ovenstående kan man i relation til Goffman sige, at C i sin interaktion med de unge (frontstage) påtager sig en rolle som ”sjov ven” og ”kærlig forældre” samtidig med, at C handler ud fra de forventninger, der stilles til positionen som opsøgende medarbejder. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at C anvender en humoristisk jargon og går i fysisk kontakt med de unge, samtidig med at C spørger ind til uddannelse, arbejde og de unges færden. Her kan man 67 sige, at C tager en facade i brug, hvori C via sine ekspressive hjælperedskaber (jargon og fysisk kontakt) får formidlet sit budskab. C synes at ”forklæde” sig som ven for at komme ind på de unges backstage for at afsløre, hvorfor de ikke er i skole, på job, eller hvad de skal foretage sig. Dette betegner Goffman som selvmodsigende roller, fordi C på den ene side deltager på de unges præmisser, men samtidig ønsker at afsløre de unges problemstillinger (hemmeligheder). Desuden ses det, hvordan C i frontstage foretager en ændring i sin rollekonstruktion, når C taler med de unge om mere alvorlige emner. Dette kommer bl.a. til udtryk, hvor C har en samtale med den unge i bilen. Her træder C ud af rollen som ”sjov ven” og indtager rollen som ”hjælpende” medarbejder. Dette viser desuden, at anvendelsen af C´s ekspressive hjælperedskaber er situationsbestemt. C anvender her en indtryksstyring, idet C kontrollerer sine indtryk, så de passer til situationsdefinitionen. Ved hjælp af denne indtryksstyring undgår C et brud på interaktionen. I det opfølgende interview kan man ligeledes se, hvordan C skifter rollekonstruktion i overgangen fra frontstage til backstage, idet C træder ud af den rolle, C havde i interaktionen med de unge og indtager rollen som ekspert på sin profession. I backstage er C villig til at afsløre sine hensigter med interaktionerne. Her ses det, hvordan den humoristiske jargon og fysiske kontakt er et mønster og nogle adfærdsregler, der altid anvendes over for udadreagerende unge og kendte ”gamle” unge. Kørsel med de unge ses ligeledes som en strategisk adfærdsregel, der muliggør indsamling af informationer og skaber tryghed hos de unge. Endvidere giver kørsel med de unge C mulighed for at skabe et positivt billede og indtryk af sig selv som ”flink”. I C´s interaktion med de unge synes tilliden, og det at den bevares, at være vigtigere end at vide, hvad der er sandt. Dette kommer bl.a. til udtryk i udtalelsen: ”han siger jo, at han har ondt i benet, og så er det, sådan det er”. Her synes opretholdelsen af tillid også at være vigtigere end at opretholde målet om uddannelse og arbejde. Denne fokusering på relationen til den unge synes igen at bære præg af 1980´ernes behandlingsdiskurs. Endvidere synes relationen til de unge, at være etableret ud fra nogle gensidige forpligtigelser i betydningen, hvis den unge skal køres, forventes det også, at han ikke laver ballade. Denne relation synes i øvrigt at bære præg af en almindelig forældre/barn relation. På baggrund af ovenstående synes der at være skabt (konstrueret) en social samhandlingsorden, hvor en humoristisk tilgang, fysisk kontakt og praktisk hjælp, fx kørsel, muliggør kommunikationen med udadreagerende unge, hvilket ligeledes gør, at C kan få de nødvendige 68 informationer om de unges problemstillinger. På denne måde synes samhandlingsordenen at bære præg af en strategisk og forhandlet orden. Strategisk, fordi den muliggør kontakten og giver informationer. Forhandlet, fordi den foregår på de unges præmisser og jargon. Samhandlingsordenen viser desuden noget om samfundets normmæssige og moralske grundlag, herunder de unges forventede tilknytning til skole og job. C synes at forholde sig til den ungdomspolitiske diskurs, men forsøger at etablere en anden orden baseret på et tillidsforhold. Derfor synes den styringsmentalitet, som samfundet forventer, kan få de unge på rette spor, at blive tillagt mindre betydning i C´s indsats. I relation til dilemmaet mellem kontrol og omsorg ses det, hvordan C er bevidst om, at den omsorg, C yder ved at spørge: ”Hvorfor er du ikke i skole?” og ”Skal du over at lave ballade?”, kan opfattes som kontrollerende af de unge. Dette kommer bl.a. til udtryk i udtalelsen: ”Jeg havde jo ikke pegefingeren med i den måde, jeg sagde det på”. Her synes balancen mellem kontrol og omsorg bevidst at blive håndteret på en humoristisk måde for at undgå, at omsorgen bliver opfattet som kontrollerende. Ved at være refleksiv over sin tilgang til de unge formår C at gøre sin magt produktiv, fordi den bidrager til at opretholde interaktionen, og fordi den bidrager til forskellige informationer om de unge. Desuden synes magten at bidrage til samarbejde og tillid. Alt i alt synes C at disciplinere de unge gennem en følelsesmæssig disciplinering indenfor en familie-og venskabsdiskurs. Altså gennem nogle samværs-og relationsformer, der stammer fra primære relationer. Gennem sådanne relationsformer formår C på én gang at videreformidle samfundsmæssige normer og imødekomme den enkelte unges behov. C får endvidere anvendt sin produktive magt positivt, fordi C gennem humor får trukket nogle grænser for adfærd, uden at de unge med et Goffmansk udtryk ”taber ansigt”, som formentlig ville ske ved en åbenlys korrektion. C anvender humor for at ændre en scene, der kunne indeholde en konflikt, til en scene med et mere acceptabelt indhold for både den unge og C selv. 6.3.3. Respekt og ærlighed i kontakten I forhold til medarbejdernes brug af respekt over for de unge, handler det om, at de respekterer de unge som mennesker og ikke kasserer dem, selvom de laver kriminalitet og ikke går i skole: C: ”(…) det her arbejde handler meget om, at vi har tiden. (…) og vi smider aldrig nogen ud. (…) Vi kasserer ikke nogen (...)” (Bilag 5:10). 69 C: ”Hvis man ikke respekterede dem, som de er som mennesker, så kunne vi ikke arbejde med dem. Altså hvis vi siger, vi ikke kan lide kriminelle, for fanden altså så var vi arbejdsløse. Hvis vi ikke kunne lide nogle, der ikke gik i skole, så have vi heller ikke noget at lave” (Ibid:12). Ovenstående viser, hvordan det opsøgende arbejde ikke handler om at kunne lide nogen/ikke lide nogen, men om at forholde sig til de unge, som de er som mennesker. På denne måde synes medarbejdernes moralske opfattelse af noget som et socialt problem ikke at være i fokus, hvilket synes at være det modsatte af det sociale arbejdes grundlæggende moraliserende element. Endvidere ses der enighed om, at medarbejderne ofte giver sin holdning til kende over for de unge mht. deres hashforbrug, men at man ikke afviser dem af den grund: A: ”Man kan godt respektere en, der ryger hash, selvom man ikke har det samme udgangspunkt. (...) Det er ikke sådan, at vi siger, at vi synes det er godt, I ryger noget hash, nu skal vi lige hjælpe jer, men altså selvfølgelig kommer man med sin mening (...)” (Ibid.). C: ”(…) jeg hader hash, jeg synes, det er noget pis, alt det hash der findes, og de unge kender min holdning (…). De ryger ikke hash sammen med mig, men de ryger hash, når jeg ikke er sammen med dem. Hvis de ikke vil holde op med at ryge hash, så synes jeg ikke, at de vil hjælpes, men jeg skodder dem ikke alligevel” (Ibid.:12). Udover respekten for de unge fremgår det også, at ærlighed over for de unge er en vigtig indgangsvinkel, hvilket gør, at de kan forvente, at de unge også er ærlige: C: ”(...) vi er også ærlige over for dem. På den måde at når vi skal have julefrokost, så ved de godt, at vi har julefrokost. (…) Jeg siger ikke, at jeg skal noget andet, jeg siger, hvad jeg skal.(…) Så kan vi også forvente, at [de] er ærlige, når de kommer til os. Vi gider ikke høre på løgnehistorier. Hvis du ikke gider være sammen med os, så sig det, det er da meget bedre” (Ibid.:13 og 15). I relation til Goffman viser konstruktionen, hvordan medarbejderne i interaktionen med de unge har konstrueret nogle ritualer og adfærdsregler. Disse består af: ”Vi respekterer de unge”, ”Vi kasserer ikke de unge”, ”Vi giver vores holdning til kende” og ”Vi er ærlige”. Disse adfærdsregler er udtryk for en særlig samhandlingsorden, hvor der synes at eksistere nogle forpligtigelser og forventninger specielt i forhold til ærlighed. Medarbejderne forpligter sig via deres adfærdsregler til at være ærlige og forventer derfor også, at de unge er ærlige. På denne måde er de unge også forpligtede til at være ærlige over for medarbejderne. 70 I relation til Foucault kan medarbejdernes brug af ærlighed og tilkendegivelse af holdninger ses som en særlig styringsmentalitet. En styringsmentalitet, som er indlejret i nogle formelle og uformelle forventninger og normer om, hvordan man skal agere i forskellige situationer og relationer, fx ikke ryge hash og ikke lyve. Medarbejdernes brug af ærlighed og tilkendegivelse af holdninger kan ses som nogle disciplinære teknikker, der taktisk forsøger at tilpasse de unge samfundet. Om denne disciplinære magt er produktiv, kan vi ikke se ud fra empirien, fordi det ikke fremgår, hvilken effekt de disciplinære teknikker har på de unge. I og med at medarbejderne giver deres holdninger til kende både i forhold til de formelle og uformelle normer synes medarbejderne at fungere som mediatorer af forholdet mellem samfund og individ og dermed som opretholdere af samfundsordenen. Medarbejderne synes derfor i deres styringsmentalitet at have integreret og reproduceret nogle allerede eksisterende magtrelationer i forhold til diskursen om samfundets normer og forventninger til unge, men denne styringsmentalitet synes at blive praktiseret gennem en relation med gensidig tillid/ærlighed frem for kontrol. På baggrund af ovenstående kan man sige, at der er skabt en samhandlingsorden omkring de unges hashforbrug, som bærer præg af en forhandlet og strategisk orden. Forhandlet, fordi medarbejderne ved, at de unge ryger hash, men ikke vil se det. Strategisk, fordi tilkendegivelse af holdninger omkring de unges hashforbrug muliggør en forandringsproces hos de unge. Denne forhandlede og strategiske orden synes at være organiseret i nogle formelle normsæt. Desuden synes der at være skabt en samhandlingsorden omkring ærlighed, der ligeledes synes at være strategisk og forhandlet. Strategisk, fordi den muliggør ærlighed hos de unge. Forhandlet, fordi der synes at eksistere en aftale om, at de unge ikke skal være for ærlige i betydningen kun at vise nogle bestemte sider af sig selv – altså også at være uærlige. Denne strategiske og forhandlede orden synes at være organiseret i nogle uformelle normsæt. I forhold til dilemmaet mellem kontrol og omsorg kan man på den ene side se, hvordan kontrol/regulering af de unges hashforbrug bliver en nødvendighed for at skabe et grundlag for det hjælpende/støttende sigte. Dette kommer bl.a. til udtryk i udtalelsen: ”Hvis de ikke vil holde op med at ryge hash, så synes jeg ikke de vil hjælpes”. På den anden side kan det også være omsorg at få de unge til at holde op med at ryge hash, fordi det hjælper dem til at blive tilpasset samfundet, og fordi det kan forebygge formelle sanktioner. Omsorg og kontrol synes derfor begge implicit at indgå i medarbejdernes anvendelse af holdningstilkendegivelser, fordi det har 71 til formål at skabe forandringer hos de unge og tilpasse de unge samfundets normer, hvilket også er karakteristisk for diskursen i socialt arbejde. At medarbejderne mener, at de unge ikke vil hjælpes, hvis de ikke vil holde op med at ryge hash, synes desuden at bære præg af viljediskursen fra filantropien, hvor man havde fokus på viljen til at forandre sig. Denne diskurs synes dog også at kunne stå over for en diskurs om ungdomskultur, hvor hashforbrug evt. kan ses som en vej til inklusion i fællesskaber med andre unge. På denne måde kan de unges problemer ses som andet end individuelle problemer relateret til deres vilje til forandring. 6.3.4. Opdragere og rollemodeller I forhold til hvilken rolle medarbejderne har over for de unge, er der enighed om, at de indtager en form for opdragere/forældre og agerer som rollemodeller: B: ”(…) vi er forældre og noget, så tror jeg da, at vi er rollemodeller i den grad ved, at vi tilkendegiver vores holdninger og synspunkter, men netop ikke forkaster dem af den grund, fordi det er jo tit, at de unge de har forældre, som siger, at nu gider jeg fandeme ikke at se på dig mere, ”flyt ud”, og så står de uden nogen som helst ting” (Bilag 5:11). Som eksempel på ovenstående fortæller B om en scene, hvor de unge påvirkes, af den måde B agerer på: B: ”Jeg har en pige, som siger, ”nej nej du må ikke gå over for rødt, når B er med, [B] bliver så forfjamsket” (…) det er da fordi, de har lyttet, eller de har set, og det kan være helt de der småting (...)” (Ibid.:11f). Under observationen fortalte C om en episode, hvor C rettede på en ungs sprog. Det var en ung, som ofte anvendte udtrykket ”luder” og ”fucking luder”, når den unge talte om sin mor. En dag, hvor den unge brugte dette udtryk, sagde C til den unge: ”ved du hvad, det der gider jeg ikke at høre på, for din mor er ikke en luder, hun er din mor, og når du er sammen med mig, så vil jeg ikke høre dig sige sådan”. Efter C havde sagt dette, har C ikke hørt den unge sige det siden (Bilag 6:4f). C fortæller, hvordan rettelse på sproget er en del af rollen som opdrager: C: ”(...) for mig er det jo en opdragelsesdel, og jeg er et led i opdragelsen. (...) Hvis jeg kan få dem til at snakke pænere, så tror jeg at deres liv, det bliver nemmere for dem og sådan noget. Det er sådan lidt fremadrettet, og så handler det også om, hvem jeg er som menneske. (…) Hvis mine børn de snakker grimt, så siger jeg også noget til dem” (Bilag 8:12). 72 Endvidere ses det, at medarbejderne er enige om, at man bruger sig selv som menneske og at styrken i deres indsats ligger i, at de som mennesker er vidt forskellige. Desuden stræbes der ikke efter ensartede metoder: C: ”(…) det, der er hamrende vigtig, det er, at vi bruger jo os selv, som vi er som mennesker. (...) vi opfører os ordentligt, og det tror jeg sgu er udgangspunktet i vores arbejde, og så er det individuelt, hvordan vi behandler de der børn (...)” (Bilag 5:12). B: ”(…) Man har nogle metoder, man lærer på seminariet, men i og med at mennesker er forskellige, det er vi også som kollegaer. Jamen virker den [metoden] ikke den ene gang, jamen så bruger jeg meget tid på bagefter, hvad fa´en gik der galt her og så prøve at tænke på, hvordan kommer jeg så ind næste gang” (Ibid.:14). Det påpeges også, hvordan deres forskellighed kan udnyttes: C: ”(…) Nogle gange så er der også nogen, der er bedre til at snakke med piger. Jeg er ikke særlig godt til at snakke om menstruationssmerter. Det har jeg heller aldrig prøvet. Så der tyer vi til pigerne, og nogle gang kommer pigerne også med nogle drenge til os, der er for udadreagerende. (…) så kan det godt være, at der kommer en ny medarbejder til. ”Aha” så kan de få de tunge opgaver, så glider det bare, fordi der skulle bare nogle nye øjne til. (…) En del af styrken er sgu da, at vi er snothamrende forskellige” (Ibid.). I relation til Foucault synes medarbejdernes konstruktion af rollemodeller og opdragere at være en særlig styringsmentalitet, hvor medarbejderne forsøger at forandre de unge til bestemte subjekter ud fra nogle formelle og uformelle normer, fx ikke at gå over for rødt og beherske sit verbale sprog. Denne styringsmentalitet synes at blive rationaliseret i, at de unges liv vil blive nemmere i forhold til at passe ind i samfundet. I og med at medarbejderne handler ud fra, hvem de er som mennesker, synes styringsmentaliteten ikke at være indlejret i nogen socialfaglige teorier, men nærmere nogle fælles konstrueret opfattelser af, hvad normal adfærd er. Dette synes at stemme overens med Villadsens antagelse om, at det opsøgende arbejde er teoriløst. Selvom medarbejderne er uddannet i nogle pædagogiske metoder, anvender de en mere refleksiv tilgang, hvor de nærmere bruger hinandens menneskelige forskelligheder. Desuden ses det, at medarbejderne finder det vigtigt, at bruge sig selv som man er som menneske. Dette synes ligeledes at stemme overens med Villadsens antagelse om, at den opsøgende medarbejder skal agere som menneske frem for fagperson. Konstruktionen viser desuden, hvordan almene menneskelige fænomener som at ”gå over for rødt” og ”tale grimt”, der sandsynligvis også foretages af mange integrerede samfundsborgere, disciplineres. Medarbejdernes ageren som opdragere og rollemodeller kan her ses som 73 disciplinære teknikker, der søger at forandre de unge. Medarbejdernes disciplinære magt ses dog ikke som negativ og nedbrydende, men i høj grad produktiv, fordi den bidrager til, at de unge ikke går over for rødt, og fordi den får de unge til at beherske deres verbale sprog. Medarbejderens forsøg på at få de unge til at beherske deres sprog kan også ses i relation til Goffmans samhandlingsorden. I en udtalelse kan man netop se, hvordan C har opstillet nogle adfærdsregler for, hvordan der skal kommunikeres: ”(…) når du er sammen med mig, så vil jeg ikke høre dig sige sådan”. I og med at den unge er holdt op med at kalde sin mor for en luder i samværet med C, kan man se, at samhandlingsordenen opretholdes, fordi den unge overholder adfærdsreglerne, og adfærden er blevet konstant. Idet medarbejderne har integreret nogle normative diskurser, kan man sige, at de i deres ageren bliver mediatorer af forholdet mellem samfund og individ og dermed opretholdere af en samfundsorden. I anvendelsen af de normative diskurser synes medarbejderne dog at omforme den samfundsmæssige styringsmentalitet, idet de formidler de normative diskurser gennem en kærlig forældre/barn relation frem for kontrol og direkte korrektioner. I forhold til dilemmaet mellem kontrol og omsorg synes medarbejdernes styringsmentalitet at bære præg af et kontrollerende element, fordi de forsøger at regulere/forandre de unges adfærd med henblik på at få dem tilpasset samfundet. Denne styringsmentalitet synes dog også at bære præg af et omsorgsgivende element, fordi regulering/forandring af adfærd med henblik på de unges tilpasning også kan ses som omsorg/støtte. På denne måde indgår kontrol og omsorg begge implicit i medarbejdernes styringsmentalitet. I konstruktionen kan man desuden se, hvordan den kontrol, som ofte opfattes som negativ og evt. lig med negativ anvendelse af magt, bidrager til positive forandringsprocesser, fordi den håndteres refleksivt igennem en kærlig forældre/barn relation, hvor det kærlige er lig med at være tilstede personligt og at være ærlig. Her kan man tale om en kontrol, der indeholder en positiv og produktiv magt. 6.3.5. Ikke-angivende i kontakten I forhold til hvordan medarbejderne agerer, hvis de hører om eller bliver vidne til kriminalitet, ses der enighed om, at dette godt kan sætte medarbejderne i et dilemma, fordi de har skærpet indberetningspligt: B: ”Hvis de siger til mig, at de skal hen og lave et bræk i aften et eller andet sted, så siger jeg til dem, (...) det bliver jeg jo nødt til at anmelde, ellers skal de holde deres mund. Når man 74 bliver tilbudt et par kartoner cigaretter, så ved jeg med næsten 100 pct. sikkerhed, at det ikke er nogle, der er lovlige, så det siger jeg nej tak til. (...) Det er både et fyringsgrundlag for mig, hvis det bliver opdaget og i princippet, så vil jeg ikke stå inde for det der” (Bilag 5:17). C: ”(...) Jeg gik i en gruppe, de lavede meget kriminalitet. Jeg var aldrig sammen med dem, når de lavede det, men så to gange blev jeg inviteret ind (…) og jeg så der stod en stribe boremaskiner fra gulv til loft, der ikke var pakket ud, så gik jeg jo igen. Så blev jeg jo sur og skældte ud (…). Så sagde jeg til dem, hvis de inviterede mig ind, så skulle de kraftedeme rydde op, for jeg har skærpet indberetningspligt (…) når jeg går ned af trappen, og politiet går op af trappen, er det så mig, der har meldt dem? Der, hvor jeg bliver vred, det er, at det er jo dem, der skal passe på mig, så ikke jeg kommer i fedtefadet, og det har jeg brugt en del energi på at forklare dem, at det er jo en del af deres ansvar, for ellers kan vi jo ikke lege sammen (...)” (Ibid.:18). Det påpeges desuden, at en indberetning kan have konsekvenser for tilliden mellem de unge og medarbejderen: A: ”De skal være med til at passe på os, fordi de skal ikke bringe os ind i de situationer, hvor vi kommer i fedtefadet. Så kan man så kalde det etisk, fordi dybest set så har vi skærpet indberetningspligt, (…) kommer vi i de situationer, så er det skidt, fordi så mister vi også tilliden til dem. Første gang vi gør det [indberetter], så mister vi det hele” (Ibid.:20). Endvidere påpeger C, hvordan man ofte afviser unge, der er stukket af fra institutioner, hvis de unge er tvangsfjernet. Desuden sørger C ofte for, at de unge kommer til afhøring, hvis C er sikker på, at de unge ikke bliver anholdt: C: ”Nogle af de unge, der er stukket af fra institutioner, der siger jeg, ved du hvad, jeg kan ikke lege med dig, fordi du er stukket af. Du kan vælge, at jeg skal køre dig tilbage eller noget andet, Nej.. men så må du gå. (...) Jeg bruger heller ikke politimetoden, når jeg så ser dem og så vrider armen rundt på dem og bærer dem ind i bilen, det gør jeg ikke. (...) Jeg har tit båret nogen til politigården til afhøring, men så har jeg også sikret mig inden, at de ikke bliver anholdt, og der er jeg én gang blevet snydt, og det sker aldrig mere” (Ibid.:20f). Medarbejderne fortæller endvidere, hvordan de ofte samarbejder med politiet i forhold til unge, som ikke har en adresse, og som politiet har en stævning eller fogedsag på: A: ”Politiet har også meget gavn af os. Hvis de har en fogedsag på ham eller en stævning eller et eller andet, og ikke kan finde ham, fordi han ikke har en adresse. Så ringer vi. Vi kommer lige med ham, så kan I give ham den stævning (...)” (Ibid.:21). C: ”Jeg har haft min egen nærstation nede i X bag ved Fakta. Der holder jeg tit, hvis eftersøgningsafdelingen mangler nogen, så skal de bare aflevere det til mig, og så går de forbi og stikker det ind af vinduet, og så går de igen” (Ibid.). 75 På trods af medarbejdernes oplevelser af dilemmaet med deres indberetningspligt, har de iblandt sig kun haft to indberetninger: A: ”Jeg har meldt én i min tid (…) Hun var pædagog. Det gik alligevel for meget. 965 gram fandt de deroppe” (Ibid.:18). C: ”Det har jeg også (…) Jeg har anmeldt en pusher og simpelthen gået hen til dem [politiet] og sagt her, det er kraftedeme dit ansvar nu” (Ibid.). I relation til Goffman synes der at være skabt nogle adfærdsregler for interaktionen og samværet med de unge for at undgå, at medarbejderne skal gøre brug af deres skærpede indberetningspligt. Disse adfærdsregler drejer sig bl.a. om, at de unge ikke skal fortælle medarbejderne om deres hensigter om at begå ulovligheder og heller ikke gøre det synligt, hvis de allerede har begået ulovligheder. Medarbejderne er forpligtigede til at overholde deres indberetningspligt men forventer, at de unge samarbejder, så de kan udføre deres arbejde uden at komme i situationer, hvor de bliver nødt til at indberette. Dette samarbejde synes at være noget, som medarbejderne forsøger at lære de unge, hvilket formentlig betyder, at medarbejderne ind i mellem må se bort fra den viden, de reelt har. Her påpeger en af medarbejderne, hvordan det er vigtigt, at de unge overholder adfærdsreglerne, ellers mister medarbejderne tilliden til dem. Dette stemmer overens med Goffmans pointe om, at man kan have tillid til personer, som opfører sig i overensstemmelse med reglerne. Overtrædelse af reglerne kan ifølge Goffman føre til negative sociale sanktioner. De negative sociale sanktioner kan her ses som anvendelsen af indberetning, som ifølge medarbejderne vil betyde, at de mister relationen og den gensidige tillid. Medarbejderne forsøger at styre og kontrollere de indtryk, som de unge skal have af dem, men ønsker også, at de unge skal styre de indtryk, som de giver medarbejderne. I denne indtryksstyring synes medarbejderne at påtage sig en rolle som ”ikkeangivende”. Gennem adfærdsreglerne kan medarbejderne overbevise de unge om, at de er dem, som de udgiver sig for at være. Dog synes der også at være en rolleombytning i relationen. Hvor medarbejderne tidligere har pointeret, at de agerer som forældre og rollemodeller, så synes der her at være tale om, at det er de unge, som skal passe på medarbejderne. Set i lyset af ovenstående kan man sige, at der er skabt en samhandlingsorden, hvor den skærpede indberetningspligt sætter nogle begrænsninger for samhandlingen. Her synes den skærpede indberetningspligt at være en trussel mod den sociale samhandlingsorden, og medarbejderne forsøger at beskytte og opretholde ordenen ved at samarbejde med de unge. 76 Samhandlingsordenen synes derfor at være forhandlet og strategisk. Forhandlet, fordi den er skabt (konstrueret) i samarbejdet med de unge. Strategisk, fordi den muliggør at kontakten og tilliden kan bevares. I de tilfælde hvor medarbejderne møder unge, som er stukket af fra institutioner, kan man ligeledes se, hvordan medarbejderne forsøger at opretholde deres rolle som ”ikke-angivende”, fordi de ikke forsøger at pågribe de unge og køre dem til politiet. Her tager medarbejderne afstand til straffeperspektivet og er kun villige til at tage del i det, hvis medarbejderne er sikker på, at det ikke fører til sanktioner for de unge, fx en anholdelse. Medarbejderne forsøger dog at opretholde en samfundsorden ved at indgå som mellemmand mellem politi og de unge i de tilfælde, hvor de unge ikke risikerer at blive anholdt, men blot skal have udleveret en stævning eller en fogedsag. Dvs., at de hjælper politiet, men ikke med alt og ikke altid synligt. Denne indgangsvinkel synes at stå i kontrast til regeringens voldspakke fra 1997, som hovedsageligt understreger, at opsøgende instanser skal medvirke til, at straffefunktioner kan træde i kraft, hvis unge ikke kan leve op til normerne og kravene i samfundet. Medarbejderne synes at se straffeperspektivet som en hindring for deres pædagogiske indsats, fordi de risikerer at miste kontakten/relationen til de unge. På denne måde ser medarbejderne ikke straffeperspektivet som noget, der kan fungere som hjælp eller som noget, der kan bidrage til positive forandringsprocesser. Derfor synes det ikke at være muligt for medarbejderne at indfri og levere den indsats, som forventes af voldspakken, og samtidig opretholde deres troværdighed som en hjælpende foranstaltning over for de unge. Medarbejderne oplever, at de kan hjælpe de unge, men de kan ikke forholde sig til straf og vil ikke kende til kriminaliteten. Som resultat heraf har medarbejderne skabt (konstrueret) en diskursiv orden, hvor den kriminalpolitiske diskurs ikke tillægges betydning i forhold til, at der skal ske en reaktion, når kriminalitet er en mulighed eller er sket. En diskursiv orden, der synes at være nødvendig, for at kontakten og den gensidige tillid kan bevares. Her kan man forestille sig, at den fortsatte kontakt og tillid kan være forebyggende, dvs. undgå at de unges kriminalitet bliver aktuel. Dog synes det, at tilliden bevares, at være vigtigere end at leve op til samfundets forventninger om kontrol med de unges adfærd. Når medarbejderne har denne indgangsvinkel kan man sige, at de risikerer at udsætte sig selv for en del kritik, og derfor synes de at udføre en meget risikabel form for socialt arbejde. Jo mere konsekvensdiskursen kommer til at dominere i samfundet, jo større kritik og jo større dilemma vil det opsøgende arbejde komme til at stå over for. På den ene side risikerer de unge formelle sanktioner, fx fængselsdom, hvis medarbejderne indberetter dem, og 77 medarbejdernes evne til at påvirke og forandre vil dermed sættes ud af kraft. På den anden side kan man også sætte spørgsmålstegn ved, om medarbejderne i realiteten kan leve op til samfundets krav om kontrol, fordi de unge netop optræder i det frie offentlige rum, hvilket betyder, at medarbejderne umuligt kan overvåge de unge døgnet rundt. Det er jo netop unge, som lever et risikofyldt liv med ukontrollerede netværk, egne pushere og kriminalitet, og som har ret til at komme og gå, som de har lyst til. På denne måde vil der altid være ting, som medarbejderne ikke er ”herre” over, og derfor bliver de nødt til at acceptere, at der er ting, de ikke ved, og ting de ikke kan spørge ind til. Set i lyset heraf bliver de nødt til at afgive noget kontrol. Gennem en tillidsfuld relation kan man dog se, at medarbejderne alligevel får formidlet nogle samfundsmæssige normer til de unge, men uden at gøre brug af en konsekvensorienteret tilgang. Selvom medarbejderne tager afstand fra en konsekvensorienteret tilgang ses det, at de to gange har benyttet deres indberetningspligt over for pushere. I disse tilfælde synes indberetningen og konsekvens at være en forebyggende foranstaltning, fordi stofferne kan være en hindring for medarbejdernes støttende og hjælpende sigte. Ved at anvende deres indberetningspligt får de stoppet en handling, som kan have negative indvirkninger, ikke på de pågældende pushere, men på de unge, som de ellers arbejder med. 6.3.6. Familiearbejde I vores observation fortalte C om en episode, hvor C hjalp en far til en ung. Faren var alkoholmisbruger og invalidepensionist. Han var meget dårligt gående og boede i en lejlighed, hvor der var en del trapper, som han ikke kunne komme ned af. Han var på denne måde meget afhængig af sin søn. C forsøgte gennem forvaltningen at få faren i en anden lejlighed, hvor han bedre kunne komme ud, hvilket lykkedes. C forsøgte også at få lommepenge og et klædeskab til den unge, idet faren ikke havde råd til dette (Bilag 6:4). C beskriver, hvilken rolle C havde i forhold til familien: C: ”(...) jeg blev en form for supplement til hans [farens] liv, fordi jeg hjalp hans drenge, det kunne han ikke selv, på den måde at han ikke kunne køre. Han havde en trehjulet scooter, [men] han kunne ikke komme med dem til fodbold, han kunne ikke køre ned i byen og handle med dem. Jeg blev sådan lidt en praktisk gris (...)” (Bilag 8:10). I tilknytning til C´s iværksættelse af ny bolig til faren, udtaler C: 78 C: ”Jeg fik sat kommunen i sving med det. De vidste sgu ikke, hvad der foregik, fordi de havde kun drengene. Y [faren] er invalidepensionist, så han får bare sin pension. Så der var ingen, der sådan tænkte på, hvordan fa´en han havde det (...)” (Ibid.). C fortalte desuden, hvordan C har hjulpet en enlig mor med flere børn. Hun ringede ofte til C, hvis der havde været problemer med socialforvaltningen eller børnenes skoler: C: ” (...) jeg forsøger at få systemet til at fungere omkring hende. (...) så går jeg ind og prøver at hjælpe til, at [hun] får lidt overlevelseshjælp, så hun ikke skal ned på forvaltningen og søge om det selv, så hun [ikke] skælder sagsbehandleren ud, og kalder hende [sagsbehandleren] en dum ko eller et eller andet. (...) Men hun ved også, at hvis hun ringer til mig, så tager jeg telefonen” (Ibid.:11). Endvidere påpeger C, hvorledes C ofte rådgiver forældre, men at dette ofte foregår på en humoristisk måde. Her mener C, at det er vigtigt at opretholde et samarbejde med de unges forældre for at få arbejdet med de unge til at fungere: C: ”(...) jeg snakker med forældrene om de der unger, de har. Det kan godt være på en humoristisk måde, hvis der er noget, de gerne vil have, eller hvis den unge har lavet noget lort, eller hvis jeg synes, de voksne har lavet noget lort. Så kan jeg sagtens få flettet det ind i en samtale, at du kan jo godt prøve at gøre sådan og sådan. (...) vi døjer lidt med at klare det her arbejde, hvis vi ikke har de gamle med. Altså hvis de modarbejder, ahh så er det fanme besværligt. (...) Hvis ikke vi har forældrene med så har vi heller ikke børnene med” (Ibid.:15). Ud fra ovenstående synes det opsøgende arbejde at bære præg af elementer af familiearbejde, fordi C forsøger at bygge bro mellem familier og det offentlige hjælpesystem. Her synes C at påtage sig en rolle som sagsbehandlerens forlængede arm, fordi C bidrager til oplysninger om familieforhold, som sagsbehandleren ikke kan opdage, fordi han/hun sjældent bevæger sig væk fra de institutionelle rammer. I konstruktionen synes der desuden implicit at ligge en forestilling om, at familieproblemer kan have konsekvenser for arbejdet med de unge. Dette synes at stemme overens med medarbejdernes tidligere refleksioner over, hvordan den sociale arv spiller en rolle for de unges adfærd og sociale processer. Derfor synes der at eksistere en særlig styringsmentalitet, hvor hjælp til hele familien kan bidrage til positive forandringsprocesser hos den enkelte unge. Hertil synes der også at ligge en forestilling om, at familieproblemer ikke er et ansvar, som de unge skal påtage sig, derfor forsøger man som medarbejder at tage det ansvar. C´s magt til at forandre og påvirke synes at blive gjort produktiv, fordi den bidrager til, at familierne får den rette offentlige hjælp, og fordi den bidrager til at opretholde et samarbejde og et tillidsforhold mellem C og forældrene. Dette tillidsforhold synes ligeledes at være altafgørende for opretholdelsen af relationen til de unge, herunder C´s evne til skabe positive 79 forandringsprocesser hos den unge. Dette synes bl.a. at komme til udtryk i udtalelsen: ”Hvis vi ikke har forældrene med, så har vi heller ikke børnene med”. Et helhedsyn i forhold til de unges sociale netværk synes derfor at være en nødvendighed for at kunne anvende sin magt produktivt. I konstruktionen synes der implicit at ligge en anvendelse af kontrol/regulering af forældrenes adfærd både i forhold til deres ageren over for børnene, men også i forhold til deres ageren over for det offentlige hjælpesystem. Denne kontrol/regulering synes at håndteres gennem humor og tillid, hvilket bliver produktivt. På denne måde indeholder kontrolfunktionen også et omsorgsgivende og støttende sigte, fordi den bidrager til, at forældrene får nye handlemuligheder i forhold til børnene og til det offentlige system. Set i lyset heraf kommer kontrol og omsorg til at indgå implicit i de forestillinger, medarbejderne har om indsatserne over for de unges familier. C´s ageren som familiearbejder synes at ligge udover de forventninger og krav, samfundet har til positionen som opsøgende medarbejder. Rollen som familiearbejder synes heller ikke at være en af de antagelser, som Villadsen har om det opsøgende arbejde. Heller ikke Nielsen og Hansen eller Klitgaard og Hansen har sådanne refleksioner med i deres udredninger. Derfor synes det opsøgende arbejde at indtage en refleksiv form for socialt arbejde, hvor familiearbejde kan inddrages, hvis man finder det nødvendigt for tilgangen til de unge. 6.3.7. Delkonklusion Ud fra medarbejdernes konstruktion kan man se, at medarbejderne finder det vigtig, at det er de unge, der skal skabe den første kontakt, fordi man mener, at frivillighed er mest hensigtsmæssig. Derfor synes medarbejderne at forkastet de samfundsmæssige forventninger om kontrol og uopfordret kontakt til unge i det offentlige rum. I stedet for at se kontrol og uopfordret kontakt som noget, der kan skabe positive forandringsprocesser, ser medarbejderne snarere, at en relation præget af tillid og frivillighed kan skabe positive forandringsprocesser. Når kontakten er skabt, synes relationen at bære præg af en særlig relation, som låner viden fra de følelsesmæssige relationer, som eksisterer i en familie eller et nært venskab. Desuden synes relationen at bære præg af tillid, ærlighed, omsorg, gensidige forpligtigelser, aftaler og samarbejde, herunder aftaler om at tale sandt og ikke udsætte hinanden. I denne særlige relation 80 synes der at være en afgivelse af kontrol, fordi medarbejderne finder tillid, og det at den bevares, vigtigere end at vide, hvad der er sandt. Her ses det også, hvordan de finder tilliden vigtigere end at opretholde de politiske målsætninger om uddannelse og arbejde. I forhold til de unges kriminalitet synes tilliden og opretholdelse af kontakten også at være vigtigere end at føre kontrol med de unges adfærd. Her synes medarbejderne at forkaste konsekvensdiskursen, fordi de oplever, at konsekvens fører til mistillid og ingen relation. I forhold til de politiske diskurser kan man se, at medarbejderne forholder sig til dem i kontakten, men forsøger at etablere en anden orden baseret på et tillidsforhold. På denne måde synes den styringsmentalitet, som samfundet forventer, kan få de unge på rette spor, at blive tillagt mindre betydning i den opsøgende indsats. I stedet for at tænke uddannelse, arbejde og konsekvens tænker medarbejderne tillid, skrøbelige relationer, familiearbejde og brobygning som vejen til at få de unge på rette spor, hvilket synes at være en anden diskurs, end den der eksisterer i offentligheden. Gennem nære relationer, humor og en refleksiv tilgang formår medarbejderne dog på én gang at have indføling i den enkelte unges behov og få videreformidlet nogle grænser for adfærd, der bryder med normsamfundets normer. Dette viser desuden, hvordan medarbejderne formår at gøre deres magt produktiv i forhold til at skabe positive forandringsprocesser. I forhold til dilemmaet mellem kontrol og omsorg viser konstruktionen gennemgående, hvordan kontrol og omsorg implicit indgår i medarbejdernes ageren og derfor ikke synes at stå i kontrast til hinanden i betydningen kontrol som negativ og omsorg som positiv. Konstruktionen viser bl.a., hvordan humor kan være et middel til at undgå, at omsorgen for de unges færden og forældrenes problemstillinger bliver opfattet som kontrollerende. Desuden viser medarbejdernes holdningstilkendegivelse af de unges hashforbrug, hvordan kontrol kan være en nødvendighed for det hjælpende/støttende sigte, men også hvordan det både kan være kontrol og omsorg at få de unge til at holde op med at ryge hash. Ligeledes viser konstruktionen, hvordan omsorg og kontrol implicit indgår i medarbejdernes ageren som rollemodeller, hvor de forsøger at påvirke de unge til at beherske deres sprog og færdes i trafikken. 81 6.4. Medarbejdernes konstruktion af dilemmaer i det opsøgende arbejde 6.4.1. Samfundets krav og struktur som et dilemma I forhold til at få de unge tilpasset samfundets normer og krav oplever medarbejderne ofte, at dette er et dilemma, fordi der bl.a. stilles for høje krav til de unges skolemæssige kompetencer. Endvidere ses det problematisk, at samfundet forventer, at de unge skal passe ind i en norm, der indebærer, at man arbejder fra kl. 8: C: ”(…) for bare ti år tilbage ville man altid kunne finde et arbejdsmarkedsjob (…). Nu er det vendt fuldstændig på hovedet, nu skal de kunne noget med computere, nu skal de kunne styre, og så kan man sige, at vores samfund er ikke gearet til vores restgruppe, fordi de passer ikke ind i normen. Man har ikke et projekt, der starter kl. to om eftermiddagen, (...) det skal være fra kl. 8, så du passer ind i normen” (Bilag 5:4). B: ”(…) så bliver der også stillet skolekrav til rigtig mange unge, som vores unge måske har svært ved få. Jeg tænker i forhold til at være flyttemand, fyren kan jo knokle og knokle og knokle, men for at de kunne ansætte ham, skulle han lige ind omkring noget uddannelse. Jamen så bliver det aldrig til noget, og sådan er der flere småjobs eller større jobs, hvor de bare aldrig kommer ind, selv om de egentlig kan rent fysisk” (Ibid.:5). A fortæller endvidere, hvordan samfundets skærpede krav og besparelser har konsekvenser for det opsøgende arbejde: A: ”Jo mere pres der kommer på de unge, jo større chance er der også for, at der er nogle, der falder igennem, og nu falder der rigtig mange igennem. Før der kunne man gå ind og lave nogle aftaler og sige, vi skal lige redde dem igennem, (…) så kunne de få et engangstillæg til den husleje, som de ikke havde råd til, (…) det kan vi glemme alt om i dag. (…) kravene bliver skærpet, og man lukker de der projekter, som vi typisk bruger for at få dem videre i systemet, dem sparer man jo også på. Dvs., at den restgruppe vi står med, den bliver også sværere at komme af med, og dvs., at vores gruppe bliver egentligtaget større og større, fordi vi kan sgu ikke få dem aktiveret” (Ibid.:26). A fortæller yderligere om, hvordan for mange led i systemet har konsekvenser for det opsøgende arbejde: A: ”(…) der er kommet alt for mange led i det, vi skal tage hensyn til (...). Dengang jeg startede, der kunne jeg bare sætte noget i gang og så ringe ned til sagsbehandleren og sige, vi gør sådan her, er det i orden og ringe ned til PPR, vi gør det her og jo jo. Nu er de meget mere holden kortene ind til kroppen, og vi skal lige være sikre på, at det her det er det rigtige, og vi skal lige..(...) det er svært nu om dage, fordi der er så mange interessenter i det her” (Ibid.:29). Ud fra ovenstående ses det, hvordan medarbejderne finder det sværere at tilpasse de unge samfundets normer og krav, fordi der nu stilles højere krav end tidligere til de unges 82 uddannelsesmæssige kompetencer. Dette synes at stemme overens med det sporskifte, som Goul Andersen påpeger, der er sket i den danske social-og beskæftigelsespolitik, hvor universelle rettigheder og omsorg er blevet erstattet af bestræbelser på at gøre den enkelte i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. Ud fra konstruktionen fremgår det ligeledes, at unge, der gerne vil arbejde og kan tage arbejde rent fysisk, bremses af de politiske målsætninger, fordi uddannelse anses som en forudsætning for at få arbejde. Desuden oplever medarbejderne, at den samfundsmæssige diskurs om at arbejde fra 8-16 ikke stemmer overens med de unges kompetencer. Derfor synes kravene at blive en hindring for det opsøgende arbejde, fordi medarbejderne ikke har et sted at placere de unge, hvilket betyder, at deres målgruppe bliver større og større. Desuden lukkes de projekter, som medarbejderne typisk bruger for at få de unge videre i systemet, og medarbejdernes magt til selv at sætte nogle tilbud i gang begrænses af andres beslutningskompetencer. I relation til Foucault kan man sige, at økonomien er det afgørende styringsobjekt i den samfundsmæssige diskurs/styringsmentalitet, som også er bestemmende for subjektiveringen af de unge og for, hvordan der skal interveneres. Medarbejderne synes at forholde sig til denne styringsmentalitet, men de har ikke nogen midler/tilbud at gøre det med, fordi samfundet ikke er tilpasset de unge (ingen tilbud uden for normen). Her synes der at være et paradoks i medarbejdernes konstruktion i betydningen, at de unge skal tilpasses samfundet, men samfundet skal også tilpasses de unge. Denne konstruktion synes at bære præg af 1960´ernes behandlingsdiskurs, fordi medarbejderne både forsøger at integrere de unge i samfundet, men forsøger også at påvise sygdomsskabende træk i samfundet. Tidligere har vi vist, hvordan medarbejderne har omformet den samfundsmæssige styringsmentalitet til en styringsmentalitet hvor relation, ærlighed og tillid bliver en alternativ vej til at opfylde kravene og forventningerne om de unges tilpasning til samfundet. Spørgsmålet er dog, om medarbejdernes produktive magt ikke altid vil være begrænset af andres magt (beslutningskompetence) uanset hvor god en relation, der er skabt til de unge. 6.4.2. Dilemmaet mellem kontrol og omsorg I forhold til medarbejdernes refleksioner over dilemmaet mellem kontrol og omsorg i deres arbejde, ses det, at de ofte oplever, at de yder en kombination af kontrol og omsorg, men at kontrolfunktionen også kan være af interesse for vedkommende: 83 C: ”Jamen, jeg kan godt se, at jeg er lidt kontrolagtig i morges, da jeg ringer og spørger, om han er klar til at gå til tandlæge i dag, men kombinationen af kontrol og omsorg. Kontrol kommer ind, at jeg ved, han har snydt to gange for tandlægen, og omsorgen er det, at han kommer af sted” (Bilag 5:24). A: ”Man kan nok få meget ind under tillid. (…) Men man skal jo gerne have den der kontrolfunktion på en eller anden måde manipuleret over til, at det rent faktisk er til interesse for vedkommende, det er jo der hemmeligheden ligger, fordi kan vi det, så er de jo glade for det” (Ibid.). Det påpeges også, hvordan kontrolfunktionen ikke ses som noget negativt. Kontrol ses nærmere som en omsorg for de unge, hvilket handler meget om den tilgang, de har til de unge: C: ”(…) Kontrol i vores arbejde det er sgu ikke negativt, snarere tværtimod. Kontrol, det kan jeg sagtens lægge ud til, at det bare er en omsorg, det kan jeg sagtens, og så handler det meget om den tilgang, vi har til de unge, hvordan vi snakker til dem og sådan noget, det gør det altså. Jeg tror, at 99,9 % af tilfældene der opfatter de det ikke som kontrol, hvis der er noget kontrol i det, og det er fordi, det der omsorgshul det er så stort” (Ibid.). Ovenstående konstruktion viser, hvordan medarbejderne har svært ved at adskille omsorg og kontrol fra hinanden, fordi de oplever, at kontrol også kan være omsorg. Desuden ses det, at de er bevidste om, at de kan indtage en kontrolfunktion over for de unge, men de ser kontrolfunktionen som en positiv del af deres arbejde, fordi den implicit har en omsorgsgivende sigte. Dette synes at stemme overens med de tidligere refleksioner, som vi har påpeget i problemfeltet, hvor kontrol kan have et omsorggivende sigte og ikke nødvendigvis være negativ. Medarbejdernes konstruktion synes dog at indeholde en manglende refleksion over, at både det kontrollerende og omsorggivende sigte også kan være negativ/krænkende. Den måde, medarbejderne balancerer kontrol og omsorg på, synes at tage udgangspunkt i deres sproglige kommunikation med de unge. Dette stemmer også overens med medarbejdernes tidligere refleksioner, hvor bl.a. humor anvendes i situationer, hvor omsorg kan opfattes som kontrollerende. Desuden synes håndteringen af kontrol og omsorg også at blive formidlet til de unge på en måde, så det er de unge, der får noget ud af det, og ikke medarbejderen. Hvis denne håndtering/balancering lykkes, kan man sige, at medarbejderne får anvendt deres magt til at forandre de unge produktivt. Når medarbejderne påpeger, at man kan få meget kontrol ind under tillid, synes der dog implicit at ligge en risiko for, at medarbejderne kan komme til at overse magtens negative konsekvenser. Hvis medarbejderne føler, at de har en stærk/stabil relation til en ung, kan man forestille sig, at det kan komme til at virke naturligt for dem at øge 84 deres omsorgsgivende og kontrollerende sigte i betydningen at stille flere og evt. for mange krav og forventninger til den unge, som den unge måske ikke kan leve op til. På denne måde kan det omsorgsgivende og kontrollerende sigte blive lig med negativ anvendelse af magt (overgreb). 6.4.3. Håndteringen af dilemmaer I forhold til medarbejdernes håndtering af dilemmaer ses det, at medarbejderne ofte bruger hinandens refleksioner i forhold til, om man kunne have håndteret en situation anderledes. Medarbejderne oplever ikke, at de kan bruge supervision, fordi de dilemmaer, der opstår, oftest skal håndteres her og nu: B: ”De dilemmaer, der opstår, nogle gange bliver vi nødt til at handle i nuet, hvis vi så har det skide dårligt bagefter, jamen så ringer man da til en [kollega] og får det vendt og spørger, om man kunne have gjort noget anderledes” (Bilag 5:22). C: ” (...) når vi kommer [til supervision], så er det satme, fordi vi har brug for noget. (…) så skal man have en fornemmelse af, at man går der fra med noget i posen. Det skal ikke være sådan, at vi bare har (...) givet superviser en aha oplevelse. (…) Vi lever i en verden, der er så alene og så forskellige fra alle mulige andres, så der er nogen, der bliver benovet over det. (…) og så har vi heller ikke tid til at vente i 14 dage, fordi det vi gør, det er næsten baglæns, det var i går, det var vigtigt” (Ibid.). Ud fra ovenstående kan man se, hvordan medarbejderne ikke føler, at de kan få udbytte af supervision, fordi den ikke bidrager til en her og nu refleksion. Medarbejderne oplever, at de ofte er nødt til at handle i nuet, og derfor kan de ikke bruge en baglæns refleksion. På denne måde kan man sige, at medarbejderne har svært ved at finde et rum/medie, der kan tilbyde dem læring, medmindre de bruger hinandens refleksioner. Vi har tidligere belyst, hvordan medarbejderne har skabt en særlig orden i kontakten med de unge, som synes at bære præg af nogle interne aftaler, forpligtigelser og et samarbejde. Denne orden synes at være meget lukket, fordi udenforstående har svært ved at få adgang til den, hvilket også betyder, at udenforstående kan have svært ved at forholde sig til den. At udenforstående kan have svært ved at få adgang til den skabte orden, kan bl.a. illustreres i vores adgang til feltet, hvor medarbejderne var meget betænkelige i forhold til at lade os foretage deltagende observation. Man kan forestille sig, at hvis medarbejderne gør deres orden åben for andre, fx supervisor, kan der skabes mulighed for et større læringspotentiale. Medarbejderne synes dog at arbejde i et risikabelt rum, fordi de har konstrueret en diskurs, som synes at være 85 en del anderledes end den, der eksisterer i offentligheden. På denne måde kan de komme til at udsætte sig selv for en del kritik, hvis de åbner for deres orden. At medarbejderne holder ordenen lukket for udenforstående, kan derfor ses som et forsøg på at bevare deres diskurs/magt, fordi en åbning kan indeholde en risiko for, at der er nogen, der vil forsøge at ændre den. 6.4.4. Delkonklusion Ud fra ovenstående konstruktion kan man sige, at det opsøgende arbejde forholder sig til den samfundsmæssige diskurs om at få de unge tilpasset samfundet i form af arbejde eller anden aktivering. Medarbejderne oplever dog, at de ikke har nogen midler at gøre det med, fordi samfundet ikke har de rette tilbud til de unge, og fordi der nu mere end tidligere er beslutningsled i systemet, der skal tages hensyn til, før de unge kan blive aktiveret. På den måde synes det opsøgende arbejde at stå i et dilemma mellem et ønske om at få de unge tilpasset samfundet og et ønske om at få samfundets tilbud tilpasset de unge. Selvom medarbejderne oplever, at de kan opnå positive forandringsprocesser via en god/stabil relation til de unge, synes deres produktive magt altid at være begrænset af samfundets tilbud og andres magt. I forhold til dilemmaet mellem kontrol og omsorg synes disse begreber at indgå implicit i de forestillinger medarbejderne har om deres indsats. En kontrol/omsorgsfunktion, der kan opleves negativ (overgribende), håndteres gennem en sproglig kommunikation med de unge bl.a. på en måde, så det er de unge, der får gavn af kontrollen/omsorgen og ikke medarbejderen. Desuden synes kontrol/omsorg at håndteres gennem en tillidsfuld relation, hvor medarbejderne oplever, at de kan få meget kontrol/omsorg ind under tilliden og dermed bliver kontrol/omsorg altid produktiv (positiv) i det opsøgende arbejde. I forhold til medarbejdernes håndtering af dilemmaer viser konstruktionen, at medarbejderne har svært ved at få udbytte af supervision, fordi de ofte har brug for en her og nu refleksion. Her forestiller vi os, at medarbejdernes særlige orden i kontakten med de unge kan være en af grundene til, at de ikke kan få udbytte af supervision, fordi denne lukkede orden kan være svær for udenforstående at forholde sig til. At medarbejderne holder denne orden lukket, kan man forestille sig bunder i en beskyttelse af sig selv mod kritik og mod andres forsøg på at ændre ordenen. 86 7. Konklusion og perspektivering Medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde Denne undersøgelse har for det første haft fokus på, hvordan opsøgende medarbejdere konstruerer det opsøgende arbejde. Her synes medarbejderne i udgangspunktet at fremstille sig selv i overensstemmelse med den samfundsmæssige styringsmentalitet, idet medarbejdernes målsætninger er, at de unge skal blive selvstændige, selvhjulpne, få uddannelse, få job, stå op, begå sig i sociale relationer og holde sig inden for lovens rammer. Det kommer også til udtryk i synet på de unges kompetencer og autonomi, idet medarbejderne på den ene side ser de unge som uafhængige af hjælp, fordi de kan klare sig selv fra dag til dag og på den anden side er bevidste om, at sådanne kompetencer ikke er de kompetencer, der efterspørges af samfundet. Her synes diskursen om unges normale udvikling som selvstændige individer at være en konkurrerende diskurs til den politiske diskurs, men den politiske diskurs tillægges større betydning i det opsøgende arbejde. Ligeledes synes den samfundsmæssige diskurs at komme til udtryk i medarbejdernes syn på de unges autonomi. De unge er frie til at vælge ønsker om fremtiden, når det gælder uddannelse og job, men når der er tale om ønsker/valg fx sove, se tv og ryge hash, der strider imod moralske standarder, udsættes de unge for disciplinære teknikker, der forsøger at forandre og påvirke dem hen imod den samfundsmæssige diskurs. I interaktionen med de unge synes medarbejderne at forholde sig til den samfundsmæssige diskurs i interaktionen, men de forsøger at etablere en anden orden baseret på et tillidsforhold. Her formår de at omforme den samfundsmæssige styringsmentalitet om kontrol og konsekvens til en tillidsfuld relation, der bærer præg af en forældre/barn relation. En relation, som bliver til en meningsfuld indsats, der kan forebygge og skabe positive forandringer hos de unge herunder job og uddannelse. Dette ses bl.a. i førstegangskontakten, hvor kontakten bærer præg af en særlig relation, hvor tillid og frivillighed spiller en central rolle. Medarbejderne har en viden og formodning om de unges behov for hjælp, men de vælger kun at anvende denne viden til at placere sig der, hvor de unge opholder sig og ikke til at skabe en uopfordret kontakt. Dermed synes medarbejderne at forkaste de samfundsmæssige forventninger om kontrol/regulering af unge i det offentlige rum. Når relationen er skabt synes kontakten ligeledes at bære præg af en særlig relation, der låner viden fra de følelsesmæssige relationer, der eksisterer i en familie eller et nært venskab. Her synes der at være skabt en særlig samhandlingsorden, der bærer præg af tillid, ærlighed, omsorg, gensidige forpligtigelser, aftaler om samarbejde, herunder aftaler om at 87 tale sandt og ikke udsætte hinanden. I denne samhandlingsorden synes der også at ske en afgivelse af kontrol, fordi medarbejderne finder opretholdelsen af kontakten og tilliden vigtigere end at opretholde politiske målsætninger om uddannelse og job og vigtigere end at kontrollere de unges uhensigtsmæssige adfærd, fx kriminalitet. Her synes medarbejderne at forkaste konsekvensdiskursen i den kriminalpolitiske diskurs i forhold til, at der skal ske en reaktion, når de unges kriminalitet er en mulighed eller er sket. I stedet for at tænke uddannelse, job og konsekvens tænker medarbejderne tillid, skrøbelige relationer, familiearbejde og brobygning som vejen til at få de unge på rette spor. En styringsmentalitet (orden), der synes at give medarbejderne magt (i produktiv forstand) til at påvirke og forandre de unge. Medarbejdernes konstruktion af det opsøgende arbejde synes endvidere at bære præg af en variant af forskellige former for socialt arbejde, hvor medarbejderne kombinerer flere perspektiver, der gør det muligt for dem ikke kun at iagttage den unge og dennes selvrealisering men også gruppe-og samfundsstrukturen. Dette kommer bl.a. til udtryk, idet medarbejderne støtter de unge i at mestre sig hverdagslivet og håndtere konkrete opgaver, ikke tager udgangspunkt i universalistiske teorier eller metoder og agerer som menneske frem for fagperson. Her betragter medarbejderne dog ikke kun de unge i nuet men også i fortiden, hvor fx familieforhold tillægges betydning for de unges problemstillinger. Det opsøgende arbejde synes heller ikke kun at have fokus på de unges egne ønsker om fremtiden men også fokus på, at få de unge til at indgå i en forandringsproces, hvis ønskerne ikke ses som hensigtsmæssige. Endelig er der ikke kun fokus på de unges egne forestillinger om aktuelle problemstillinger, men det er også forhåndsbestemt, hvilke problemstillinger der skal fokuseres på, fx de unges manglende tilknytning til skole og job. Desuden fokuserer medarbejderne også på, at få de unge til at kunne indgå i fællesskaber med andre uden at komme i konflikter. Altså et opsøgende arbejde, der også handler om at øge menneskers ressourcer i samspillet med deres omverden. Endvidere agerer medarbejderne ofte som familiearbejdere, hvor de bl.a. forsøger at bygge bro mellem de unges forældre og det offentlige hjælpesystem. Denne funktion synes at ligge udover, de forventninger og krav samfundet har til det opsøgende arbejde. Konstruktionen af det opsøgende arbejde synes ligeledes at give udtryk for et fleksibelt opsøgende arbejde, der primært er af kategorien brobygning, men hvor der er mulighed for at anvende andre kategorier, fx ”opsøgende arbejde til egen baseinstitution”. 88 I forhold til diskursen i socialt arbejde ses der i den nævnte konstruktion elementer fra flere tidsperioder. Fra 1980´ernes diskurs drejer det sig bl.a. om, at medarbejderne har fokus på at skabe en tillidsfuld relation til de unge, som ikke er passiviserende og ansvarsfratagende og på motivering af de unge og de unges egen handlekraft. Fra 1960´ernes diskurs drejer det sig bl.a. om, at medarbejderne forklarer de unges problemstillinger ud fra sociale strukturer og samfundsmæssige miljøer, fx social arv. Desuden er formålet med indsatsen at integrere de unge i samfundet, men de påpeger også sygdomsskabende træk i samfundet, fordi de mener, at samfundet ikke er tilpasset de unge, fx ingen tilbud uden for normen. Fra filantropien drejer det sig bl.a. om, at medarbejderne relaterer de unges problemstillinger, fx deres hashforbrug, til god kontra dårlig vilje. Ovenstående konstruktion viser altså et opsøgende socialt arbejde, der trækker på flere nuværende og tidligere diskurser. Altså en eklektisk form for socialt arbejde med en kompleks håndtering af ulige diskurser. En refleksiv og pragmatisk synsvinkel, der gør det muligt for medarbejderne at anskue de unge som individer, der både er frie og autonome men også afhængige af sociale relationer og være en del af et fællesskab. Medarbejderne synes dermed at håndtere dilemmaet mellem individets ret til selvbestemmelse og ønsket om at intervenere med henblik på at skabe forandringer ved at anlægge et mere refleksivt perspektiv, der også synes at give medarbejderne magt (i produktiv forstand) til at påvirke og forandre. Dilemmaet mellem kontrol og omsorg For det andet havde undersøgelsen fokus på, hvordan de opsøgende medarbejdere håndterer dilemmaet mellem kontrol og omsorg i interaktionen med de unge. Dette synes medarbejderne også at håndtere på en refleksiv måde i form af forskellige midler og strategier. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at medarbejderne ofte anvender humor som et middel til at undgå, at omsorgen for de unges færden og forældrenes problemstillinger bliver konfliktfyldt eller opfattet som kontrollerende og evt. lig med negativ anvendelse af magt. Humor og en refleksiv tilgang synes at give medarbejderne en magt (i produktiv forstand), fordi tilgangen bidrager til at opretholde interaktionen med de unge og forældrene, og fordi den bidrager til forskellige oplysninger om de unge og deres familieforhold. Desuden synes magten at bidrage til opretholdelsen af en tillidsfuld relation og samarbejde, hvilket muliggør, at medarbejderne på èn gang kan videreformidle samfundsmæssige normer og imødekomme familiens og den enkelte unges behov, uden der synes at forekomme konflikter. På den måde synes 89 kontrol/regulering af adfærd og omsorg at kunne indgå implicit i en tillidsfuld relation. Konstruktionen viser også, hvordan en tillidsfuld relation, hvor medarbejderne giver deres holdning til kende, fx i forhold til de unges hashforbrug og sprogbrug, og agerer som rollemodeller, fx færdes i trafikken, kan føre til positive forandringsprocesser hos de unge. Her synes medarbejderne at anvende forskellige veje til tilpasning, som synes at bære præg af en vekselvirkning mellem 1980´ernes individorienteret diskurs og 1960´ernes samfundsmæssig orienteret diskurs. Desuden ses det også, hvordan den kontrol, der ofte opfattes som negativ og evt. lig med negativ anvendelse af magt kan føre til positive forandringsprocesser og blive til positiv anvendelse af magt, hvis den håndteres refleksivt fx gennem en kærlig og tillidsfuld relation. Den kontrol og de forandringsprocesser, der ønskes, sker altså gennem tilbud om omsorg/støtte. Selvom medarbejderne ofte oplever, at de kan opnå positive forandringsprocesser gennem en tillidsfuld relation, så oplever de også, at samfundets strukturelle betingelser ofte er en hindring for det opsøgende arbejde. De oplever, at det er svært at få de unge aktiveret, fordi samfundet forventer, at de unge skal arbejde fra 8-16 og have gennemført en eller anden form for uddannelse, hvilket de unge ofte har svært ved at leve op til. Desuden er der nu mere end tidligere kommet flere led i systemet, som medarbejderne skal tage hensyn til, før der kan ske en aktivering af de unge. På denne måde synes medarbejdernes produktive magt ofte at være begrænset af samfundets struktur og andre instansers magt (beslutningskompetence). Vores fund vedrørende betydningen af den tillidsfulde relation kan ikke direkte udledes af Foucault eller Goffmans teoretiske perspektiver, fordi perspektiverne ikke indeholder et tillidsbegreb. Goffmans perspektiv på social samhandling som noget, der er forhandlet, har dog gjort det muligt at fremanalysere betydningen af tillidsrelationen. Goffmans perspektiv har derfor været frugtbar for undersøgelsen, fordi det har gjort det muligt ikke kun at fokusere på sprog og diskurser men også på de konkrete samhandlingsformer, der sker på mikroniveau. Kombinationen mellem Foucault og Goffmans perspektiver har vist, at selvom medarbejderne må forholde sig til og tilpasse sig økonomiske, retlige og politiske forventninger, er de ikke blot systemrepræsentanter, der reproducerer eksisterende magtrelationer. Via en refleksiv tilgang og en tillidsfuld relation til de unge, der er præget af variation, formår medarbejderne at konstruere en ny diskursiv orden, der har et forandringspotentiale. 90 Set i et fremadrettet perspektiv fandt vi desuden, at medarbejderne har svært ved at få udbytte af supervision, fordi de ofte har brug for en her og nu refleksion. Medarbejderne synes at have svært ved at finde et rum/medie, der kan tilbyde dem læring, medmindre de bruger hinandens refleksioner. Grunden til, at medarbejderne ikke kan få udbytte af supervisionen, kan være fordi, supervisionen kun fokuserer på relationen mellem den enkelte medarbejder og bestemte unge, altså en refleksion, der tager udgangspunkt i personlige forskelle eller situationsbestemte cases, og som ikke relateres til mere generelle problematikker. Her kunne en mere kollektiv supervision med fokus på mere kulturelle aspekter som fx de unges afhængighed af sociale relationer og behov for at være en del af et fællesskab være et alternativ, der kunne skabe en mere kollektiv og fælles form for refleksion, der både relaterer sig til her og nu orientering, men som også er anvendelig over tid. De fælles diskussioner og refleksioner, der kan opstå i en mere kollektiv supervision, kunne også medføre en mere generaliseret form for viden, som kunne danne et mere vægtigt grundlag for at kunne foreslå ændringer til andre instanser. Fx i forhold til behovet for flere og mere anvendelige tilbud til de unge. Via en kollektiv supervision kunne medarbejderne dermed få større mulighed for at opnå læring, der både kan anvendes her og nu og over tid, men også have mulighed for måske at påvirke omverdenen med deres viden. Det opsøgende arbejde synes stærkt individualiseret, jf. Villadsen. Dog har vi fundet frem til at der er nogle kulturelle og mere generelle forventninger til, hvad det opsøgende arbejde er, og hvordan det skal praktiseres. I forhold til udviklingen af det sociale arbejde, synes det derfor at være hensigtsmæssigt at forstå og udvikle det sociale arbejde, så man forholder sig til de mere generelle sociale konstruktioner, som det sociale arbejde udtrykker og ikke kun forholde sig til socialt arbejde her og nu, ad-hoc og i relation til konkrete situationer eller personer. Det sociale arbejde synes at være et eklektisk univers af diskurser, som kan være hensigtsmæssig at anvende som grundlag for mere kollektive refleksioner, men hvornår henviser man til en diskurs frem for en anden? Valget kan være afhængigt af, hvad der opretholder det sociale arbejdes legitimitet som noget, der kan noget, altså det sociale arbejdes egen magt, men valget kan også være afhængige af personlige normer og holdninger. På den måde kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvad der afgør grænserne for valget af én diskurs frem for en anden i det sociale arbejde. Hvornår er det hensigtsmæssigt at iagttage det enkelte individ og dennes selvrealisering, og hvornår er det hensigtsmæssigt at fokusere på individets afhængighed af sociale relationer og behov for at være en del af et fællesskab? 91 8. Litteraturliste • Andersen, Svend Aage (2007): Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde – en introduktion og forskningsoversigt. Social skriftserie Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 8. • Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier. Institut for Organisation og Arbejdssociologi, København. • Andersson, Björn (2006): Ungdomar och offentligt liv. I: Erdal, Børge (red.): Ute/inne – oppsøkende sosialt arbeid med ungdom. Gyldendal Nordisk Forlag AS, Oslo. • Antoft, Rasmus og Salomonsen, Heidi Houlberg (2007): Det kvalitative casestudium – introduktion til en forskningsstrategi. I: Antoft, Rasmus m.fl. (red.): Håndværk & Horisonter – tradition og nytænkning i kvalitative metoder. Syddansk Universitetsforlag, Odense. • Bauman, Zygmunt (2002): Fællesskab – En søgen efter tryghed i en usikker verden. Hans Reitzels Forlag, København. • Blakie, Norman (1993): Approaches to Social Enquiry. Polity Press, Cambridge. • Bourdieu, Pierre & Wacquant, Löic J.D. (1996): Refleksiv sociologi – mål og midler. Hans Reitzels Forlag, København. • Breumlund, Anne m.fl. (2008a): Magt og forandring i socialt arbejde. I: Uden for Nummer, Tidsskrift for forskning og praksis i socialt arbejde, nr. 16, 9. årg., s. 28-37. • Breumlund, Anne m.fl. (2008b): Magt og forandring – Om sociale dilemmaer i et normativt felt. I: Vera, Tidsskrift for pædagoger, nr. 45, s. 7-13. • Bundesen, Peter (2003): Sociale problemer og socialpolitik. 2. udg. Syddansk Universitetsforlag, Odense. • Buttenschön, Claus (2001): En ny dagsorden, Voldssekretariatet – et led i en langsigtet volds-og kriminalpræventiv indsats. Det Kriminalpræventive Råd, Glostrup. • Bykilde, Gritt & Nissen, Maria Appel (2006): Et sted at være med. I: Tidsskrift for Socialpædagogik, nr. 18, s. 33-47. • Dean, Mitchell (2006): Govermentality – Magt og styring i det moderne samfund. Forlaget Sociologi, Frederiksberg. • Foucault, Michel (2002): Overvågning og straf – fængslets fødsel. DET lille FORLAG, Frederiksberg. • Goffman, Erving (2004): Social samhandling og mikrosociologi (red. af Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen). Hans Reitzels Forlag, København. 92 • Halkier, Bente (2007): Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg. • Hammer, Ole (2003): De utilpassede: Erfaringer fra udrykningsholdets arbejde. Integrationsministeriet videns-og rådgivningsenhed vedrørende utilpassede unge. • Heede, Dag (2002): Det tomme menneske – Introduktion til Michel Foucault. 2. rev. udg. Museum Tusculanums Forlag, København. • Jacobsen, Michael Hviid & Kristiansen, Søren (2002): Erving Goffman – Sociologien om det elementære livs sociale former. Hans Reitzels Forlag, København. • Jonasen, Viggo (2003): Dansk socialpolitik 1708-2002. 7. udg. Den Sociale Højskole i Århus. • Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna (2005): Observationer i en interaktionistisk begrebsramme. I: Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna (red): Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv – Interview, observationer og dokumenter. Hans Reitzels Forlag, København. • Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg. • Klitgaard, Gitte & Hansen, Susanne Pihl (2001): Ideer og inspiration til arbejdet med socialt udsatte unge – erfaringsopsamling fra OPS-puljen. UFC-unge. • Koch, Ida & Jensen, Torben Bechmann (1999): Anonym rådgivning af børn og unge om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger. Socialministeriet, København. • Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine (1999): Deltagende observation – Introduktion til en samfundsvidenskabelig metode. Hans Reitzels Forlag, København. • Kristiansen, Søren (2005): Erving Goffman – hverdagslivets rollespil. I: Jacobsen, Michael Hviid & Kristiansen, Søren (red.): Hverdagslivet – sociologier om det upåagtede. Hans Reitzels Forlag, København. • Kristiansen, Søren (2002): Det kvalitative kontinuum – om data og teoriudvikling i kvalitativ sociologi. I: Jacobsen, Michael Hviid m.fl. (red.): Liv, fortælling, tekst – Strejftog i kvalitativ sociologi. Aalborg Universitetsforlag. • Kvale, Steiner (1997): InterView – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag, København. • Lindgren, Sven-Åke (2005): Michel Foucault. I: Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red.): Klassik og moderne samfundsteori. 3. rev. udg. Hans Reitzels Forlag, København. 93 • Meeuwisse, Anna & Swärd, Hans (2004): Hvad er socialt arbejde? I: Meeuwisse, Anna; Swärd, Hans & Sunesson, Sune (red.): Socialt arbejde – en grundbog. Hans Reitzels Forlag, København. • Mik-Meyer, Nanna & Järvinen, Margaretha (2005): Indledning: Kvalitativ metoder i et interaktionistisk perspektiv. I: Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna (red): Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv – Interview, observationer og dokumenter. Hans Reitzels Forlag, København. • Nielsen, Jimmie Gade & Hansen, Susanne Pihl (2000): Opsøgende socialt arbejde – en kortlægning og analyse på baggrund af erfaringer i Københavns og Frederiksberg kommuner. UFC-unge. • Olsen, Henning (2003): Kvalitative analyser og kvalitetssikring. I: Sociologisk Forskning nr. 1/2003. • Rasborg, Klaus (2005): Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. I: Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch (red): Vidensskabsteori i samfundsvidenskaberne – På tværs af fagkulturer og paradigmer. 2. udg. Roskilde Universitets Forlag, Frederiksberg. • Rieper, Olaf (1993): Gruppeinterview i praksis – brug af fokusgruppeinterview i evalueringsforskning. AKF Forlaget. • Sahlin, Ingrid (2004): Sociale problemer som virkelighedskonstruktioner. I: Meeuwisse, Anna & Swärd, Hans (red.): Perspektiver på sociale problemer. Hans Reitzels Forlag, København. • Thagaard, Tove (2007): Systematik og indlevelse – En indføring i kvalitativ metode. Akademisk Forlag, København. • Undervisningsministeriet (uden årstal): Målene i regeringens ungdomspolitik – Ungdomspolitik for nutidens unge i fremtidens samfund, Internet: http://pub.uvm.dk/regung/HFT1.html#1, hentet den 6. oktober 2008. • Villadsen, Kaspar (2003): Det sociale arbejde som befrielse. I: Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna: At skabe en klient – institutionelle identiteter i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag, København. • Villadsen, Kaspar (2004): Det sociale arbejdes genealogi – om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. Hans Reitzels Forlag, København. • Villadsen, Kaspar (2006): Behandlingsdiskursens historie – Om det sociale behandlingsarbejdes dannelse og forandring. I: Egelund, Tine & Jacobsen, Turf Böcker (red): Behandling i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag, København. 94 9. Bilag Bilag 1 -Uddybning af anvendt litteratur om opsøgende arbejde Anonym rådgivning af børn og unge fra 1999 er baseret på erfaringsopsamlinger fra en række udviklingsprojekter i kommuner, der blev iværksat i 1994 på baggrund af en handlingsplan fra Regeringens Børneudvalg med det formål at forbedre og udvikle metoderne i indsatsen over for udsatte børn og unge (Koch & Jensen 1999). Opsøgende socialt arbejde fra 2000 er en kortlægning og analyse på baggrund af erfaringer i Københavns og Frederiksberg kommuner. Kortlægningen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse med 102 medarbejdere og opfølgende interviews med 23 medarbejdere (Nielsen & Hansen 2000). Ideer og inspiration til arbejdet med socialt udsatte unge fra 2001 er en erfaringsopsamling på baggrund af 24 udvalgte projekter, der blev fulgt i perioden 1998 til 2000. Erfaringsopsamlingen er lavet på baggrund af 4 besøgsrunder, hvor der blev anvendt fokusgruppeinterviews (Klitgaard & Hansen 2001). 95 Bilag 2 -Yderligere metodeovervejelser i forhold til fokusgruppen Ifølge Halkier er der nogle forskellige overvejelser man skal gøre sig, før man laver fokusgrupper. Man skal bl.a. tage stilling til, om fokusgruppen skal være segmenteret eller sammensatte. I den forbindelse påpeger Halkier, at for store forskelle i folks erfaringsgrundlag kan gøre det svært for folk at kommunikere med hinanden (Halkier 2007:32). Ifølge forskningschef ved AKF17 Olaf Rieper kan det desuden være problematisk, hvis deltagerne har næsten samme erfaringsbaggrund og er i samme daglige situation, fordi det kan gøre det svært at få dynamikken og spændevidden frem i gruppen. På denne baggrund kan man risikerer, at deltagerne vil sidde og bekræfte hinanden. På den anden side påpeger Rieper, at hvis deltagernes erfaringsbaggrund er alt for forskellige, kan man risikere, at deltagerne ikke taler med hinanden men til hinanden. Rieper skriver, at: ”Gruppen kommer til at udgøre en række personer, der hver kommer med sine udsagn, men de har ikke noget at sige hinanden – dynamikken mangler” (Rieper 1993:12). I relation hertil bestod vores fokusgruppe af tre opsøgende medarbejdere, som vekslede i erfaringsgrundlag. To af deltagerne havde omkring ti års erfaring i den opsøgende afdeling, mens den sidste deltager havde omkring fem års erfaring. Herudover havde de alle tidligere erfaringer med udsatte unge. I og med at de alle er ansat som opsøgende medarbejdere, har de samme arbejdsfunktion dog uden at arbejde sammen i det daglige. I udførelsen af fokusgruppeinterviewet oplevede vi, at de ofte bekræftede hinandens udtalelser, hvilket kan være en risiko, jf. Rieper. Dette kom fx til udtryk, da en af deltagerne talte om de unges pli, hvor alle tre deltagere skiftevis bekræftede hinanden i, at alle unge har en stor forståelse for, at de kan forstyrre de opsøgende medarbejdere, når de ringer. De unge siger fx ”undskyld jeg ringer” eller lignende (Bilag 5:12f). Selvom informanterne ofte bekræftede hinanden, oplevede vi alligevel, at vi via illustrationsspørgsmål kunne få forskellige dynamikker frem i fokusgruppen, idet de opsøgende medarbejderes eksempler og oplevelser ikke altid var ens, netop fordi de ikke arbejder sammen i det daglige. Ifølge Halkier er det endvidere vigtigt at være opmærksom på deltagernes roller og status, hvis man skal lave analyser i organisationer eller virksomheder. I den forbindelse påpeger hun, at: ”Hvis en fokusgruppe blander deltagere med vidt forskellige roller og status i organisationen eller virksomheden, så risikerer man, at den sociale interaktion bliver akavet, konfliktfokuseret eller mindre åben” (Halkier 2007:33). 17 Anvendt Kommunal Forskning 96 Halkier mener således, at det er bedre at lave segmenterede fokusgrupper, som har deltagere med samme rolle i organisationen (Ibid.). På denne baggrund valgte vi, at vores fokusgruppe skulle bestå af opsøgende medarbejdere, som ikke havde nogen lederrolle eller andet, der kunne adskille dem i status og rolle. Man kan dog argumentere for, at ledelsesmæssige bindinger kan have en afgørende betydning for konstruktionen af det opsøgende arbejde, og at dette derfor kunne være et interessant aspekt. I vores undersøgelse er det dog ikke forholdet mellem medarbejdere/ledelse, der er i fokus, men hvordan det opsøgende arbejde konstrueres af frontmedarbejderne, der interagerer med de unge. På denne baggrund fravalgte vi, at lederen for ungdomsafdelingen eller lederen for den opsøgende afdeling skulle deltage. Desuden formodede vi, at deres deltagelse kunne skabe bindinger på de øvrige deltageres ytringer. Desuden skal man ifølge Halkier overveje antallet af deltagere i fokusgruppen. Halkier påpeger her, at mindre grupper med fordel kan anvendes, hvis emnet handler om deltagernes hverdagsaktiviteter og typisk foregår eller tales om i mindre grupper, fx bestemte arbejdsrutiner (Ibid:38). I relation til vores problemformulering, hvor vi er fokuseret på de opsøgende medarbejderes konstruktion af deres arbejde, mente vi, at en mindre gruppe på tre medarbejdere, med et varieret erfaringsgrundlag, ville gøre det nemmere for os at bearbejde datamaterialet i dybden mht. konstruktionsdannelser, de opsøgende medarbejderes forhandlinger og betydningsdannelser. Ifølge Halkier skal man endvidere tage stilling til antallet af fokusgrupper (Ibid.:40). Idet fokusgruppen i vores undersøgelse ikke skulle være den primære måde, vi ville producere data på, men en metode, der skulle kombineres med andre metoder, mente vi i udgangspunktet, at én fokusgruppe ville være tilstrækkelig. Endvidere påpeger Halkier, at man skal tage stilling til, hvor man vil gennemføre fokusgruppen (Ibid.:41). Det mest optimale er at gennemføre fokusgruppen på deltagernes arbejdsplads og vante omgivelser. Dette så vi dog besværligt, idet de opsøgende medarbejderes arbejdsplads er det offentlige rum. Derfor valgte vi at gennemføre fokusgruppen så tæt på vante omgivelser som muligt, nemlig på den opsøgende afdelings hovedkontor. Ifølge Halkier er fordelen ved at anvende et emnerelevant sted ”at stedet lægger op til at tale om emnet, og deltagerne er i den vante kontekst for det, som diskussionen handler om” (Ibid.:41). 97 Bilag 3 -Interviewguide til fokusgruppen Indledende spørgsmål: -Hvilke uddannelsesbaggrunde har I? -Hvor længe har I været opsøgende medarbejdere? -Har I haft tidligere erfaringer med udsatte unge? -Hvor længe har den opsøgende afdeling eksisteret? Viden og subjektivering af de unge -Hvem ser I som målgruppen for det opsøgende arbejde? -Hvilke problemstillinger, ser I, de unge har? -Hvilke kompetencer og ressourcer, ser I, de unge har? o Hvilke kompetencer og ressourcer mangler de? -Hvilke behov, ser I, de unge har? -Hvad er jeres forestillinger om årsagerne til de unges problemstillinger og behov? -Ud fra hvilke kriterier vurderer I, at de unge har behov for jeres hjælp og støtte? o Hvordan vurderer I, om de unges handlinger kan udvikle sig til noget værre eller om det er en naturlig del af de unges udvikling, herunder at afprøve grænser og søge spænding? Styring og viden (Det opsøgende arbejdes metoder, teknikker og mål) - Hvordan arbejder I med de unge? (første møde) o Hvordan opnås der kontakt til de unge? • Kan I give et eksempel? (metoder, teknikker) o Hvad er vigtigt at gøre konkret, når man skal tage kontakt til en ung? • Kan I give et eksempel, hvor kontaktforløbet er gået godt? • Eksempel, hvor kontaktforløbet er gået mindre godt? o Hvis en ung ikke vil hjælpes, hvad gør I så? -Opgiver I at skabe kontakt eller anvendes en anden kontaktform/tilgang? - Når kontakten er skabt, hvordan opretholder man så kontakten til den unge? o Hvad er det for en rolle, I har over for de unge? o Hvordan udføres denne funktion i praksis? o Hvorfor har de unge behov for dette? 98 - Hvad er målet med det opsøgende arbejde? o Kan der være forskellige opfattelser af, hvad målet er? o Hvordan opnås målet? (metoder og teknikker) o Hvorfor er det den mest hensigtsmæssige måde at nå målet på? -Hvor meget frihed har den enkelte unge til at sige ja eller nej til de hjælpetilbud, I tilbyder ham eller hende? o Hvor meget frihed har den enkelte unge til at træffe egne valg om sin fremtid? o Kan der være nogle grænser for de unges valg? (er det ok at vælge et liv på gaden og et liv som arbejdsløs?) - Hvad gør I, hvis I bliver vidne til kriminalitet i større eller mindre grad? o Hvorfor reagerer I og hvordan? – Hvorfor ikke? o Gør I de unge opmærksom på, at deres adfærd kan have nogle konsekvenser (fx kriminalitet – straf) og i så fald hvordan? - Hvad er vigtigt i det konkrete arbejde for at det opsøgende arbejde kan fungere? o Er der noget etisk, man skal forholde sig til? o Oplever I nogen dilemmaer i kontakten eller i relationen med de unge? o Hvordan arbejder I med disse dilemmaer i personalegruppen? • Kan I give eksempler på hændelser, der har haft betydning for arbejdet/supervision i personalegruppen? -I socialt arbejde præsenteres omsorg/støtte og kontrol som et generelt dilemma, er det noget, I oplever i det opsøgende arbejde? -Hvad vil det sige for jer at udøve omsorg/støtte til de unge? o Hvordan udføres dette i praksis? -Hvornår ser I, at I kan have en kontrollerende funktion? -Hvordan forholder I jer til de politiske krav og forventninger til de unge om uddannelse og job? 99 o Har det nogen betydning for jeres indsats? - Hvordan forholder I jer til, at de unges tilstedeværelse på gaden, butikscentre skaber frygt hos resten af befolkningen og hos politikere? o Har det nogen betydning for jeres indsats? -Har arbejdet hos den opsøgende afdeling forandret sig over tid? 100 Bilag 4 -Yderligere metodeovervejelser i forhold til observationsstudie Ifølge Thaggard er det i observationer vigtigt, at man som forsker gør sig en række overvejelser, hvor hun bl.a. opfordrer, at man skal tage stilling til, om ens observation skal være åben eller skjult, og desuden reflektere over hvilken betydning ens tilstedeværelse kan have for resultaterne af undersøgelsen (Thaggard 2003:65). I forhold til om vores observation var åben eller skjult, var vores hensigt fra starten af, at det skulle være en åben observation, fordi vi mente, at åbenhed omkring vores undersøgelse og hensigter kunne være med til at skabe adgang til feltet. Idet vi var interesseret i at lave et casestudie, hvor vi skulle anvende forskellige kvalitative metoder, som inkluderede de samme informanter som i observationen, så vi det endvidere umuligt at lade vores undersøgelseshensigter i observationen være skjulte for vores primære informanter (de professionelle). Dog viste det sig i klubben, at vores rolle som observatører ikke var oplyst til de unge. De var klar over vores tilstedeværelse og hilste på os, men de fik ikke flere informationer end, at vi blot var med den opsøgende medarbejder. Det kom bl.a. til udtryk, da en af de unge spørger den opsøgende medarbejder og os, om vi er på date, hvilket viser, at de unge ikke var klar over, hvad vi lavede i klubben. Med hensyn til om observatørens tilstedeværelse påvirker observationen, påpeger Thagaard, at det ved deltagende observation er en metodisk pointe, at man som forsker opbygger en relation til informanter, der kan skaffe én informationer (Thagaard 2003:80). Vores informant var til dels påvirket af vores tilstedeværelse, idet vedkommende talte med os under observationen. Dette ses også som en styrke og et element i den videnskabsteoretiske position jf. det interaktionistiske perspektiv, hvor betydningen af en handling eller et fænomen skabes i interaktionen mellem mennesker. Desuden havde vi i forvejen opbygget en relation til informanten, fordi pågældende havde deltaget i vores fokusgruppeinterview. Dog så vi, at vores tilstedeværelse ikke syntes forstyrrende for informanten, når vedkommende var i kontakt med de unge. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at informanten besluttede sig for at forlade os i en kortere periode for at køre en ung til skøjtehallen. Her lod informanten ikke vores tilstedeværelse påvirke det, vedkommende ellers ville have gjort for de unge. I interaktionen syntes hverken den unge eller informanten at være forstyrret af vores tilstedeværelse, da de hverken kommenterede vores tilstedeværelse eller inkluderede os i deres samtale. Først da den unge og informanten var på vej væk fra bordet, var de opmærksomme på, at vi skulle sidde 101 alene tilbage. Grunden til, at vi ikke kom med, var, at den unge spurgte, om vi ikke kunne vente i klubben til den opsøgende medarbejde kom tilbage. Situationen viser, at beslutningen om, hvorvidt vi skulle med eller ej, umiddelbart lå hos den unge. Her synes den opsøgende medarbejder, at se denne unge, som en ung, der kan handle rationel strategisk i forhold til hvilke relationer, den unge ønsker at indgå i. Det viste sig efterfølgende, at den unge troede, at det var en bil med kun plads til to, de skulle køre i. Det var dog en bil med plads til flere, og den opsøgende medarbejder fortalte, at den unge på vejen til skøjtehallen påpegede, at vi egentlig godt kunne have været med. Den unges beslutning viste derfor at være baseret på praktiske grunde frem for, at vedkommende ikke ville indgå i en relation, hvilket umiddelbart viste, at vedkommendes beslutning alligevel ikke var baseret på et rationelt strategisk valg. Ifølge Kristiansen og Krogstrup er observationernes væsentligste datakilde feltnotater. De påpeger, at man, som observatør, skal undgå at skrive ned under selve observationen, idet de observerede kan føle sig overvåget og måske ændre adfærd. De anbefaler derfor, at notaterne nedskrives umiddelbart efter observationerne. Feltnotaterne bør indeholde beskrivelser af det, forskeren observerer i feltet, herunder begyndende analyse, samt forskerens indtryk og stemninger (Kristiansen & Krogstrup 1999:151f). I den forbindelse valgte vi ikke at skrive ned under observationen, fordi vi mente, det kunne virke forstyrrende på kontakten mellem den opsøgende medarbejder og de unge. Dette gjorde sig også gældende med hensyn til tekniske hjælpemidler, som fx båndoptager. Dette mente vi også kunne forstyrre kontakten og afholde nogle unge i at tage kontakt. Efter observationerne skrev vi notater ned hver for sig og sammenlignede dem. Vi skrev vores feltnotater ned i forhold til en begyndende analyse herunder kontekst, hændelser, personer, indtryk og stemninger. 102 Bilag 5 -Udskrift af fokusgruppeinterview Vedlagt som fortrolig CD-ROM Bilag 6 -Udskrift af observationsstudie Vedlagt som fortrolig CD-ROM Bilag 7 -Interviewguide til opfølgende interview Vedlagt som fortrolig CD-ROM Bilag 8 -Udskrift af opfølgende interview Vedlagt som fortrolig CD-ROM Bilag 9 -Dokumentmateriale fra den opsøgende afdeling Vedlagt som fortrolig CD-ROM Bilag 10 -Ansvarsliste Fælles: Afsnit 1. – 3.2. Afsnit 7. Gunvor Sand Pedersen: Afsnit 4.3. – 4.4.4. Afsnit 5.1.4 – 5.4. Afsnit 6.3. – 6.3.4. Afsnit 6.4 – 6.4.4. Helle Sørensen: Afsnit 4. – 4.2.4. Afsnit 5. – 5.1.3. Afsnit 6. – 6.2.4. Afsnit 6.3.5. – 6.3.7. Abstract